Et helt nyt Brand?

s3.amazonaws.com-policymic-images-ac94f0c83f8934ed8aa13b4e5173ddad470fdf341c9261fd0fcf624e0e244704

Jeg har tidligere aldrig helt kunnet leve mig ind i britisk politik. I de senere år er det som om dansk politik (og måske også det danske samfund) er kommet til at virke mere “britisk” – blandt andet kan man se det af al talen om “rød blok” og “blå blok”, der først er opstået i medierne inden for de seneste 10 år.

Storbritanniens valgsystem med enkeltmandskredse favoriserer under alle omstændigheder få, men store partier. Det nye, reaktionært nationalistiske UK Independence Party har primært fået vind i sejlene takket være valgene til EU-parlamentet, hvor briterne skal anvende forholdstalsvalg. Der er ikke rigtig nogen pendant på den britiske venstrefløj.

Og dog. For tiden er der noget uventet kommet fokus på den britiske skuespiller og komiker Russell Brand. Jeg har ikke haft store tanker om ham; han har mest været kendt for sin temmelig rockstjerneagtige fremtoning, for at have taget en hel del stoffer før i tiden, for at have været gift med (og pludselig skilt fra) Katy Perry og for at have lavet tvivlsom telefonfis i radioen. Men der er sket et eller andet med manden siden da. I dette efterår har Russell Brand været gæsteredaktør på New Statesman og har her skrevet en forbløffende indsigtsfuld kronik. Og så optræder han i et nyt interview med Jeremy Paxman; interviewet handler udelukkende om politik.

Interviewet med Paxman kan man se herunder.

Bemærk at Brand gør det helt klart at han ikke vil stemme til valg. Ja, faktisk har han aldrig stemt i sit liv. Det er enten den ultimative sofavælger eller – hvad der vel snarere er tale om her – den ultimative boykot af et politisk system, man ikke bryder sig om. Og så fremstår han unægtelig som en veltalende og begavet ildsjæl.

Nogle spekulerer nu på om Russell Brand kan ende som en britisk pendant til Beppe Grillo. Grillo begyndte som skuespiller og komiker, bevægede sig langsomt ind i den politiske debat og stiftede til sidst Movimento 5 Stelle, der fik godt 25% af stemmerne ved seneste parlamentsvalg. Grillo kan i øvrigt ikke selv være parlamentsmedlem, da han har en dom fra 1980 for uagtsomt manddrab (forårsaget ved en trafikulykke).

En anden mulighed er at Russell Brand først og fremmest er symptom på problemer i britisk politik. For har Beppe Grillo egentlig ændret forholdene i Italien? Det er uklart for mig om Grillo og Brand egentlig er ret meget mere end populister og om det måske i virkeligheden er tættere på sandheden at sige at Storbritannien er “det næste Italien”.

(Visited 28 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar