De almindelige danskere

Almindelige mennesker i medierne, Debat

I’m so confused. Am I a normal person?
You know, I can’t tell if I’m a normal person
It’s true, I think I’m cool enough, but am I cruel enough?
Am I cruel enough for you?

– Arcade Fire: “Normal Person” (fra Reflektor)

I disse dage er der en del presseomtale af Pia Kjærsgaards erindringer, og også i Information er der en portrætartikel. I artiklen står

I dag kalder Pia Kjærsgaard det for sin største bedrift, at hun har været »talerør for de almindelige danskere« og givet stemme til de forsmåede, dem der ikke har følt sig hørt.

Min første tanke, da jeg læste dette, var at Pia Kjærsgaard bestemt ikke er talerør for mig – og jeg er da også en almindelig dansker. Men Pia Kjærsgaard ville næppe kalde mig for en almindelig dansker. Jeg er akademiker. Mange i min familie er ikke danske statsborgere. Jeg spiser ikke flæskesteg eller bøf. Og alligevel føler jeg mig helt “almindelig”.

Også medlemmer af det, nogen kalder for mindretal, vil gerne være “almindelige”. Kvinden i kørestolen og manden der kom til Danmark som flygtning fra Uganda vil også gerne være “almindelige” og ikke kun ses som “den handicappede dame” eller “den afrikanske flygtning”. En stor del af deres tilværelse går med at prøve at være eller blive “almindelige”. Måske vil de endda være “almindelige danskere”.

Samtidig vil vi gerne være unikke. Hver af os har sin egen baggrund og sin egen forhistorie. Ingen af os vil nøjes med bare at være “almindelige” men vil også gerne behandles som dem vi er. Kvinden i kørestolen og manden der kom til Danmark som flygtning fra Uganda vil også gerne have at andre mennesker ind imellem også er opmærksomme på deres baggrund. Det er også derfor de “forsmåede” gerne vil høres – også de vil gerne være unikke.

I virkeligheden er det derfor, jeg ikke kan lide ordet “almindelig”, når politikere bruger det. I bedste fald siger det kun noget om hvordan vi selv føler os, i værste fald siger det intet om hvilken rolle vi faktisk har i samfundet. Når man taler om de “almindelige” eller om “folket”, stikker populismen hovedet frem. Mao Zedongs frase om at “Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien” er flot og tom og egentlig også farlig (og er formuleret af en diktator med mange millioner menneskers liv på samvittigheden).

Vi kunne i stedet tale om at alle mennesker skal opfattes som lige i værdigheder og rettigheder og have dét som udgangspunkt – men den slags er jo grundlaget i menneskerettighederne, og dem er Dansk Folkeparti ikke glade for.

 

(Visited 28 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar