Men det gør ikke noget…

Freedom is Surveillance dino

Hvordan ville vi have det, hvis vi opdagede at der var installeret mikrofoner i vore hjem, der optog alt hvad vi sagde? I nogle lande har det været virkelighed, bl.a. i det tidligere DDR og i Sovjetunionen. Nogle systemkritikere kommunikerede ved at skrive med hinanden på en Magna Doodle (eller hvad denne type tegneplade nu kaldtes i de lande) for at undgå at blive opdaget. Mange andre var ligeglade; de var enten kritiske over for systemet, men ikke bekymrede, eller også var de måske positivt stemt over for systemet.

Det er en lignende situation, vi har i dag – Edward Snowdens afsløringer viser at efterretningstjenester har meget store muligheder for at overvåge trafikken på Internettet. Det er foruroligende. Men samtidig viser nye undersøgelser, at en meget stor andel af befolkningen i Storbritannien slet ikke er bekymret. 42 procent af de adspurgte synes at efterretningstjenesternes adgang til overvågning er passende, mens andre 22 procent faktisk mener af efterretningstjenesterne ikke havde beføjelser nok.

Man kunne mene at det skyldes at mange ikke ved hvordan internetteknologien virker – men det er der andre, der gør. Og jeg er en af dem, og jeg gør jo stadig som jeg plejer: jeg skriver her på bloggen, jeg skriver på Facebook og Google Plus, jeg sender e-mail rundt i verden. John Naughton, der er professor ved Open University, skriver om dette underlige fænomen.

Noget af ligegyldigheden skyldes en uberettiget optimisme, der er psykologisk funderet: vi tror det, vi gerne vil tro. Det er ikke mig, der bliver kørt over. Det er ikke mig, der dør for tidligt af en kronisk sygdom. Det er ikke min internettrafik, nogen vil interessere sig for. Men hvor ved vi det fra? Og det der rigtig bekymrer John Naughton, er at den almindelige accept af overvågning i “frihedens navn” – overvågningen skal beskytte “det frie samfund”. Men det er samtidig overvågningen, der er med til at gøre det frie samfund til en illusion.

Til dem, der keder sig

sms-bio

I denne uge kunne jeg læse at Madonna blev smidt ud fra en filmpremiere fordi hun tog sin mobiltelefon frem under forestillingen og sms’ede. I USA planlægger en biografkæde nu at indføre en særlig række bagest i salen for dem, der ikke kan undvære deres mobiltelefoner under forestillingen. Jeg er bestemt ingen helgen: jeg rækker også ud efter min telefon, når jeg keder mig. Så er der spil og musik og foto og en masse apps, jeg kan se på, inden de også bliver kedelige. Men i biografen nøjes jeg med at sidde og skumme over dem, der tager deres telefoner frem selv om de ikke må.

Jeg har engang købt en bog på bogudsalg, og jeg har aldrig taget mig sammen til at læse den. Det er måske ret sigende, for denne bog af Martin Doehlemann hedder bare Kedsomhed og handler om kedsomhed. Heldigvis er der andre, der har læst Doehlemanns bog, bl.a. Per Østergård fra SDU der selv skriver om kedsomhed. Han bemærker at Doehlemann skelner mellem fire former for kedsomhed:

  1. den situative kedsomhed, som opstår, når man venter på nogen eller noget
  2. mæthedskedsomhed, når man har fået for meget af det samme
  3. eksistentiel kedsomhed, hvor livet sådan i det hele taget forekommer én meningsløst
  4. kreativ kedsomhed, hvor kedsomheden gør, at man foretager sig noget andet

Hvorfor går man i biografen, når man hurtigt kommer til at kede sig? De fleste filmskabere vil ikke have at publikum keder sig; de vil gerne undgå den situative kedsomhed. Men det kan i virkeligheden være at biografgængerne i dag er endt med at føle en mæthedskedsomhed eller at filmene simpelthen forekommer dem af være meningsløse. Tænk, hvis vi følte en kreativ kedsomhed i stedet! Måske skal vi til at lære at kede os på en bedre måde og lade telefonerne blive hjemme?

Musikken var meget bedre da vi var unge

golden-oldies

Endnu engang er jeg stødt på den velkendte påstand: Musikken var meget bedre, da “vi” var unge. “Vi” henviser her til den talende og den generation, han identificerer sig med, og “musik”, henviser til pop/rock/populærmusik (i modsætning til f.eks. klassisk musik eller jazz). Måske var det hippiernes musik, måske var det punk, måske var det grungerock, måske var det new wave, måske var det The Beatles, måske var det Johnny Cash, måske var det halvdystre britiske bands som Joy Division og Depeche Mode og The Cure og Bauhaus, måske var det 1980’ernes metalscene med Metallica, Slayer m.fl., måske var det Public Enemy og Beastie Boys og Cypress Hill. Men det var i hvert fald meget bedre end alt det, der spilles i radioen nu om dagen.

Det er denne holdning, der holder liv i radioprogrammer og radiokanaler der specialiserer sig i oldies, og den udgør også en stor del af TV2 Charlies eksistensgrundlag. Det er vel også den holdning, der gør at man stadig kan se graffiti og t-shirt og plakater rundt omkring i det offentlige rum med hedengangne musiknavne. På mine rejser til Argentina og Spanien lagde jeg tydeligt mærke til at et band som Nirvana stadig er i høj kurs.

Tag ikke fejl: Alle de musikgenrer, jeg har nævnt oven for, siger mig noget, og nogle af dem har jeg endog dyrket i længere perioder. Men holdningen om at alt var meget bedre før i tiden er usand. For det første: Der bliver udsendt mere musik nu end nogensinde før. For det andet: Det er urimeligt at sammenligne tidligere tiders rockmusik med hvad der spilles i radioen. Psykedelisk rock og punkrock og Joy Division og Slayer blev ikke spillet i radioen dengang i storhedstiden. Nogle få navne og nogle få numre nåede helt frem til hitlisterne, men resten lå stadig ude i subkulturerne. De udbredte radiostationer har altid hyldet mainstream. Og ikke et ondt ord om dét. Der er også god mainstreammusik – og The Beatles, Metallica, Nirvana, Depeche Mode og mange andre er også nået at blive mainstream.
I virkeligheden er holdningen om at alt var bedre før i tiden i meget høj grad et tegn på at den talende fulgte bedre med i populærmusikkens udvikling, da han/hun var yngre – og det er ikke så sært, for store dele af populærmusikken er blevet markedsført målrettet til den unge generation. Man skulle ikke gøre nogen indsats for at følge med. Nu er der så endnu en målgruppe, nemlig de halvgamle/gamle, der har fået deres oldies-stationer. Og de skal heller ikke gøre nogen indsats for at følge med.

Men holdningen om at alt var bedre før i tiden er også en indikator på at musikken fra de unge år er forbundet med en masse følelser. Jeg kan sætte musik en masse minder fra de første 25 år af mit liv – Gas 5 er lyden af 8. klasse på Brovst Skole, Supertanker var lydspor til gymnasiefester og fejlslagne forelskelser, Ocean Rain er lyden af InterRail og matematikstudiet. Det nye album med The National er fremragende, og deres koncert på Roskilde-festivalen i år ligeså, men der er ikke den samme følelsesmæssige forbindelse, for jeg er et andet sted i mit liv og det er helt andre spørgsmål, der optager mig nu. Det er vel dér, forskellen ligger.

For der er masser af fremragende musik at lytte til, også i 2013. I skrivende stund lytter jeg således til Immunity med den britiske musiker Jon Hopkins; dette halvvejs ambiente og helt elektroniske værk er vel så langt fra oldies-verdenen som man kan tænke sig. Og det er et af årets bedste albums, spørger man mig. Og der er mange andre kandidater til en liste over gode albumudgivelser fra 2013. Men dem vil jeg skrive om en anden gang. Det vigtige er at blive ved med at udfordre sig selv til at lytte til nyt.

Den lille forskel

Greece___Turkey_Peace_by_CaptainVoda

Samuel Huntington udgav i 1993 sin meget citerede bog om “civilisationernes sammenstød” – at de helt store konfrontationer skulle finde sted mellem meget forskellige civilisationer. Huntington tænkte her på Europa/Nordamerika og den arabiske verden.

Men os se på nogle kroniske konflikter derude i verden. Grækenland og Tyrkiet har længe haft et mildt sagt anstrengt forhold til hinanden og har været i krig mod hinanden. Japan og Kina har det heller ikke godt sammen og har været i krig mod hinanden. Japansk militær begik ufattelige grusomheder i Kina under 2. verdenskrig. Irske protestanter og katolikker har hadet hinaden gennem generationer. Danmark og Sverige har været i krig mod hinanden utallige gange. Blandt de mennesker med jødisk baggrund, som nazisterne hadede mest, var dem, der for længst var blevet helt assimileret i tysk og østrigsk kultur og måske også for generationer tilbage havde opgivet den jødiske religion. Og i Rwanda var hutuer og tutsier to folkegrupper, det var mindst lige så svært at kende forskel på som det var at kende forskel på borgerne i det tidligere Jugoslavien – det var folk med samme sprog, samme historie og med tradition for at gifte sig med hinanden og for at bo de samme sted. Hutuer og tutsier havde endda samme religion (de var kristne). Og i begge tilfælde endte det med folkemord, det endda nogenlunde samtidig og omkring samme tid som Huntingtons bog om civilisationernes sammenstød udkom.

I alle tilfælde er det tydeligvis lande og folkegrupper, der har hel en masse fælles. Forskellene mellem dem er små og f.eks. er tyrkerne vel lige så glade for deres græske oldtidsminder som grækerne er for tyrkisk kaffe. Og 80 procent af alle centrale ord på japansk kommer fra kinesisk.

Også i den mindre skala er det det ofte dem, der har mest fælles, der geråder sig ud i voldsomme konflikter. Der er søskende, der ikke taler med hinanden, og der er kolleger på samme arbejdsplads, der bagtaler hinanden. Vi kender nok alle til den slags.

Jeg har tit tænkt over dette tilsyneladende paradoks. Sigmund Freud var en af de første til at identificere det; han talte om de små forskelles narcissisme. Hvis narcissisme er en usund kærlighed til sig selv, er det, der så her er tale om, at en folkegruppe/et individ først og fremmest fokuserer på hvordan man er anderledes end andre. Og ligesom narcissismen er usund, sådan er det vel også usundt at skabe sin identitet ud fra små forskelle i stedet for ud fra de store ligheder.

Det er vel knap nok en teori, Freud folder ikke rigtig tanker ud (efter hvad jeg kan læse mig til), og den har også sine begrænsninger. For hvad vil det egentlig sige at forskellene mellem parterne i en konflikt er “små”? Set udefra er forskellene små, set inde fra konflikten er det måske omvendt. Og måske er det i høj grad den måde, vi taler om hinanden på og den måde, medierne taler om os på, der forstørrer de små forskelle. I det gamle Jugoslavien blev der fra officiel side gjort meget ud af at pointere at alle var jugoslaver, men nationalisterne gjorde til gengæld meget for at pointere at der bestemt var store forskelle.

Hvis man har mod på at læse mere er der en interessant oversigtsartikel af Pål Kolstø, der er professor i russiske forhold ved Universitetet i Oslo, om “de små forskelles narcissisme”.

Usynlige under den samme himmel

I dag er det de hjemløses dag. En af de grupper af hjemløse, man ser mindst til i gadebilledet i Danmark, er de afrikanske hjemløse.

I dag viste Biffen i Aalborg den nye dokumentarfilm Under den samme himmel. Jeg var blevet spurgt om jeg (som repræsentant for Amnesty International i Aalborg) ville fortælle lidt om hele den problematik, der ligger bag de fortællinger, filmen giver et glimt ind i.

Det er en grim kombination af ustabile forhold i de afrikanske lande syd for Sahara (bl.a. urolighederne i Mali og Sudan), ustabile forhold i Nordafrika, et Sydeuropa i økonomisk krise, menneskesmuglere i et Libyen kontrolleret af ministre og mafiaen i Italien. Nogle afrikanere i Libyen ender med at blive flygtninge, fordi de bliver beskyldt for at have været støtter af Gaddafi-regimet. Andre strander ved grænserne mellem de nordafrikanske lande.  Mange forsøger at komme til Europa over Middelhavet. Amnesty International vurderede i 2011 at der dét år var mindst 1500 bådflygtninge, der omkom i forsøget på at nå over Middelhavet. Så sent som i denne måned har omkring 350 mennesker mistet livet ud for Lampedusa. Dette har jeg tidligere skrevet om her på bloggen.

De afrikanske migranter sidder kort og godt som lus mellem mange negle. For nogle lykkes det at komme til Nordeuropa. De måske omkring 200 afrikanske hjemløse, der er i Danmark, bruger ikke de tilbud om herberger mm. som andre hjemløse bruger.  Dette skyldes til dels det afrikanske eksilsamfund i Danmark står mere sammen og hjælper hinanden på en anden måde – og så har mange afrikanere også nogle erfaringer med stor fattigdom, der heldigvis ikke er udbredte i Danmark.

Slavoj Žižek og The Clash

zizek

I den forgangne uge har der været et interview med Slavoj Žižek i New Statesman.

Anledningen er en ny dokumentarfilm om ham lavet af Sophie Fiennes. Vanen tro er interviewet fyldt med citategnede one-liners. Blandt andet røber den slovenske filosof at han ikke har set den nye film om sig selv – for han kan ikke fordrage at se sig selv på film! Og så synes han egentlig at 99 procent af alle mennesker er idioter.

Yeah, but who are the idiots? I didn’t mean so-called poor, uneducated, ordinary people. If anything, most of the idiots that I know are academics. That’s why I don’t have any interest in communicating too much with academics.

Hvad synes Žižek så om The Clash?

I like their activity … they were engaged [politically]. So I like everything about them … except their music.

Til gengæld er han ret begejstret for Rammstein.

They’re very hard – I think they’re extremely progressive. It’s totally wrong to read them as almost a proto-fascist band. My god, they explicitly supported Die Linke, the leftists there, and so on. I like their extremely subversive from within, undermining of all this – you know? Like, it gives me pleasure. Psychologically I’m a fascist – everyone knows it, no? Who published this – Daily Telegraph? That jerk who pronounced me a leftist fascist, you know? Alan Johnson or who? So – I mean – I think we should take over these – all of these – authoritarian gestures, unity, leader, sacrifice, f*ck it! Why not? No? So, Rammstein are my guys.

Og her er så traileren for The Pervert’s Guide to Ideology:

Det løse liv

professor-data

Rundt om i verden er flere og flere blevet løsarbejdere uden garanteret arbejdstid – nogle uger er der alt for meget at lave, andre uger ikke så meget og på andre tidspunkter slet intet. Man ser dette i fastfood-branchen, i lagerarbejde og mange andre steder, og man taler på engelsk om zero hour contracts. Men det er ikke kun blandt ufaglærte arbejdere, man finder en sådan grundlæggende jobusikkerhed. Også i den anden ende af skalaen ser man en form for helt ustabil tilknytning. I den akademiske verden bliver der er procentvis færre fastansatte, mens der bliver stadig flere deltidsansatte og løstansatte. Stadig flere akademikere kommer ind i kortvarige postdoc-forløb efter endt PhD eller havner i stillinger som deltidsundervisere. Ovenstående graf viser udviklingen i USA; en artikel i Forskerforum fra sidste år viser en lignende udvikling herhjemme.

Løsarbejde har altid eksisteret, men det er igen blevet et udbredt fænomen; løsarbejderne udgør i kraft af deres usikre tilknytning det, man kalder et prækariat. Begrebet skyldes den britiske sociolog Guy Standing – ordet er hans sammentrækning af precarious, der på engelsk betyder “usikker”, og proletariat. Guy Standing beskriver det således:

…a new global class structure has been emerging. At the top is an elite of billionaires and such like. Below them is a salariat, comfortable but limited in numbers, with employment security and an array of non-wage benefits. Then there is a growing body of what could be called proficians – professionals and technicians usually receiving high incomes, but without employment security. Below them in terms of income is the old core, a shrinking industrial working class, not yet dead, but dying. Those in the core are fearful of dropping into the next and rapidly growing class fragment, what should be seen as the global precariat. Below the precariat are the chronically unemployed and a lumpenised minority of socially wretched people.

Konsekvenserne af denne sociale lagdeling er selvfølgelig ikke overraskende: Man vil gerne opad, vil som minimum bevare sin plads i hierarkiet og vil gøre meget for at undgå at ryge nedad. Jo mere usikker en plads man har, jo flere resurser bruger man på det sidste. Den usikre tilværelse ender derfor med at spille folk ud mod hinanden. Man ender med at bruge en masse resurser på at kæmpe mod dem, man opfatter som konkurrenter – tænk på masser af postdocs, der kæmper om ét lektorat eller tænk på europæiske landarbejdere, der vender sig mod de afrikanske migranter. Det skaber ikke mere sikkerhed, bare mistillid. Og jo større usikkerheden er, jo mindre giver det mening at tale om en karriere. Det er derfor i virkeligheden prækariatet og de klasser, der grænser op til det, der skal være i særligt fokus i politik og i fagforeningernes virke, for det er disse samfundsklasser af usikkert placerede mennesker, der hele tiden vokser.

En strengere straf

loesladt-og-gaeldsat_240318

En artikel i dagens udgave af Information peger på et problem, der burde få mere opmærksomhed. Udgangspunktet er en PhD-afhandling af Annette Olesen fra Syddansk Universitet, der senere er blevet til bogen Løsladt og gældsat, som er udkommet på DJØFs forlag. Annette Olesen har fulgt 81 løsladte i deres forsøg på at vende tilbage til samfundet, og et af de problemer, hun hæfter sig ved, er at Danmark er et af de få lande i Europa, hvor man som dømt for en forbrydelse typisk skal betale de fulde sagsomkostninger. Det kan dreje sig om bl.a. advokatbistand og om udgifter til politiets undersøgelser.

De tidligere indsatte skyldte ifølge tal fra 2012 i alt op mod to milliarder, og der er ringe udsigt til at denne gæld nogen sinde vil blive betalt. DR Nyheder kunne i juni i år fortælle at der kun er inddrevet 24 millioner, så tallet er ikke blevet væsentligt lavere siden 2012 – formodentlig er der i dag tale om et større beløb.

Samtidig er denne gæld et problem for den enkelte indsatte, når han/hun bliver løsladt en dag. Hvis den løsladte ikke har et job eller en formue at vende tilbage til, bliver der tale om en gældspost, der skal afdrages hurtigt. Det kan i forvejen være svært at få et arbejde, hvis man ikke har en ren straffeattest, men lykkes det alligevel, vil Skat modregne gælden i lønnen, og man ender typisk med at få et rådighedsbeløb der svarer til størrelsen af kontanthjælp. På denne måde kommer gælden fra sagsomkostningerne meget let til at forhindre den løsladte i at blive resocialiseret. De mange tidligere straffede, der kom fra sociale problemer, bliver fastholdt i deres dårlige sociale forhold af gælden og en manglende tilknytning til arbejdsmarkedet. Og pengene bliver for størstedelens vedkommende aldrig tilbage til staten. Der må da være en bedre løsning.

Også Advokatrådets Strafferetsudvalg ser at der er et problem. Udvalgets formand Sysette Vinding Kruse siger til Information:

»Nogle kommer ud af fængslet og får en regning på 50.000 kroner i nakken, som skal betales inden 14 dage. Og det er jo helt udsigtsløst for dem. Hvis de er så heldige at få et arbejde, kommer skattevæsenet og tager det meste af deres beskedne løn, og så giver de jo helt op,« forklarer hun og tilføjer:

»Og så vil folk hellere arbejde sort. De bliver fastholdt i kriminalitet og en eller anden subkultur. Der er ingen motivation til at komme videre.«

I 2004 blev der nedsat en arbejdsgruppe, der skulle undersøge forholdene om disse sagsomkostninger. Af et spørgsmål til Folketingets retsudvalg i december 2005 kunne man se, at det forventedes at arbejdet forventes afsluttet i foråret 2005 (!!!), men men der er endnu intet sket. Og i 2012 blev der nedsat et nyt udvalg, som skulle beskæftige sig med samme problemstilling; i et svar til TV-Avisen i juni i år oplyste Justitsministeriet at arbejdet ville begynde i efteråret 2013. Og nu er det så efterår, og det er 2013.

Den omvendte minimalist

krabber.jpg_01

Jeg har i snart en del år været interesseret i minimalisterne, dvs. de studerende, der laver så lidt som muligt. Minimalisterne gør en stor indsats for at lave så lidt som muligt, og de ofte er de studerende, der volder undervisere flest kvaler. Begrebet har jeg fra den norske uddannelsesforsker Per Lauvås

Men minimalister kan også giver undervisere den største glæde af alle. Per Lauvås pointerede dengang jeg først hørte om begrebet, at der er nogle minimalister, der kan transformeres til dedikerede studerende – og det er i virkeligheden dem, man skal indrette sin undervisning efter. Af og til er jeg da også selv stødt på studerende af denne specielle støbning, der først skuffer og virker håbløse, men pludselig bliver fagligt stærke ; jeg kender til mindst én sådan tidligere minimalist, der er kommet i gang med en forskerkarriere.

I Weekendavisen er der en artikel af Gunver Lystbæk Vestergård om berømte Nobelprismodtageres skoletid. Nogle af dem gjorde sig tydeligvis slet ikke umage og falder vel egentlig inden for kategorien af omvendte minimalister. Jens Christian Skou, der fik Nobelprisen i kemi, er tilsyneladende en af slagsen. Videnskabshistorikeren Lif Jacobsen har dette at sige ud fra sin viden om hvad nobelprismodtagere og andre store forskere har udtalt:

»Det er noget, de fremhæver. De fortæller, at de ikke passede ind. At de manglede gejsten,« siger hun. De fleste videnskabsmænd praler ikke med deres evner og opdagelser, men ved at sige, hvor ugidelige de var i skolen. Så fortæller de alligevel en historie om, hvordan de har kæmpet sig op trods en skidt begyndelse. Som var de den grimme ælling i H.C. Andersens eventyr.

Lif Jacobsen fortæller også, at der som regel altid i nobelprisvinderens liv er et vendepunkt. En underviser, en særlig oplevelse, en bog eller noget andet, der vækker den indre forsker til live.

»Det kan være en mentor eller et møde. Et eller andet udefrakommende får dem på sporet og vækker interessen. Derefter er der ingen tilbagefald til dovenskaben,« siger hun.

Dette sidste passer med Lauvås’ observation, og det betyder at vi som undervisere har en særlig rolle. Og det antyder måske også at det fokus, der i disse år er på “eliteprogrammer” for dem der klarer sig særligt godt, ikke er det der skal til for at få alle talenterne frem.

Tøjdyrenes skrig




Det er ikke så svært at kassere en gammel pude. Derimod kan det være anderledes sværere at kassere en bamse; bamsen har et ansigt og det er som om det kigger på én. Mange børn har på et tidspunkt en bamse som deres fortrolige, og mange af os har særlige minder om de tøjdyr, vi havde. Rigtige dyr har også et ansigt, der kigger på én og mange dyr er faktisk også kære at se på. Nogle dyr bliver børns fortrolige, og mange af os har særlige minder om dyr, vi har kendt. Men mange andre dyr er gemt væk i store haller og i stalde; de er udelukkende til for at blive spist af mennesker.

Den engelske gadekunster Banksy har lavet en slagtebil, hvor det er søde tøjdyr, der kigger betuttet ud ad sprækker (styret af dukkeførere inde i bilen) – men lyden er den rigtige, lyden af dyr der skal dø. Denne særlige lastbil blev sendt på en tur rundt i New Yorks gader, nærmere bestemt (selvfølgelig) i The Meatpackaging District, og som den lille video viser, gav det nogle højst forskelligartede reaktioner.

Budskabet er næppe det noget forsimplede, at man skal lade være med spise dyr simpelthen fordi dyr er kære at se på – men Banksys lastbil gør opmærksom på hvad der sker, når vi placerer én måde at se dyr på i en helt anden sammenhæng, hvor dyr også kan befinde sig. Det er en af de mange ting, kunst kan – at vise kontraster.