Justin Bieber

Her er et fremragende nummer af og med Justin Bieber, nummeret “U Smile” fra 2010. Det er et atmosfærisk, til tider nærmest majestætisk ambient-nummer med Cocteau Twins-lignende vokaler på lidt over 35 minutter. Når man ved hjælp af passende software “strækker” en lydfil til 8 gange dens sædvanlige længde, ændrer værket nemlig radikalt karakter. Manden bag nummeret, der også stammer fra 2010, er en ung amerikaner, der kalder sig Shamantis (og egentlig hedder Nick Pittsinger).

Interessant nok ser det ud til at Justin Bieber selv kunne lide den let forlængede udgave. Måske skulle Bieber selv benytte den pågældende software, inden han udsendte sine numre?

Seksualiteten findes mellem ørerne

hjernen

Temmelig ofte løber man i disse år ind i diskussionerne om lovliggørelse af prostitution og om holdningen til de enorme mængder af porno, der findes på nettet. Nogle påpeger gerne prostitutionens og pornoens konsekvenser for brugere og for medvirkende. Nogle mennesker siger at de er glade for at være sexarbejdere, og atter andre synes at vi simpelthen er blevet snerpede.  Så sent som i dag skriver Ulla Holm i et indlæg i Information (og det er et indlæg, der bestemt ikke imponerer mig) at

For nylig introducerede den store norske hotelkæde Nordic Choice Hotels, der bl.a. ejer flere hoteller i Danmark, et forbud mod porno på værelserne, fordi ejerne ’mener’, at pornoindustrien medvirker til menneskehandel, som en talskvinde oplyste til Ekstra Bladet den 20. august. Forbuddet afspejler den nypuritanisme, der under dække af omsorg for udsatte grupper, går sin sejrsgang i blandt andet Norge, Sverige og på Island. Sidstnævnte har forbudt al sexindustri og overvejer – i den nordiske ligestillings navn – censur af porno på nettet (som man har det i, ja, Kina).

Men måske skal man tænke på alt dette på en anden måde end som bagstræberisk snerperi kontra nødvendig beskyttelse af mennesker mod porno og prostitution? Der må være en mere systematisk tilgang til at finde ud af hvad porno, prostitution mv. gør ved mennesker, måske via hjerneforskning.

Der er en interessant artikel i The Independent om hvad det gør ved hjernen at se porno. Den britiske hjerneforsker Valerie Voon har studeret hjernen hos mennesker, der er afhængige af at se porno. Forandringerne i hjernen hos mennesker, der er afhængige af porno, ligner de forandringer man ser hos narkomaner og alkoholikere. Måske er det i virkeligheden dét, der er det vigtigste argument for at være bekymret for konsekvenserne af sexindustrien, nemlig at det at se porno og måske også det at være prostitueret eller at være kunde hos en prostitueret (og vel så også at deltage i porno) forandrer vores seksualitet. På den anden side kan man også have et forbrug af porno uden at være afhængig.

På samme måde som man kan påpege farerne ved et stort alkoholforbrug uden at blive kaldt puritaner – for et glas nu og da kan nemlig være sundt, viser en del undersøgelser – og påpege faren ved at børn og unge drikker alkohol, kan man så også påpege problemerne ved porno/sexindustrien i disse sammenhænge (bl.a. hvordan den påvirker børns og unges seksualitet) og prøve at få et mere systematisk billede af dens gavnlige og skadelige virkninger.

Måske kan hjerneforskningen også hjælpe os med at acceptere at seksualiteten er plastisk og dermed slippe ud over essentialistiske forestillinger om f.eks. at homoseksualitet er “indbygget forkert” eller om at menneskers seksualitet ikke kan ændre sig gennem livet.

Frafald er godt?

20131002-155405.jpg

Frafaldet på datalogi- og softwareuddannelserne i Aalborg er øget i de seneste år – fra omkring 20 procent til 33 procent. Det reelle frafald er vel endda større nu. Vi diskuterede emnet i dag på mit institut. Jeg var bekymret; jeg og nogle af mine kolleger var bange for at Aalborg Universitet var ved at få et dårligt image. Andre sagde derimod, at det måske i virkeligheden kunne være godt med stort frafald – for det viser, at ikke hvem som helst kan gennemføre vore uddannelser.

Hvor er sandheden? Jeg ved det ikke, og det ved vel heller ingen anden. Men frafald har mange konsekvenser og mange forskellige årsager. Jeg vil derfor tøve med at sige at frafald ligefrem kan være et gode. Måske kan det være tilfældet for ekstremt prestigefyldte uddannelser med et i forvejen godt renommé. Men den slags uddannelser udgør et fåtal. Hvis frafald i sidste ende var et gode, ville uddannelsesverdenen blot glæde sig. Tværtom er studiet af frafald på videregående uddannelser blevet et vigtigt indsatsområde inden for uddannelsesforskning rundt omkring i verden.  I mange lande hænger dette selvfølgelig til dels sammen med at man har indført taxameter-ordninger, der udløser midler til uddannelsesinstitutionerne på basis af gennemførelse. Men frafald har også nogle konsekvenser for studiemiljøet: det kan være at uddannelserne mister studerende, der ikke burde være mistet. Og frafald har naturligvis også konsekvenser for de studerende, der falder fra. Det er både målbare konsekvenser for indtægt og muligheder for videre uddannelsesforløb og mere svært definerbare konsekvenser på det psykiske plan: skuffelse, vrede, nederlag osv.

Især er jeg bekymret, hvis vi mister potentielt gode studerende på grund af andre studerende, der næppe ville gennemføre. Jeg ved af min erfaring som underviser at motiverede studerende kan blive tydeligt frustrerede over at skulle have medstuderende, der er uengagerede og med ringe evner. Nogle motiverede studerende og en del undervisere oplever at det er de svage studerende, der kan ende med at kræve mest tid. Og jo flere svage studerende, jo flere motiverede studerende kan de måske ende med at rive med sig i frafaldet. Om dette er årsag til en væsentlig del af frafaldet og om det medfører yderligere frafald på et universitet som Aalborg Universitet, hvor studerende i kraft af gruppearbejdet i projekterne er særlig meget sammen, ved jeg ikke – og om det er nemt at undersøge, ved jeg heller ikke. Men det er værd at finde ud af.

Alt skal bort

michael-landys-breakdown-001

Nogle gange læser man om en familie der mister alt hvad de ejer og har i en brand; selv deres familiefotos og alle deres minder er gået tabt. Det virker altid utroligt hårdt.

Den britiske kunstner Michael Landy foretog i 2001 et særligt eksperiment, som blev dokumenteret af BBC: han lod alle sine ejendele destruere, lige fra sit tøj til sin bil og sine familiefotos. Også originale kunstværker af Damien Hirst og Tracey Emin, som Landy ejede. blev destrueret. Jeg ved ikke hvad de var værd, men de har sikkert ikke været helt billige. Alle Michael Landys ejendele blev først omhyggeligt registreret og derefter i løbet af to uger omhyggeligt og systematisk tilintetgjort i et lokale indrettet i et nedlagt stormagasin. Det der kunne, blev makuleret til små strimler.

Break Down, var den titel som Landy gav denne totale destruktion. Han kunne bagefter starte forfra og anskaffe nye ejendele.

Da jeg først læste om Break Down (og det hele er dokumenteret på nettet med sit eget websted), var jeg lidt vantro – hvorfor vil nogen da udslette alle sine ejendele? Forskellen mellem Michael Landy og den familie, der mister alt i en brand, er selvfølgelig den klare at Landy fravalgte alle sine ejendele. Det er som forskellen mellem en streng diæt og hungersnød.

Michael Landy er ikke den eneste af sin slags. I september 2006 brændte en anden britisk kunstner, Neil Boorman, alle sine mærkevarer. I 2010 sagde han:

“So on 17 September 2006 I burnt the entire contents of my branded life. It was a good £20,000 worth of stuff – lots of clothing by Raf Simons, Vivienne Westwood, Gucci and Louis Vuitton; I was into all the big, ostentatious labels. There was also a Technics turntable, a Sharp LCD TV, a Dyson cleaner, Habitat furniture, numerous BlackBerrys and Nokia phones and loads more. I made a pact to try to live completely brand-free for a year…

Og i juli 2009 solgte Jasper Joffe, også en britisk kunstner, alle sine ejendele som en slags reaktion på at hans kæreste var gået fra ham. Han kaldte det for Sale of a Lifetime – helt bogstaveligt. Én god ting kom der ud af det (måske): han fik sin kæreste tilbage.