Dovne og uden viljestyrke

socialtudsatte

Rådet for Socialt Udsatte har lavet en undersøgelse af danskernes holdning til socialt udsatte.  Et af spørgsmålene lød

Hvorfor er der nogen her i landet, som er i nød?
Svaret kan ses ovenfor. Socialt udsatte er i denne undersøgelse defineret som hjemløse, narkomaner og prostituerede. En femtedel af de adspurgte danskere mener at de socialt udsatte er socialt udsatte, fordi de er “dovne og uden viljestyrke”. Undersøgelsen prøver derefter at finde ud af om der er forskelle mellem aldersgruppernes holdninger.
socialtudsatte-2
Det ser sådan ud – blandt unge er der tydeligt større tilslutning til forklaringen om dovenhed og lavere tilslutning til forklaringen om uretfærdighed. Hvorfor det er blevet sådan, om det er noget der er typisk for unge, eller noget der viser en ændring i vores samfund hos de nye generationer, ved jeg ikke. Men det er vigtigt at tænke over.

Noget om at dumpe i sit speciale

humanistiskinformatik

Den første nyhed, jeg så i morges, var en artikel i DR Nyheder om Aalborg Universitet, komplet med logo og det hele. Og Politiken bringer samme nyhed: I de seneste knap tre måneder har 25 studerende ved humanistisk informatik på AAU forsvaret deres speciale ved eksamen, og heraf har fem modtaget karakteren 00. Den allestedsnærværende Henrik Dahl (sociolog, debuterende romanforfatter mm.) udtaler sig også i sin egenskab af ekstern censor, og han er særdeles negativ.

Underrubrikken hos Politiken lyder:

Hver femte dumpede for nylig studiet i humanistisk informatik ved Aalborg Universitet. Både censorer og minister mener, at universitetet skal stramme op.

Men én ting glemmer journalisten, nemlig at det lige nu er sidst i november, og de studerende, der har været til eksamen i deres speciale, derfor må have været det uden for den sædvanlige eksamenstermin. Derfor er underrubrikken meget misvisende; det er bestemt ikke tilfældet, at hver femte af dem, der går til eksamen i den almindelige eksamenstermin på humanistisk informatik dumper. Dette påpeger Lone Dirkinck-Holmfeld, der er dekan på humaniora, da også i DRs artikel.

Men det er stadig ikke godt, at man kan dumpe til specialeeksamen, og jeg forstår censorernes bekymring. Fra min egen del af den akademiske verden kan jeg kun mindes to tilfælde, hvor studerende er dumpet ved specialeeksamen. Den ene gang var i min egen studietid, og der var tale om et speciale i matematik. Jeg ved ikke, hvorfor det gik så skidt for det speciale, men de to studerende lavede hver for sig et nyt speciale og fik gode karakterer for dem. Den anden gang var der tale om et speciale på et andet universitet, hvor jeg var censor. Den studerende havde ignoreret vejlederens råd fuldstændig og havde taget fuldtidsarbejde samtidig; specialet var en mislykket feberredning. Den studerende skrev sit speciale helt om og bestod uden problemer ved omeksamen.

Min fornemmelse er at problemet i ikke ringe omfang er afledt af resursetildelingen. Studerende, der dumper i deres speciale, burde ikke være kommet frem til selve eksamen; de skulle være standset af deres vejleder mens tid var alene på baggrund af specialerapportens manglende kvaliteter. At det ikke er sket kan skyldes dels dårlige vejledningsresurser på specialet, dels måske i visse tilfælde kravene om at specialet skal gøres færdigt inden for et semester.

Der kan også sagtens være tale om studerende, der ganske enkelt ikke magter en kandidatuddannelse. Det kræver resurser undervejs at finde ud af hvilke studerende, der har potentialet til at gennemføre studiet og at få dem, der ikke har dette potentiale, til at finde en anden uddannelse inden de har spildt deres egen tid. Optaget på humanistisk informatik er meget stort, og i år er det på hele 402 studerende. Det er sammenligneligt med hvad vi har på samtlige årgange ved samtlige de datalogiske uddannelser ved AAU!

At man tillader et så stort optag som tilfældet er, har også en begrundelse i resurser, nemlig taxameterprincippet – jo flere studerende vi får ind, jo større er sandsynligheden (antager man) for at vi får mange STÅ og dermed flere indtægter til universitetet.

Jeg tvivler dog på at de tildelte resurser, herunder resurserne til projektvejledning og eksamen, står mål med det store studenteroptag. Jeg bemærker blandt andet at projekteksamen på humanistisk informatik er meget kortere end jeg selv er vant til fra datalogiuddannelserne på AAU – på humanistisk informatik kan en projekteksamen på 1. semester for en gruppe med 6 personer højst vare 2 timer og 30 minutter.

Politiker ved et tilfælde?

draw

I de seneste dage har der været et hav af lænestolseksperter, der har talt om finanslovsforhandlingerne og hvad de forskellige parter burde have gjort. Medierne har dertil ikke helt få politiske kommentatorer, der gerne udtaler sig om hvad politikerne gør og burde have gjort. Politik er ved at blive en tilskuersport, og ligesom der er store beløb på spil i professionel sport, således er der også masser af lobbyisme og underhåndsaftaler, praktiseret af de få. Alligevel taler vi om et repræsentativt demokrati.

Et af de store problemer ved det repræsentative demokrati er at det ikke er klart hvem politikerne repræsenterer. Et andet er at det kan blive en karriere at være politiker, så man ender med at være “uden for” det samfund, man lovgiver om.

I finanslovsforhandlingerne har der været fokus på de ældres rettigheder, men ingen af dem, der forhandlede, var selv ældre. Dette er selvfølgelig ikke en omstændighed, der nødvendigvis behøver at være et problem; vi ville næppe overlade det til forbrydere at skrive straffeloven eller til børn at formulere en politik for daginstitutioner. Men vi ved også godt, at der ikke er mange social- og sundhedshjælpere i Folketinget eller i kommunalbestyrelsere – og der er for den sags skyld heller ikke mange akademikere med naturvidenskabelig baggrund. Det har været underligt at opleve Helge Sander tale om informationsteknologi og at opleve Helle Thorning-Schmidt tale om Pythagoras.

Hvorfor ikke sammensætte de lovgivende forsamlinger ved lodtrækning? Ideen hedder sortition og blev faktisk praktiseret i oldtidens Grækenland. I vore dage bruges sortition faktisk også i modificeret bl.a. i Danmark ved udpegning af lægdommere (nævningeting og  domsmænd), og her er der ikke mange, der protesterer.

De to skotter Allin F. Cottrell (der er professor i økonomi ved Wake-Forest University i USA) og Paul Cockshott (der er lektor i datalogi i Glasgow) foreslår at man gør noget tilsvarende i dag  – at man har borgerkomiteer sammensat ved lodtrækning og med veldefinerede kompetenceområder. F.eks. kunne en borgerkomité om sundhedsspørgsmål, foreslår de, bestå af både sundhedspersonale og andre borgere (alle udpeget ved lodtrækning).

Fordelene er umiddelbart store: korruption vil blive langt mindre udbredt, hele hysteriet om valgkampe vil være fortid, det bliver umuligt at blive karrierepolitiker. Ulemperne er der dog også: man kan risikere at få lovgivende forsamlinger/borgerkomiteer/hvad vi nu skal kalde det, som enten er skævt sammensatte eller har uengagerede medlemmer.  Meget kan man sige om dem, der går ind i politik, men de har dog truffet et bevidst valg. Og endelig er der problemet med accountability – hvis jeg er havnet i borgerkomiteen ved lodtrækning, står jeg ikke til ansvar over for vælgerne og kan risikere (hvis jeg er en træls person) at handle uansvarligt.

En anden mulighed kunne være at have en valgt forsamling, men et supplerende (og stort) demokratisk organ udpeget ved lodtrækning. Ideerne er mange (den engelske Wikipedia-artikel om sortition er et godt sted at starte, hvis man vil vide mere) og jeg er ret overbevist om at mange af de politikere, vi har i dag, ikke vil bryde sig om dem – for de risikerer at gøre dem alle overflødige.

 

Ingen illusioner

christiansborg
Ruinerne under Christiansborg.

Egentlig er det paradoksalt. Jeg interesserer mig mere for samfundsforhold nu, end jeg gjorde dengang jeg var ung og skulle forestille at være vred. Men samtidig er jeg blevet meget træt af at diskutere politik. Jeg har ingen illusioner.  Det, der kunne blive en analyse af hvordan vi angriber udfordringerne i samfundet og bedst skaber en bedre og mere retfærdig verden, ender som et strategisk spil, jeg hurtigt bliver træt af at følge med i.

Seneste eksempel er finanslovsforhandlingerne, der endte med et forlig mellem regeringen og Venstre og Konservative. Nogle er glade for at det gik sådan; selv er jeg skuffet. Det kommer nok ikke bag på så mange, at jeg har det sådan. I sig rummede finanslovs-diskussionerne essensen af to vigtige udfordringer for samfundet.

Den første er at der bliver flere og flere ældre mennesker og at der bliver flere og flere plejekrævende. Om to-tre årtier vil lederne af de partier, der nu har indgået en finanslovsaftale, være gamle. Hvilke rettigheder skal de gamle have, og hvordan skal disse rettigheder sikres?

Den andet er “kædeansvaret”. Arbejdskraftens mobilitet mellem landene og den lavere grad af faglig organisering øger risikoen for at offentligt arbejde kan blive udført under uacceptable løn- og arbejdsforhold. Hvilke rettigheder har arbejdere, og hvordan skal disse rettigheder sikres?

I begge tilfælde bliver diskussionerne om disse udfordringer præsenteret som diskussioner om små punkter, der adskiller parterne. Om det rent faktisk var små punkter, ved jeg ikke, og måske får jeg det aldrig at vide.  Men det er samtidig påfaldende at regeringen tilsyneladende begynder et ugelangt forhandlingsforløb med Enhedslisten, mens en finanslov med et temmelig anderledes indhold  tilsyneladende kan forhandles på plads med Venstre og Konservative på få timer – kun en uge efter valget efter kommuner og regioner. Det præcise strategiske spil kan man kun ane, men helhedsindtrykket er ikke pænt. Min fornemmelse er at der i lang tid fremover vil der blive en endnu dårligere stemning i den offentlige debat.

Det er bare nogle af de mange grunde til at jeg er blevet så træt af at diskutere politik, men interesserer mig for samfundsforhold og for hvordan vi kan løse de udfordringer, der er. Hvad angår politik, har jeg ingen illusioner. Der er dage, hvor vi tydeligt ser at det meste drukner i strategi.

Ingen tid at spilde

MSF25805-CAR

Vi taler om finanslovsforhandlinger og Vild med dans herhjemme. Men 19 år efter folkemordet i Rwanda er en ny faretruende situation under opsejling i Den Centralafrikanske Republik, et tyndtbefolket og fattigt land i hjertet af Afrika.

Siden oprørere begyndte en offensiv i december 2012 og tog magten ved et kup i marts, er landet blevet kastet ud i interne konflikter, og mere end 200.000 mennesker er internt fordrevne (dvs. flygtninge i eget land), mens mere end 60.000 andre er flygtet til nabolandene. Indtil kuppet i marts havde de to store religiøse grupperinger, nemlig kristne (ca. 50%) og muslimer (ca. 15%), levet fredeligt sammen, men nu kan der bryde konflikter ud mellem de internt fordrevne og det kan få meget alvorlige konsekvenser.

Allerede nu er det slemt. DR Nyheder skriver om systematisk brug af børnesoldater på helt ned til otte år, offentlige henrettelser og udbrud af malaria.

Ivan Šimonović, FN’s Assistent for Generalsekretæren for Menneskerettigheder besøgte  tidligere i år De Centralafrikanske Republik og skrev derefter at

I dette lovløse Afrikas hjerte, i et området større end Frankrig og Belgien tilsammen, har the Lord’s Resistance Army fundet en sikker havn i den Centralafrikanske Republik til at operere og rekruttere. Rebeller fra Tchad og Darfur, såvel som islamistiske ekstremister fra Mali, Nigeria og Somalia følger måske snart efter …

Først og fremmest må det internationale samfund ikke glemme at tage denne konflikt alvorligt, for ellers vil den eskalere. FN bør indsætte en fredsbevarende styrke af betydning her; lige nu er der kun en styrke på 250 fra FN og en styrke på 2100 fra OAU (der i år har lovet at sætte en styrke på 3500 ind). Amnesty International siger det lige ud: Der er ingen tid at spilde.

Læs og se BBCs nyeste rapport her og se mere om baggrunden her (også BBC).

Evighedsstudenter og nulforskere

Hviludenatraste

Hvis man spørger nogen uden tilknytning til universitetsverdenen, er de to største skræmmebilleder på de danske universiteter den studerende, der ikke studerer, og forskeren, der ikke forsker.  Evighedsstudenten og nulforskeren bruger løs af resurserne uden at give noget igen. Det er fortællingen om “det nytteløse universitet”.

Meget af den politik,der føres over for de danske universiteter inden for forskning og undervisning, er politikernes reaktion på disse skræmmebilleder i et forsøg på et styre resurserne. Det er incitamentstrukturer, og i det store og hele er det incitamenter af negativ art.

Den for tiden aktuelle “studiefremdriftssreform” er seneste skridt i denne retning. Alle studerende skal nu være tilmeldt 60 ECTS aktiviteter hvert studieår.  Og studerende vil miste SU, hvis de er mere end seks måneder bagefter deres normerede studieforløb.

Danmarks mest populære politiske parti har været med til at vedtage denne reform (og har siden 2001 arbejdet i denne retning), men vil nu have en form for opblødning – idet jeg dog bemærker, at der er tale om opblødning i form af en overgangsordning:

»Vi skal have bedre uddannelser, men ikke et regelkaos, der gør de studerende nervøse. Det kunne være en mulig løsning at finde en overgangsordning for de studerende, der allerede er i gang med studierne, og som bliver ramt af de nye regler. Det kunne være en løsning, som vi gerne vil drøfte med ministeren«, siger V-ordføreren.

I denne sammenhæng er det rigtig interessant at opleve en direktør – nej, ikke en universitetsdirektør, men en direktør fra TDC – der i et debatindlæg advarer mod disse reformer.

Det paradoksale er at alle de tiltag, der skal spare resurser, ender med at skabe nye resursekrav. Der skal administreres endnu mere for at sikre at forskerne forsker som de skal og at de studerende studerer som de skal. Når man som studerende ikke må være mere end seks måneder bagud, bliver konsekvensen (også dette er der lagt op til) at der skal være eksamen i alle fag på hvert semester. Dette vil beslaglægge yderligere resurser i form af eksaminatortid, censorer og lokaler.

Men hvor mange evighedsstudenter og nulforskere er der egentlig derude? Min erfaring er at der er få af den ene slags og endnu færre af den anden slags. I virkeligheden kan alle kontrolforanstaltningerne derfor let komme til at ramme de studerende og de forskere, der vil tage sig tid til fordybelse ved at lave usædvanlige studieforløb eller ved at satse på forskningsresultater uden kortsigtet pay-off. Er politikernes og administratorernes begreb om kvalitet i uddannelserne (der mest handler om effektivitet) det samme som det kvalitetsbegreb, der er i uddannelsernes miljø (og som også handler om produktion af viden på et bestemt niveau)? Mit indtryk er at afstanden er meget større, end politikerne tror, og at skræmmebillederne af evighedsstudenten og nulforskeren mest er til glæde for personer langt fra den akademiske verden.

Hovedstolen

top-picture

Jeg sidder for tiden med Yahya Hassans digtsamling og med første bind af Karl-Ove Knausgårds selvbiografiske storværk Min kamp. Per Højholt gav engang yngre forfatterkollegaer det råd, at de ikke skulle “tære på hovedstolen”, dvs. i deres værk ikke skulle tage direkte udgangspunkt i deres levede liv. Både Hassan og hans store forbillede Knausgård gør det stik modsatte og med stor succes. Hvis jeg engang skulle møde en af de to, vil jeg spørge dem om hvad de egentlig synes om det, Højholt sagde. Christina Hesselholdt har da også som reaktion på Højholts formaning kaldt sin erindringsroman for Hovedstolen (den har jeg endnu til gode at få læst).

Det er blevet meget almindeligt at skrive selvbiografier – lige fra Pia Kjærsgaard til Dennis Knudsen – men selv om der er mange, der skriver om deres levede liv, er det kun få, der bruger denne form som afsæt for et kunstnerisk udtryk og for personlig refleksion. Så vidt jeg kan se, er det nemlig arbejdet med det biografiske værk, der har givet os Yahya Hassan og Karl-Ove Knausgård.  Det er ikke længden af det levede liv, det handler om, det er indholdet af biografien, der er det væsentlige. Det er snarere den slags selvbiografier, der ikke giver nogen nyt, der skal advares imod, end det er brugen af “hovedstolen”.

Matematik ved fælles anstrengelser

polymath

Formodningen om tvillingeprimtal er den formodning at der er uendeligt mange primtalstvillinger, dvs. par af primtal, der som 5 og 7, 11 og 13 eller 17 og 19 har en differens på 2. For et stykke tid siden skrev jeg om den kinesiske matematiker Yitang Zhang (bosat i USA), som har kunnet vise et resultat der bringer os i det mindste et stykke tættere på at vise denne sætning – nemlig at der findes uendeligt mange tilstrækkeligt store primtal hvor det gælder at afstanden til næste primtal højst er 70 millioner. På det seneste er der sket en overraskende ny udvikling; det er ved fælles anstrengelser lykkedes at forbedre dette resultat betragteligt. Ideen bestod i at videreudvikle Zhangs bevisteknik, og seneste resultat er at James Maynard fra Montréal har fået afstanden ned på sølle 600. Dette er lykkedes via Polymath-projektet, hvor det matematiske samfund (eller rettere alle, der har lyst) i fællesskab kan forsøge at løse åbne matematiske problemer. Wired har en spændende artikel om arbejdet med primtalspar.

Polymath-projektet skyldes Tim Gowers fra Cambridge (ham har jeg også skrevet om før), og nu har Gowers så kastet sig over et andet af de helt store åbne  problemer, nemlig P=NP-formodningen. Han har produceret et langt manuskript med en idé til en strategi.

Man kan karakterisere kompleksitetsklassen NP på forskellige måder, og en af dem er via såkaldte Booleske kredsløb. Tim Gowers har som idé at forstå problemet ved at inddrage to tilsyneladende helt anderledes matematiske discipliner, nemlig topologi og målteori; han er ude på at vise at P er forskellig fra NP ved at vise en korrespondance mellem bestemte slags Booleske kredsløb og de Borelmængder, der svarer til vindende strategier i en bestemt slags spil i modelteori. (Borelmængderne er den mindste klasse af mængder, der skal tilføjes for gøre et topologisk rum til en sigma-algebra). Jeg vil ikke påstå at jeg har forstået de finere nuancer i dette, men ideen er interessant. Som Gowers selv siger, kan det sagtens være at den ikke holder vand, men den er interessant at undersøge.

Også Polymath-projektet er i sig selv værd at undersøge ud fra en videnskabs-sociologisk betragtning, for det peger frem mod en helt anden model for matematisk forskning, ja vel egentlig for forskning i det hele taget. Vi er vant til at sidde i små grupper eller måske helt alene og yde små bidrag i form af publikationer. Efterhånden bliver der skabt en syntese, men det kan godt tage utroligt lang tid. Hver især får vi kredit for vores publikationer – den slags er vigtigt i vore dages forskersamfund, hvor vi måles på antal publikationer og citationer. Den fælles anstrengelse bliver mere tydelig i Polymath-projektet, og der sker hele tiden noget  – fagfællebedømmelsen sker her og nu. Til gengæld er der muligvis ikke nogen publikationspoint i foretagendet. Hvad skal Clay Mathematics Institute gøre med præmien på 1 million amerikanske dollars som går til den, der viser at P=NP (eller omvendt) hvis “den” er Polymath-projektet? Jeg ved det ikke, og som Tim Gowers siger, er det jo faktisk Clay Mathematics Institute, der har problemet, ikke os andre. Og hvordan en videnskabsminister vil reagere, ved jeg slet ikke.

Barn af tresserne

34-kennedys2-rt

I dag ender mange af os med at tænke på mordet på John F. Kennedy – en forbrydelse begået i fuld offentlighed, men stadig underligt gådefuld. Simon O’Hagan skriver i The Independent om sine minder fra denne tid. Der skulle endnu gå seks uger før jeg selv blev født, så jeg er af gode grunde ikke med i historien endnu. O’Hagan skriver:

It has since struck me that my generation was curiously blessed in its formative years. Not in the way that the teenagers and young adults of the era were, but in the strict sense of being children of the 60s – in my case aged two when they began, 12 when they finished. I was making sense of the world, and the amount there was to make sense of was extraordinary.

Jeg nåede lige akkurat at få seks år med af 1960’erne, og jeg giver ham ret. Årene fra 1964 og frem til oliekrisen in 1973-1974 var en helt særlig tid. Måske synes alle at disse tidlige år er noget særligt; verden er stadig åben og skal håndteres. Men netop i disse var det som om den store verden, man som barn skulle møde, hele tiden voksede og blev en anden – og til sidst nåede den til Månen. I dag kæmper jeg stadig for at kunne holde fast i noget af det nye og ikke kun klamre mig til en fortid, som jeg tror jeg forstår. Samtidig må jeg erkende, at den eneste perfekte lykketilstand er den, man ikke befinder sig i længere. Der er en del, jeg savner, men de gode gamle dage er ikke desto mindre en illusion.

At stå til regnskab

aau-krise

Der findes ikke noget godt ord for accountability på dansk. Men princippet bag ordet er til at forstå: At man skal stå til regnskab for sine handlinger og at det er klart, hvem man står til regnskab over for.

Siden universitetsloven af 2003 har alle ledere været ansatte og har været del af universitetsadministrationen. Før denne tid var rektor, dekaner og institutledere valgt af kollegerne blandt kollegerne. Universitetets øverste ledelse var konsistorium, der var sammensat blandt universitetets ansatte og studerende.

Da den nu gældende universitetslov kom for 10 år siden, var de to væsentlige begrundelser for at indføre ansatte ledere og fjerne demokratiet på universiteterne, at det ville skabe effektivitet og nytænkning og forhindre at organisationen “lukkede sig om sig selv”. På det tidspunkt mente nogle af mine kolleger at det ikke ville ændre noget ­til det værre – de nye ledere ville komme fra det gamle system og ville fortsætte med at agere som i det gamle system. Men sandheden har vist sig at være en ganske anden, netop fordi man er ansat som leder. Ledelsen står først og fremmest til ansvar for de niveauer, der er oven over en selv – det er nemlig de niveauer, der har ansat ledelsen. For det centrale styringsinstrument er nu økonomien; ikke at der bliver forholdsmæssigt flere midler til danske universiteter over tid – tværtimod. Der bliver derimod mere konkurrence om dem, mellem de enkelte universiteter, mellem de enkelte institutter og mellem de enkelte medarbejdere. Der er ikke den samme accountability over for dem, man er leder for. Det er nogle andre, man i bogstavelig forstand står til regnskab for.

Vi ser nu et meget stort underskud på mit universitet, og at ledelsen informerer meget lidt om denne krise. Det, vi ser, er netop ineffektivitet og at den centrale ledelse har lukket sig om sig selv. Der har været en masse nytænkning, men primært med hensyn til besparelser. Og vi ser hvor dårligt det står til med accountability nedefter i en ikke-demokratisk organisation, der heller ikke er forpligtet til åbenhed.

I universitetsloven findes der ganske vist organer, hvor de ansatte, der skal ledes, er repræsenteret. Men indflydelsen er lille – Akademisk råd, hvor jeg selv er medlem, er først og fremmest et rådgivende organ med lille besluttende myndighed. Medlemmerne af Akademisk råd kan udtale sig, hvorefter fakultetets ansatte ledelse i de fleste tilfælde kan gøre som de vil. Nogle gange har vi oplevet først at blive orienteret efter væsentlige beslutninger er truffet. Og i universitetets bestyrelse er der dels et eksternt flertal, dels en udbredt brug af muligheden for fortrolige referater. Heller ikke her er vores muligheder for indsigt og indflydelse gode. Lige nu, midt i krisen, er vi, der ikke er del af den centrale ledelse, blevet dårligt informeret og bliver kun inddraget i beslutningsprocesserne, når vi skal spørges om hvor der skal spares.

I en demokratisk organisation kan man påvirke situationen på afgørende vis, og den mistillid, der er til den førte politik, vil kunne få konsekvenser. Vi ville kunne vælge en anden ledelse og en anden politik.  Sådan er det ikke på et dansk universitet i 2013.