Kategorier
Den akademiske biks Det er din egen skyld

Sendt i udvalg

minister

I denne uge varslede uddannelsesministeren at der skulle nedsættes et udvalg til forbedring af kvaliteten af de videregående uddannelser. Nogle af os øjnede en mulighed for at få gjort noget ved de kvalitetsproblemer, vi ser med øget frafald og studerende, der ikke er motiverede.

– Vi optager flere på de videregående uddannelser end nogensinde før, men regeringen er stålsat på samtidig at løfte kvaliteten af uddannelserne, siger ministeren.

– Vi skal udfordre hver enkelt til at nå sit fulde potentiale, og vi skal sikre, at vi ikke mister én arbejdsplads, fordi vi ikke har folk med de rette kvalifikationer, siger Morten Østergaard.

Men hvad er det, der kan sikre kvaliteten af uddannelserne? Jeg vil hævde at det vigtige er dels at vi får studerende af en vis kvalitet, dels at vi får resurser nok til den enkelte studerende. Når jeg taler om studerende af en vis kvalitet taler jeg ikke nødvendigvis om bestemte karakterkrav, men om at ungdomsuddannelserne skal sikre at de studerende er ordentligt forberedt på at kunne studere på en videregående uddannelse. Og når jeg taler om resurser til den enkelte studerende, taler jeg ikke nødvendigvis om at den enkelte studerende skal have f.eks. mere dyrt udstyr. De vigtigste resurser vil altid være et godt studiemiljø og undervisere, der har tid til den enkelte studerende og lov til bruge den nødvendige tid på at levere undervisning af god kvalitet. Som det er nu, kommer mange os af til at skulle afveje hensynet til undervisning og hensynet til forskning – og det er det sidste, man altid ender med at blive målt på.

Derfor er jeg lidt bekymret, når jeg kan se at det nye udvalg består af en ligelig blanding af akademikere inden for samfundsøkonomi og erhvervsfolk. Min formodning er at diskussionerne om uddannelsernes kvalitet først og fremmest kommer til at handle om bestemte tiltag til yderligere erhvervsretning; det handler i virkeligheden snarere om ansættelighed.

Det vil desværre også være naivt at tro at udvalgsarbejdet har sammenhæng med finanslovsforhandlingerne, endsige at der er flere midler i sigte til de videregående uddannelser. På universiteterne oplever vi stadige rationaliseringer og effektiviseringer. I bedste fald kommer der ikke nogen håndgribelige forslag ud af udvalgets arbejde; i værste fald bliver der tale om endnu en samling centrale krav til uddannelsernes indhold og til effektivisering.