Hvad kan vi lære af Harvey Mudd?


Her er et interview med Maria Klawe, der er datalog og præsident for Harvey Mudd College i USA. Her er det takket være Maria Klawes ihærdige indsats lykkedes at ændre på den ekstremt skæve kønsfordeling inden for datalogi. (Dette har jeg tidligere skrevet om her på bloggen.)

Det interessante er hvad vi kan lære, og jeg tænkte især på om man kunne kopiere nogle af disse tiltag hos os på Aalborg Universitet. Det ser desværre ikke ud til at vi kan kopiere noget, som tingene ser ud nu. Indgangsvejen på Harvey Mudd College var at lave et spændende kursus i datalogi for alle studerende, uanset retning. På mange amerikanske universiteter vælger man sin specialisering i løbet af det første år. Men hvis vi lavede et drønspændende introduktionskursus i datalogi på Aalborg Universitet ville det ikke flytte nogen studerende; alle har nemlig allerede valgt studieretning, da de blev optaget.

Basisuddannelsen på AAU inden for teknik og naturvidenskab blev efterhånden mere og mere specialiseret, og til sidst forsvandt den helt. På den ene side betyder denne tidlige specialisering, at man kan komme i gang med at beskæftige sig med dét fag, man helst vil i gang med at studere. På den anden side kan man hurtigt møde konsekvenserne af et forkert valg.

Jeg har selv været tilhænger af denne fagliggørelse, men nu er jeg i tvivl. Måske er der studerende, der falder fra datalogi- og (især) software-uddannelserne, der ville kunne passe ind andre steder. Jeg kan komme i tanke om studerende på den gamle basisuddannelse, der oprindelig ville studere noget helt andet, men endte med at blive gode dataloger – og andre, der oprindelig ville studere datalogi, men endte med at blive kandidater i fysik og matematik.

Også på ungdomsuddannelserne er der sket en tidligere og kraftigere specialisering – valgene af fag skal træffes tidligt og de forpligter. På den anden side er det også interessant, at gymnasiet er blevet så populært på bekostning af erhvervsuddannelserne. Det skyldes, er det blevet hævdet, at man på den måde kan udskyde sit endelige valg af karriere.

Samtidig strammes der mere og mere for mulighederne for at få SU i mere end den normerede studietid.

Kunne et muligt alternativ være at have flere indgangsveje til i hvert fald nogle universitetsuddannelser? Man kunne forestille sig at have både en “fast track” med få valgmuligheder og begrænset optag og en indgangsvej med et basisår, der udsætter valget men til gengæld gør det muligt at blive tofagskandidat (hvor basisåret indgår i sidefaget). Om dette er en gennemførlig idé i praksis, ved jeg ikke.

(Visited 25 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar