En lørdag i Odense

2013-11-02 12.02.26

I går var jeg i Odense til kampagneseminar i Amnesty International.  Det er altid en lejlighed til at møde nye mennesker og at gense andre Amnesty-medlemmer, jeg har kendt i snart en del år – fra Amnesty-grupper rundt om i Danmark og fra sekretariatet. En af de personer, jeg genså, var Gonzalo Vargas, der kom til Danmark som flygtning fra Chile, der dengang var et fascistisk diktatur under Pinochet. (Gonzalo er den ældre mand i rødt på billedet ovenfor.)

For omkring 10 år siden var Gonzalo i Aalborg for at fortælle sin historie, men skæbnen ville at der var pigegarde-festival netop dén dag. Så et større antal marchorkestre passerede lige forbi det telt, hvor Gonzalo talte, og druknede hans beretning i messingsuppe. Det var ikke lige dét, vi havde regnet med.

I går fik jeg omsider hilst på Gonzalo Vargas igen og hørt hans beretning uforstyrret. Det er en på én gang helt særlig og uhyggeligt typisk historie om at være torturoverlever. Gonzalo Vargas arbejdede i en årrække med at undervise bønder i Ildlandet i årene efter Allendes jordreformer og havde en trofast chauffør, Martín, der blev hans gode ven. Men da fascisterne tog magten ved et kup, var det samme Martín, der var med, den aften Gonzalo blev hentet i sit hjem af militæret og ført bort til tortur og siden flere års ophold i koncentrationslejr. Til sidst lykkedes det Gonzalo at komme til Danmark takket være den danske ambassadørs hjælp.

Noget af det, der er så gribende ved Gonzalos beretning er at han omsider kan besøge Chile igen, da Pinochet-regimet er fortid, og her møder sin gamle ven Martín, som han inviterer på en kop kaffe. Gonzalo kan fortælle, at han er kommet til verdens bedste land (!) og har et godt liv. Martín, derimod, er nu en knækket og foragtet mand. Og Gonzalo tilgiver den ven, der svigtede ham og voldte ham lidelse og landflygtighed.

Jeg ved ikke om jeg selv ville kunne. Jeg håber det sådan. Der er nemlig alt for meget hævn og nag derude, der slider os op.

Nogle tror at vi, der er med i Amnesty International, først og fremmest sidder og fortvivler over andres lidelse og føler os overvældede og magtesløse bagefter. Faktisk er det lige omvendt! Det er altid en helt igennem positiv oplevelse at møde andre medlemmer,  at få ny inspiration og igen blive mindet om at arbejdet for menneskerettighederne gør en forskel. Det er en del af historien om at lyset kan vinde over mørket. Sådan var det også i går.

(Visited 52 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar