Slut med undervisningen

flipped-classroom

I dag sluttede mit kursus Beregnelighed og kompleksitet. For første gang i min karriere har jeg holdt et kursus uden én eneste traditionel forelæsning; alle kursusgange blev afholdt ved brug af podcasts (eller pencasts, som jeg kaldte dem). Også i et andet kursus, hvor jeg var ansvarlig for to kursusgange, valgte jeg ikke at holde forelæsninger. Også her valgte jeg at kommunikere via videoerne. Min overgang til flipped classroom har været helt konsekvent.

Hvordan gik det så? Jeg vil holde en systematisk evaluering af forløbet, men jeg faldt spontant i snak om erfaringerne med nogle af de studerende i dag. Nogle af dem savnede forelæsningerne, og her især muligheden for at stille spørgsmål undervejs. Det savnede jeg faktisk også selv – i modsætning til i forårssemesteret har jeg aldrig mødt holdet samlet, og det har været lidt underligt. Det er underligt at tale til holdet via en iPad i stedet for at kunne se dem og deres umiddelbare reaktioner.

Jeg kunne heller ikke rigtig runde kurset af sammen med holdet, som jeg normalt har gjort ved sidste forelæsning. De studerende har siddet i tre lokaler og lavet øvelser – så de har heller ikke mødt hinanden på samme måde. Niveauet for deltagelse faldt efterhånden;  til sidst var det kun lidt over halvdelen af de studerende, der deltog i øvelserne. Det var ærgerligt.

Det er endnu uklart for mig, hvad jeg vil gøre i fremtiden. Det er fristende at gå efter en umiddelbar tryghedsfaktor, men det vigtigste er at vælge den form, der fremmer læringen. Selvfølgelig skal man heller ikke skabe utryghed; det hindrer jo læringen.

Jeg kunne selvfølgelig gå tilbage til at holde forelæsninger og anvende podcasts som supplement, men det giver en underlig redundans – de studerende kan bruge tiden bedre end på at lytte til mig fremlægge stoffet to gange. Der findes en masse erfaringer med flipped classroom fra andre sammenhænge, og nu handler det om at sammenholde dem med mine egne erfaringer.

Lige nu har jeg en anelse om at  “skurken” i virkeligheden findes et helt andet sted, nemlig i min brug af peer review af spørgsmål om teksten. Fordi man kan tage sine svar på disse spørgsmål med som hjælpemiddel til eksamen, tillægger mange studerende denne aktivitet meget mere betydning end godt er og nedprioriterer øvelserne, selv om øvelserne skal ligne eksamensopgaverne mest muligt og i virkeligheden er den bedste eksamenstræning. Jeg overvejer til en anden gang at afskaffe tekstspørgsmålene og i stedet genindføre en form for peer review af opgaveløsninger og at prøve at få et auditorium til disse peer review-seancer, så hele holdet er samlet sammen med mig i et lokale mindst én gang pr. kursusemne. Måske kan jeg bruge dette plenum til en kort repetition også inden arbejdet med opgaverne.

Men dette er mit bedste bud lige nu. Forude venter en systematisk opsamling.

 

Transhumanisme og humanisme

TRANSHUMAN

I år er der udkommet The Transhumanist Reader, en antologi om transhumanister. Transhumanisterne er en bevægelse der vil “bygge mennesket om” ved hjælp af teknologien og dermed overskride de fysiologiske og mentale begrænsninger, som biologien skaber. Hjernen er meget langsommere og mere udsat for forfald end en computer, så lad os bygge hjernen sammen med en computer. Bevægeapparatet er også svagt og udsat for forfald, så lad os forstærke vores motorik. Og vi skal alle dø en dag; lad os bruge teknologien til at gøre os udødelige. Bogen blev tidligere i år anmeldt af René Jean Jensen i Information. Han var lige så positiv som han var over for Henrik Dahls romandebut (dvs. temmelig negativ).

Jeg har det også meget underligt med transhumanismen, selv om jeg ikke er begejstret for at tænke på konsekvenserne af at jeg bliver ældre og en dag skal dø. Hele den transhumanistiske idé kommer til at virke som en slags virkelighedsflugt. Jeg vil gerne have et ordentligt selvværd, men det betyder ikke at jeg er uerstattelig. Og hvis min generation ikke forsvinder en dag, kan den næste generation ikke komme til.

Den amerikanske forfatter Jonathan Franzen skriver til The Guardian en lang artikel, der tager udgangspunkt i hans holdning til vore dages informationsteknologi. Han kommer langt omkring, men fokus er på den østrigske forfatter og filosof Karl Kraus. Artiklen er baseret på hans nye bog, The Kraus Project, der for nylig er blevet anmeldt i Information.

Jeg vil ikke prøve at opsummere den meget lange artikel her (den er værd at læse, selv om den slingrer lidt rundt). Franzen er meget inspireret af Kraus’ skepsis over for teknologien – og den teknologi, Kraus var så skeptisk over for, var såmænd bare de trykte massemedier dvs. aviserne. Franzen gør dog også meget ud af at fortælle hvor meget han selv bruger teknologien. Det, der i sidste ende bekymrer ham og vel egentlig også mig, er at teknologien let ender med at få os til at koncentrere vores opmærksomhed om nutiden på bekostning af fortiden og fremtiden. Teknologien bliver “planløs”. Det gør det klart, at vores brug af teknologien ikke kan fortælle hvad vi skal gøre med vores liv og hvordan vi skal forholde os til at vi bliver ældre og en dag skal bort. Vi er stadig nødt til selv at finde ud af det.