Underskudsforretningen

underskud

Et af idealerne bag de seneste par årtiers politik på universitetsområdet har været at de danske universiteter skulle være “pseudo-selvejende”; man skulle have sin egen økonomi og leje sine “egne” bygninger – og universiteterne skulle til at konkurrere om midlerne. På hvert fakultet førte man derefter midlerne ud til det enkelte institut. Mange forskellige forhold slår nu sammen og har skabt et underskud på mere end 130 millioner på Aalborg Universitet. Tilbage i september nåede nyheden medierne.

På statskundskab er fem videnskabelige medarbejdere og to HK’ere blevet fyret. Alle vi, der “bare” er ansatte her, taler om den alvorlige situation. Der er for længst blevet dekreteret ansættelsesstop, og der bliver nu også talt om at der rundt omkring skal diskuteres retningslinjer for eventuelle afskedigelser. På mit institut taler vi om hvordan vi kan spare ved at have færre lokaler til kontorer og grupperum. Jeg har nu været til ganske mange orienterende møder, hvor stemningen har været stedse mere nedtrykt.

Nogle vil her utvivlsomt sige, at alt dette er en retfærdig og nødvendig konsekvens og at vi forkælede akademikere ikke skal beklage os. Men den tilsyneladende decentralisering af økonomien er sket samtidig med at magten i universitetssystemet er blevet koncentreret hos ledere, der er ansatte (ikke valgte) og med at stadigt flere midler er eksterne forskningsmidler, der administreres af bevillingshavere uden for universitetsloven. For mig at se er den nuværende universitetspolitik nemlig i høj grad med til at forværre situationen – økonomien ligger fordelt i flere og flere mindre kasser og er mere og mere afhængig af konkurrence og af ansatte lederes ønske om at vise “handlekraft”. Det er som om man har glemt at vi først og fremmest har som vores opgave at producere og overføre ny viden og nye kandidater/bachelorer (selvfølgelig inden for en ansvarlig økonomi) og ikke først og fremmest har til opgave at generere et overskud, som vi så måske kan bruge til det, vi egentlig gerne ville og egentlig burde koncentrere os om.

 

Amatørernes aften

platon

Hvornår er man filosof, og hvornår er man “lommefilosof”? Hvornår er man i det hele taget forsker?

På det seneste har jeg læst to beretninger om amatørfilosoffer, der begge har forsøgt at få anerkendelse. Begge var rige amerikanere, der var blevet optaget af tilværelsens gåder. Begge har forsøgt at yde nye bidrag til en del af filosofien, der er blevet lidt glemt og måske også miskrediteret – nemlig metafysik, forsøget på at formulere en teori der forklarer “altings natur”.

Den ene beretning er fra 2001 og handler om jagten på at finde frem til den anonyme person, der gerne ville have en række fremtrædende filosoffer til at bedømme et manuskrift – mod fyrstelig betaling! Bagmanden viste sig at være en forretningsmand ved navn Marc Sanders. Her er hvad Sanders skrev i svar til journalisten:

“Now that you have discovered that I am Ammonius,” he wrote, “I know that you will think it your job to inform the world.” He had chosen to remain anonymous, he explained, so that his “failure to become a professional philosopher” would not come to light and thus tempt professional philosophers to “simply dismiss the idea of reviewing my work out of hand because the work was known to be by a devoted amateur.”

Den anden er langt nyere, nemlig fra i år – her er amatørfilosoffen David Birnbaum, en smykkehandler fra New York, der ud fra jødisk teologi (Birnbaum er selv jøde) forsøger at formulere en metafysik. Også her kommer der penge ind i billedet – Birnbaum finansierer en konference for fremtrædende filosoffer, der skal bedømme og diskutere hans arbejde, der består af en bog i to tykke bind, udgivet på eget forlag.

Der er ikke mange ukendte amatører, der pludselig dukker op og yder store bidrag til erkendelsen. Man kunne måske her nævne den store nederlandske filosof Baruch de Spinoza, der ernærede sig som optiker, men som 40-årig fik tilbudt et professorat i filosofi i Heidelberg. Det sagde han så nej tak til. Men Spinoza korresponderede med teologer og filosoffer i andre europæiske lande, og han var ikke anonym. Rig var han bestemt heller ikke.

Men drømmen lever videre hos en del amatører om at gøre Det Store Gennembrud, og måske lever den særlig stærkt i filosofiens verden, hvor det i det mindste ser ud som om vi alle kan være med. Filosofi virker som et demokratisk fag, hvor det “kun” er det gode argument, der tæller.

Drømmen lever også videre et andet sted, hvor det “kun” er det gode argument der tæller, nemlig i de matematiske fag. Her er der som bekendt ganske mange “beviser” for berømte åbne problemer (bl.a. for at P=NP og for at P er forskellig fra NP). Til gengæld er der ikke mange, der opfører en partikelaccelerator for egne penge i baghaven.