Planløs og fleksibel

doingthings

Historikeren Søren Mørch har skrevet en bog om Anders Fogh Rasmussen. I et interview med Søren Mørch i Information bemærker jeg denne passus:

Men en ting, som Fogh ikke beskæftigede sig med, var det lange stræk. Hvornår skulle skattestoppet egentlig stoppe? Eller hvordan skulle man egentlig komme ud af krigene. Og hvordan de offentlige udgifter, som jo steg, bemærker Mørch, på lang sigt skulle hænge sammen.

Også på denne måde var Fogh Rasmussen en tidstypisk politiker. Mange andre politikere fra de seneste 15 år har tænkt på samme måde, nemlig i her-og-nu-løsninger. For dette er en verden, hvor vi har vænnet os til ikke at se ud i fremtiden. Den norske sociolog Thomas Hylland Eriksen skrev tidligere i dette efterår i Information om de tendenser, vi ser i det stadig temmelig nye årtusinde.  Blandt andet skrev han:

En lignende fleksibilitet har ramt arbejdsmarkederne og næringslivet, og det er ikke den gode fleksibilitet, som giver alternative handlingsrum, men den dårlige fleksibilitet, som skaber usikkerhed og utryghed. Firmaer som tidligere skelnede mellem kortsigtet og langsigtet planlægning er holdt op med det, fordi alt i dag er kortsigtet – ingen ved alligevel, hvordan verden ser ud om fem eller 10 år.

Tag ikke fejl: Jeg er ikke bedre selv; også jeg er selvfølgelig et produkt af tiden. Men det bekymrer mig, at de personer, der ofte påberåber sig at være særligt ansvarlige – og her tænker jeg på både politikere og erhvervsfolk – opererer med en kort planlægningshorisont. De langsigtede mål kommer til at fremstå som paradoksale udgaver af de kortsigtede mål: Man taler om vækst, der skal skabe et samfund der kan overleve (dvs. en vækst, der skal gøre vækst overflødig), og man taler om militære interventioner, der skal stoppe krig (dvs. en krig, der skal fjerne krigen).

Nogle politikere beskylder andre for at have urealistiske mål. Men måske kunne det være rart at få et korrektiv til “realismen”. Hvad ville politikerne svare, hvis man spurgte dem om hvordan de gerne ville have Danmark (eller Europa eller verden) til at se ud om 50 år?