Krystalnatten

Berlins synagoge efter "Krystalnatten".
Berlins synagoge efter “Krystalnatten”.

I dag var der et fakkeltog til minde om Kristallnacht, som fandt sted i dag for 75 år siden. Amnesty International og en række andre lokale organisationer og politiske partier var indbudt, og jeg holdt en tale. Her er hvad jeg sagde:

Den 9. november er en vigtig dag i Europas og Tysklands historie. Det var den 9. november 1989, Berlinmuren faldt og betød afslutningen på DDR og den omfattende overvågning og undertrykkelse, der fandt sted. Den 9. november betød en ny frihed for mange mennesker i Tyskland. Men det var den 9. november 1938, at Krystalnatten markerede begyndelsen på nazisternes jødeforfølgelser, der til sidst mundede ud i Holocaust. Den 9. november betød et stort tab af frihed for mange mennesker i Tyskland. Millioner af borgere i Tyskland og andre europæiske lande blev myrdet af det nazistiske regime, der 5 år tidligere havde vundet et demokratisk valg og havde brugt det til at afskaffe demokratiet. Det var jøder og romaer og homoseksuelle og handicappede og politiske modstandere, som nazisterne helt systematisk slog ihjel.

I Amnesty International har vi dokumenteret at diskrimination mod minoriteter stadig findes i Europa. Og det er de samme grupper i den europæiske befolkning, der står for skud som dengang i 1930’erne. Antisemitismen findes stadig derude. I Hviderusland tordner Lukasjenko mod jøderne, og i Ungarn angriber regeringens højrenationalistiske støtteparti Jobbik jøderne i medierne. Rundt om i Europa lever homofobien videre. I Rusland har man forbudt bøsser, lesbiske og transkønnede at holde Pride-optog i Moskva. Ikke for altid – nej, nej, kun i de næste 100 år. Og i Slovakiet og Tjekkiet og Rumænien bliver romabørn rutinemæssigt sendt på særlige skoler for udviklingshæmmede; reelt er der tale om en systematisk diskrimination. Og også Europas muslimer oplever intolerance. I Schweiz er der som bekendt vedtaget et forbud mod at opføre minareter.

For alle de grupper, jeg her har nævnt, gælder det at de bliver omtalt med en stadigt mere ubehagelig sprogbrug i den offentlige debat. I en del lande er mere eller mindre åbenlyst nazistiske partier på fremmarch og står bag voldelige overfald og andre hadforbrydelser mod medlemmer af mindretal. Også her i Danmark er der partier med baggrund i nazismen og partier, der er modstander af demokrati og af menneskerettighederne.

Alt det skal vi bekæmpe og blive ved med at bekæmpe. Men der er et andet fænomen, der også bekymrer mig – det er det jeg vil kalde for ikke-racismen

Jeg har skrevet et digt om ikke-racismen:

Det er meget nemt at være ikke-racist; man skal simpelthen sige “Jeg er ikke racist, men…” og derefter kan man komme med lige så mange negative og hadefulde udsagn, man vil. Prøv at lægge mærke til hvor meget ikke-racisme der er ude i samfundet.

Men det var i lige så høj grad ikke-racismen som racismen, der skabte Krystalnatten. Det var alle dem, der måske ikke brød sig om at deres kollegaer og skolekammerater og naboer blev ofre for nazismen, men heller ikke gjorde noget for at forhindre det.

Det kræver noget helt andet af os at være anti-racister, for anti-racismen starter med at vi opdager de fordomme, vi faktisk selv har fået hver især og selv holder liv i, og giver os til at bekæmpe dem. Inden i hver af os sidder der en lille intolerant kopi af os, som gerne vil korrigere os og dømme andre mennesker ud fra deres hudfarve og deres etnicitet og deres seksualitet.

Nogle mennesker vil sige at det, jeg udtrykker her er ”politisk korrekt” og urealistisk og naivt. De mennesker kan jeg vel ikke nå med det, jeg siger her. Men til alle andre: hvad godt bringer fordommene til vores liv? Intet. Hvis vi tror på menneskerettighederne, der siger at alle mennesker er født frie og lige i rettigheder og værdigheder, så er den lille intolerante kopi, der sidder derinde, en stor forhindring for at vi kan se netop dét.

Den forandring, vi vil have, begynder med at vi selv tager del i at skabe den.

(Visited 370 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Krystalnatten”

Skriv et svar