Gary Glitter og Richard Wagner

Gary Glitter
Gary Glitter bliver arresteret igen i 2012 i kølvandet på den omfattende pædofilisag mod Jimmy Savile.

På en nyt britisk glamrock-opsamlingsalbum i år er der en masse kendte britiske glamrock-navne fra perioden – T-Rex, Suzi Quatro, Slade, Sweet, Blondie, David Bowie og Lou Reed (ja, de havde også en flirt med glamrocken). Men der er intet med Gary Glitter, selv om han vel var et af de største navne inden for genren. Årsagen er skræmmende enkel: Gary Glitter har flere domme for besiddelse af børneporno og seksuelt misbrug af mindreårige. Det er meget svært at høre mandens gamle hits som “Doing Alright With The Boys” eller “Do You Want To Touch Me?” uden at få en meget ubehagelig fornemmelse. Det er fuldstændig åbenbart at Paul Gadd, som Gary Glitter rigtigt hedder, har været med til at ødelægge en række børns liv (alene og i ledtog med andre pædofile britiske kendisser, bl.a. tv-værten Jimmy Savile, der bl.a. lavede børneprogrammer på BBC) og at Gary Glitter altid konsekvent har nægtet at anerkende at han har gjort noget forkert trods de overvældende beviser på det modsatte. Men hans betydning for rockhistorien er også uomtvistelig. Der er stadig musik, der har klare ekkoer af Gary Glitter – prøv bare at høre “Joan Of Arc” fra det nye album med Arcade Fire. Og Gary Glitter var ikke ene om at lave sin musik – sangene var som oftest skrevet af Mike Leander og fremført sammen med The Glitter Band (der så vidt vides ikke kendte til Gary Glitters pædofili og faktisk også havde hits selv).

I en ny bog om den amerikanske forfatter Gore Vidal kan man læse, at han efter sigende havde seksuelle forhold til mindreårige.  Om det passer, ved jeg ikke (Gore Vidal havde en del politiske modstandere, men det er bestemt muligt) og hvad “mindreårig” betyder her, ved jeg ikke – i Danmark er den seksuelle lavalder nu 15 år; i USA varierer den fra delstat til delstat. Men lad os antage at Gore Vidal faktisk havde seksuelle forhold til mindreårige. Hvad synes vi så om hans forfatterskab? Og skal vi afvise Gore Vidals kritik af det amerikanske samfund?

Der er også andre fortilfælde af fremtrædende musikere og forfattere der har været dybt usympatiske. Richard Wagner havde stærkt antisemitiske holdninger, som han gerne fremførte, men han er samtidig anerkendt som en af de største tyske komponister. Gustav Mahler, der selv kom fra en jødisk familie, var en stor beundrer af Wagners musik og lod sig tydeligt inspirere af den og opførte den også gerne, når han var dirigent – men Mahler følte sig samtidig (og det helt med rette) diskrimineret på grund af sin baggrund.  Og Knut Hamsun forsvarede nazismen i sin alderdom, og det i et Norge der havde gennemgået store lidelser under den tyske besættelse. Samtidig er nogle af Hamsuns romaner anerkendt som hovedværker i norsk litteratur. Noget lignende kan siges om den franske forfatter Louis Ferdinand Céline. Også han skrev romaner af høj kvalitet men var samtidig dybt antisemitisk og pro-nazistisk.

Kan vi adskille mennesket fra dets værk? Nogle vil sige at forskellen er at Gary Glitter og andre selv foretog afskyelige handlinger, mens Wagner og Hamsun “bare” var fortalere for dem eller at antisemitisme var helt almindelig før i tiden. Men fritager det sidstnævnte for ansvar? Og skal vi skrive Gary Glitter ud af glamrockens historie og Gore Vidal ud af den amerikanske litteraturhistorie? Jeg ved det ikke.

(Visited 28 times, 1 visits today)

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Gary Glitter og Richard Wagner”

Skriv et svar