Tænk, hvis jeg bliver opdaget

impostor

Jeg har efterhånden mange gange holdt foredrag om min forskning i akademisk sammenhæng. Nogle gange har jeg uvilkårligt tænkt at jeg håber at jeg ved nok om det, jeg skal fortælle om; bare tilhørerne nu ikke finder ud af hvor lidt jeg ved. Det slog mig altid bagefter som en paradoksal frygt at nære, for i en del tilfælde har der været tale om en artikel som jeg havde været alene om at skrive og som jeg kendte bedre end nogen anden. Andre gange har jeg siddet til et seminar eller et møde og har håbet at ingen ville finde ud af at jeg næsten ingen ting vidste. Og igen har det været paradoksalt – der kom ikke nogen misbilligelse af det, jeg endte med at sige. Jeg kunne alligevel gå fra mødet med en underlig fornemmelse af at det var heldigt, at man heller ikke denne gang opdagede hvor galt det stod til med mine kompetencer.

Det er gået op for mig at forbavsende mange mennesker, der af andre opfattes som kompetente fagfolk, har en sådan paradoksal frygt for at blive afsløret. Og jeg er da heller ikke glad for at indrømme, at jeg selv har det sådan – for dermed afslører jeg jo på en måde mig selv! I Chronicle of Higher Education skriver Joseph Kasper om dette; han har det på præcis samme måde.

Oprindelig mente psykologer, at det mest var kvinder, der havde dette problem, men nej. Man taler om the impostor syndrome. Der er en interessant artikel om emnet i Nature.

I Mortals and Others siger Bertrand Russell i en lidt anden sammenhæng at

The fundamental cause of the trouble is that in the modern world the stupid are cocksure while the intelligent are full of doubt.

På en måde er der nemlig tale om det modsatte af den berygtede Dunning-Kruger-effekt.

Jeg ved ikke præcis hvor tvivlen kommer fra. Jeg har af og til forestillet mig at den kommer fra den akademiske verden, hvor man er meget opmærksomme på præstationer og på korrektheden af argumentation. I min PhD-tid i Edinburgh sagde en af mine gode venner at han syntes at det kunne være rigtig hårdt, selv om der var så mange rare mennesker der, for alle de andre var så dygtige og forventningerne så høje. Jeg fik aldrig fortalt ham, at jeg tænkte præcis det samme.

Men samtidig kan jeg læse at den samme tvivl, det samme impostor syndrome, dukker op i andre erhverv. Jeg kommer især til at tænke på et interview, jeg læste med skuespilleren Claus Ryskjær. Han var kendt fra teater, film og tv, men endte med at trække sig helt tilbage fra skuespillerkarrieren. Hans tvivl på egne kompetencer var endt som det, andre har kaldt sceneskræk. Se hvad han siger i interviewet:

Men hvem siger, du var så dårlig i ’Rosenkrantz og Gyldenstjerne’? Forestillingen var en succes, instruktøren fyrede dig ikke, og publikum – de klappede vel?

»Det, jeg lavede, var ikke godt«, fastslår han. »De andre skuespillere var så professionelle, at de ikke lod sig mærke med det, og nej, jeg kunne ikke mærke det nede fra salen heller. Jeg vidste bare, at det var noget lort«.

Men folk klappede?

»Ja, men det gør de jo af høflighed. Hvis det havde været en børneforestilling, havde man kunnet høre bolsjeposerne rasle, fordi børn slet og ret ikke ejer samme høflighed«.

Og igen bliver det oplagt, hvor voldsom illusionen er. I artiklen i Nature fortæller David Poeppel, der er lektor i neurologi, og Catherine Cardelús, der er adjunkt i biologi, om hvor meget dette har påvirket dem. For David Poeppel hjalp det at komme videre i karrieren og selv kunne vejlede studerende; for Catherine Cardelús’s vedkommende hjalp det hende at blive mor og at genlæse nogle af sine egne artikler og se at de faktisk var gode. Forhåbentlig vil Claus Ryskjær en dag kunne se sine gamle film og tv-programmer og opdage hvor meget han faktisk kan. Og jeg? Jeg prøver også.

(Visited 43 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar