Exitstrategier

exitpoll

Gårsdagens misvisende exit polls har skabt fornyet opmærksomhed på meningsmålingerne. For lidt over et år siden skrev jeg dette her på bloggen:

Gad vide, hvordan den politiske debat i Danmark ville se ud, hvis der kun var meningsmålinger hvert halve år? Og hvordan ville en valgkamp mon udvikle sig?

Det tænker jeg stadig over. Jeg er nu blevet opmærksom på en canadisk undersøgelse af hvordan meningsmålinger påvirker vælgernes adfærd. André Blais, Elisabeth Gidengil og Neil Nevitte har undersøgt vælgeres adfærd. De er meget opmærksomme på hvordan vælgeradfærden er forskellig i valgsystemer med forholdstalsvalg, henholdsvis valg i enkeltmandskredse. Når der er valg i enkeltmandskredse vil der være en anden tilbøjelighed til at stemme strategisk, så man ikke spilder sin stemme på en kandidat, der ikke kan vinde valgkredsen. Og de tre canadierne konkluderer ud fra deres statistiske analyser af vælgeradfærd i Frankrig, Storbritannien og Canada at meningsmålingerne faktisk ser ud til at påvirke vælgeradfærd.

Der er et særligt problem med exit polls. Jeg forstår nemlig ikke deres berettigelse. Hvorfor skal de egentlig være der? Måske vil en exit poll glæde den utålmodige, vil nogen sige i forsvar. Men det egentlige valgresultat vil alligevel foreligge få timer senere. Ved folketingsvalg er holdbare prognoser typisk klar et par timer efter valghandlingen er afsluttet. Hvis der er en form for meningsmåling, der meget direkte kan få indflydelse på både politikeres og vælgeres adfærd, vil jeg formode at det netop er exit polls på selve valgdagen. En amerikansk undersøgelse fra i år af fransk vælgeradfærd tyder på at det er tilfældet.

Det interessante er nemlig at Frankrig har en række oversøiske territorier, der befinder sig adskillige tidszoner fra selve Frankrig. Derfor bliver det muligt at studere hvordan borgere i de oversøiske territorier vil opføre sig, hvis de enten ikke kan have nogen exit polls overhovedet eller har indtil flere exit polls til deres rådighed.

I Politiken er der en meget usystematisk undersøgelse af effekten af exit polls i form af (endnu) en lejlighed til at indhente kommentarer fra læserne. Men det er værd at undersøge også i en dansk sammenhæng.

Noget om at gå ombord

ombordstigning

I år har jeg været på helt usædvanligt mange flyrejser. Hvis man har fulgt med på min blog vil man opdage, at jeg har været to gange i Italien, to gange i Spanien (den ene på ferie), én gang i Argentina, én gang i Sverige og én gang i det fjerne København. Da jeg skulle hjem fra Buenos Aires, skulle jeg med et fly hvor alle pladser var besat og alle de mange passagerer (flyet var en Boeing 747) havde en forfærdelig masse håndbagage med. Afgangen blev mere end 20 minutter forsinket på grund af den lange boarding-tid, og en konsekvens af det var at min indtjekkede bagage ikke kom med videre til næste afgang videre hjem.

Så det ville være rart, hvis man kunne undgå den slags. Det, der plejer at tage tid, når folk går om bord, er at vente bag alle dem, der står i gangen og vil lægge deres håndbagage og overtøj op i rummet over deres sæde.

Det er sådan et problem, der både er af stor praktisk betydning og spændende at gruble over. Vi har at gøre med et optimeringsproblem, hvor det vi skal optimere, er den totale ombordstigningstid, og det skal løses af en slags distribueret algoritme, udført af mennesker og med en central dispatcher.

Den amerikanske astrofysiker Jason Steffen har beskæftiget sig med ombordstigningsproblemet og har fået to publikationer ud af det. I den ene ser det ud som om passagererne har lov til at sætte sig lige hvor de vil. Jason Steffen er især interesseret i hvor lang tid det tager før alle kan begynde at lægge håndbagagen på plads. Det er dumt at lade passagererne på de forreste rækker gå ind først. Men hvis man lader de bageste gå ind først, kan man først  begynde at lægge sin håndbagage på plads, når den første passager er nået ned til sin plads. Jason Steffens analyse af forskellige strategier er baseret på statistisk analyse af simuleringer. Jeg kan dog ikke se, om han i sine simuleringer har undersøgt hvor lang tid en gennemsnitspassager bruger på at lægge sin håndbagage op i forhold til hvor lang til hun/han bruger på at gå ned til sin plads. Min erfaring er at håndtering af egen håndbagage kan tage forbløffende lang tid, især med de forholdsvis store håndbagagekufferter, man nu kan anskaffe sig. Hvis alle starter med at gå ned til deres plads, er gangen nemlig altid passabel.

Men der er da også en anden, helt enkel metode som KLM nu forsøger sig med: Del passagererne ind efter om de skal sidde ved vinduet, midt i eller ved gangen.  Og ordn dem også efter rækkenummer. Send dem ind i denne rækkefølge – først vinduespassagerer, ordnet efter række med bagerste først, derefter midterpassagerer tilsvarende ordnet og til sidst gangpassagerer tilsvarende ordnet. Ingen kommer til at gå i vejen for hinanden. Det ser ud til at denne algoritme forkorter ombordstigningen med fem minutter for et fly med 170 passagerer. Min umiddelbare tanke er hvorfor man dog ikke har tænkt på dette før?