En konstant arbejdsbelastning

underskud

Det er ikke længe siden, jeg sidste skrev om den alvorlige økonomiske situation på Aalborg Universitet. Dengang nævnte jeg at vores underskud var på 130 millioner. Det er så faktisk ikke tilfældet. Den dårlige nyhed er at underskuddet derimod er på 165 millioner.

I denne uge har jeg været til i alt fire møder, hvor den alvorlige økonomiske situation på mit universitet har været et væsentligt diskussionspunkt. Det er ingen hemmelighed at vi har at gøre med en situation, der føles som en efterhånden meget stor belastning for mig og mine kolleger. Kombinationen af den usikre situation og informationsniveauet er meget ubehagelig. Universitetets ledelse har kun i ringe omfang informeret om årsagerne til det pludselige store underskud; der slipper drypvis historier ud i medierne, men det er svært for os almindelige ansatte at få et overblik. F.eks. kan Computerworld berette at der er blevet købt alt for meget inventar ind til Aalborg Universitets nye satsning i Københavns Sydhavn – et fejlkøb på 13 millioner.

Til gengæld har universitetets ledelse ikke tøvet med at udsætte alle for omfattende, drastiske krav. Vores institut skal som alle andre spare, og med den nuværende model, hvor institutterne betaler husleje til universitetet skal vi afgive plads, så vore huslejeudgifter bliver mindre. Vi kommer til at miste et antal kontorer og et antal grupperum; det kommer til at gå ud over både undervisere, teknisk-administrativt personale og studerende. Flere studerende vil skulle dele grupperum, og kantinen vil delvist blive inddraget til arbejdsplads for de studerende. Som man vil kunne regne ud, er det ikke ligefrem befordrende for studiemiljøet eller for det videnskabelige miljø. Der er ansættelsesstop, og stillinger, der udløber i år eller i 2014 vil ikke blive forlænget. Der bliver færre til at undervise, og antallet af studerende er øget markant med det rekordstore optag i år.

Vi har også skullet diskutere yderligere mulige tiltag. Kunne man tage gangarealerne i brug til arbejdspladser? En af mine kolleger foreslog, at man også kunne indrette kopirummet i vores fløj af bygningen til kontor. Det kan dog ikke lade sig gøre på grund af manglende ventilation. Et forslag om at inddrage fællesarealet ved indgangen til vores fløj af bygningen til kontorlandskab fik opbakning fra nogle, men dette er heller ikke tilladt.

Jeg vil være meget ked af det, hvis jeg efter 22 år som universitetslærer nu ikke kan have eget kontor. Et kontor er det sted, hvor man skal kunne sidde og fordybe sig, men det er også det sted, hvor man kan tage imod gæster og mødes med studerende. Når jeg mødes med en gæst, kan jeg gøre det på mit eget kontor, og når jeg har vejledermøder med enkeltstuderende og små projektgrupper, kan det også ske her. Mit kontor er således også et undervisningslokale og et mødelokale.

Det lader til at være et ønske fra centralt hold at nogle fastansatte opgiver at have eget kontor og flytter sammen. En mulig “lokkemad” kunne være at man ved at give afkald på at have eget kontor i stedet kunne få et mindre beløb til rådighed til bøger o.lign. Den slags er meget billigere end huslejen for et kontor.

En anden mulighed er at vores arbejdspladser kunne omfordeles dynamisk. Kunne jeg så komme til at have en gæst siddende sammen med mig på “mit” kontor, hvis en af mine kolleger fik besøg? Ja, det kunne ikke afvises. Kunne det blive tilfældet, at der kunne blive tale om at andre ville kunne sidde på mit kontor, hvis jeg var sygemeldt i nogle dage? Ja, det kunne heller ikke afvises. Især det sidste gør mig noget utryg, og det bør i særdeleshed også gøre den “hjemløse” medarbejder eller gæst, der så skal flytte fra kontor til kontor, utryg.

Selvfølgelig er det vigtigste af alt at ingen bliver fyret. Alt dette, der her kan blive sat i værk, vil i al fald i første omgang være afværgeforanstaltninger; om nedskæringerne ender som permanente omstruktureringer ved jeg ikke (det har de det med at gøre). Men det er rigtig, rigtig trist. Nogle vil selvfølgelig her indvende at vi bare er en samling forkælede akademikere, der brokker os over ingen verdens ting og i stedet burde være glade for at vi stadig har et arbejde. Men der er i høj grad tale om en situation, som vi ikke selv har forårsaget, og som alle andre arbejdspladser skal vi have de forhold, der gør det muligt at levere det, vi skal. På et universitet skal vi producere ny viden og nye bachelorer og kandidater. Og vi har det som vores offentlige ombud – vi er stadig en statsinstitution. Hvorfor er det så vores kontorer, der måske skal rømmes, når det er på andre kontorer, problemerne opstår?

(Visited 30 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar