At stå til regnskab

aau-krise

Der findes ikke noget godt ord for accountability på dansk. Men princippet bag ordet er til at forstå: At man skal stå til regnskab for sine handlinger og at det er klart, hvem man står til regnskab over for.

Siden universitetsloven af 2003 har alle ledere været ansatte og har været del af universitetsadministrationen. Før denne tid var rektor, dekaner og institutledere valgt af kollegerne blandt kollegerne. Universitetets øverste ledelse var konsistorium, der var sammensat blandt universitetets ansatte og studerende.

Da den nu gældende universitetslov kom for 10 år siden, var de to væsentlige begrundelser for at indføre ansatte ledere og fjerne demokratiet på universiteterne, at det ville skabe effektivitet og nytænkning og forhindre at organisationen “lukkede sig om sig selv”. På det tidspunkt mente nogle af mine kolleger at det ikke ville ændre noget ­til det værre – de nye ledere ville komme fra det gamle system og ville fortsætte med at agere som i det gamle system. Men sandheden har vist sig at være en ganske anden, netop fordi man er ansat som leder. Ledelsen står først og fremmest til ansvar for de niveauer, der er oven over en selv – det er nemlig de niveauer, der har ansat ledelsen. For det centrale styringsinstrument er nu økonomien; ikke at der bliver forholdsmæssigt flere midler til danske universiteter over tid – tværtimod. Der bliver derimod mere konkurrence om dem, mellem de enkelte universiteter, mellem de enkelte institutter og mellem de enkelte medarbejdere. Der er ikke den samme accountability over for dem, man er leder for. Det er nogle andre, man i bogstavelig forstand står til regnskab for.

Vi ser nu et meget stort underskud på mit universitet, og at ledelsen informerer meget lidt om denne krise. Det, vi ser, er netop ineffektivitet og at den centrale ledelse har lukket sig om sig selv. Der har været en masse nytænkning, men primært med hensyn til besparelser. Og vi ser hvor dårligt det står til med accountability nedefter i en ikke-demokratisk organisation, der heller ikke er forpligtet til åbenhed.

I universitetsloven findes der ganske vist organer, hvor de ansatte, der skal ledes, er repræsenteret. Men indflydelsen er lille – Akademisk råd, hvor jeg selv er medlem, er først og fremmest et rådgivende organ med lille besluttende myndighed. Medlemmerne af Akademisk råd kan udtale sig, hvorefter fakultetets ansatte ledelse i de fleste tilfælde kan gøre som de vil. Nogle gange har vi oplevet først at blive orienteret efter væsentlige beslutninger er truffet. Og i universitetets bestyrelse er der dels et eksternt flertal, dels en udbredt brug af muligheden for fortrolige referater. Heller ikke her er vores muligheder for indsigt og indflydelse gode. Lige nu, midt i krisen, er vi, der ikke er del af den centrale ledelse, blevet dårligt informeret og bliver kun inddraget i beslutningsprocesserne, når vi skal spørges om hvor der skal spares.

I en demokratisk organisation kan man påvirke situationen på afgørende vis, og den mistillid, der er til den førte politik, vil kunne få konsekvenser. Vi ville kunne vælge en anden ledelse og en anden politik.  Sådan er det ikke på et dansk universitet i 2013.

(Visited 94 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar