Hovedstolen

top-picture

Jeg sidder for tiden med Yahya Hassans digtsamling og med første bind af Karl-Ove Knausgårds selvbiografiske storværk Min kamp. Per Højholt gav engang yngre forfatterkollegaer det råd, at de ikke skulle “tære på hovedstolen”, dvs. i deres værk ikke skulle tage direkte udgangspunkt i deres levede liv. Både Hassan og hans store forbillede Knausgård gør det stik modsatte og med stor succes. Hvis jeg engang skulle møde en af de to, vil jeg spørge dem om hvad de egentlig synes om det, Højholt sagde. Christina Hesselholdt har da også som reaktion på Højholts formaning kaldt sin erindringsroman for Hovedstolen (den har jeg endnu til gode at få læst).

Det er blevet meget almindeligt at skrive selvbiografier – lige fra Pia Kjærsgaard til Dennis Knudsen – men selv om der er mange, der skriver om deres levede liv, er det kun få, der bruger denne form som afsæt for et kunstnerisk udtryk og for personlig refleksion. Så vidt jeg kan se, er det nemlig arbejdet med det biografiske værk, der har givet os Yahya Hassan og Karl-Ove Knausgård.  Det er ikke længden af det levede liv, det handler om, det er indholdet af biografien, der er det væsentlige. Det er snarere den slags selvbiografier, der ikke giver nogen nyt, der skal advares imod, end det er brugen af “hovedstolen”.