Evighedsstudenter og nulforskere

Hviludenatraste

Hvis man spørger nogen uden tilknytning til universitetsverdenen, er de to største skræmmebilleder på de danske universiteter den studerende, der ikke studerer, og forskeren, der ikke forsker.  Evighedsstudenten og nulforskeren bruger løs af resurserne uden at give noget igen. Det er fortællingen om “det nytteløse universitet”.

Meget af den politik,der føres over for de danske universiteter inden for forskning og undervisning, er politikernes reaktion på disse skræmmebilleder i et forsøg på et styre resurserne. Det er incitamentstrukturer, og i det store og hele er det incitamenter af negativ art.

Den for tiden aktuelle “studiefremdriftssreform” er seneste skridt i denne retning. Alle studerende skal nu være tilmeldt 60 ECTS aktiviteter hvert studieår.  Og studerende vil miste SU, hvis de er mere end seks måneder bagefter deres normerede studieforløb.

Danmarks mest populære politiske parti har været med til at vedtage denne reform (og har siden 2001 arbejdet i denne retning), men vil nu have en form for opblødning – idet jeg dog bemærker, at der er tale om opblødning i form af en overgangsordning:

»Vi skal have bedre uddannelser, men ikke et regelkaos, der gør de studerende nervøse. Det kunne være en mulig løsning at finde en overgangsordning for de studerende, der allerede er i gang med studierne, og som bliver ramt af de nye regler. Det kunne være en løsning, som vi gerne vil drøfte med ministeren«, siger V-ordføreren.

I denne sammenhæng er det rigtig interessant at opleve en direktør – nej, ikke en universitetsdirektør, men en direktør fra TDC – der i et debatindlæg advarer mod disse reformer.

Det paradoksale er at alle de tiltag, der skal spare resurser, ender med at skabe nye resursekrav. Der skal administreres endnu mere for at sikre at forskerne forsker som de skal og at de studerende studerer som de skal. Når man som studerende ikke må være mere end seks måneder bagud, bliver konsekvensen (også dette er der lagt op til) at der skal være eksamen i alle fag på hvert semester. Dette vil beslaglægge yderligere resurser i form af eksaminatortid, censorer og lokaler.

Men hvor mange evighedsstudenter og nulforskere er der egentlig derude? Min erfaring er at der er få af den ene slags og endnu færre af den anden slags. I virkeligheden kan alle kontrolforanstaltningerne derfor let komme til at ramme de studerende og de forskere, der vil tage sig tid til fordybelse ved at lave usædvanlige studieforløb eller ved at satse på forskningsresultater uden kortsigtet pay-off. Er politikernes og administratorernes begreb om kvalitet i uddannelserne (der mest handler om effektivitet) det samme som det kvalitetsbegreb, der er i uddannelsernes miljø (og som også handler om produktion af viden på et bestemt niveau)? Mit indtryk er at afstanden er meget større, end politikerne tror, og at skræmmebillederne af evighedsstudenten og nulforskeren mest er til glæde for personer langt fra den akademiske verden.

(Visited 156 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar