Politiker ved et tilfælde?

draw

I de seneste dage har der været et hav af lænestolseksperter, der har talt om finanslovsforhandlingerne og hvad de forskellige parter burde have gjort. Medierne har dertil ikke helt få politiske kommentatorer, der gerne udtaler sig om hvad politikerne gør og burde have gjort. Politik er ved at blive en tilskuersport, og ligesom der er store beløb på spil i professionel sport, således er der også masser af lobbyisme og underhåndsaftaler, praktiseret af de få. Alligevel taler vi om et repræsentativt demokrati.

Et af de store problemer ved det repræsentative demokrati er at det ikke er klart hvem politikerne repræsenterer. Et andet er at det kan blive en karriere at være politiker, så man ender med at være “uden for” det samfund, man lovgiver om.

I finanslovsforhandlingerne har der været fokus på de ældres rettigheder, men ingen af dem, der forhandlede, var selv ældre. Dette er selvfølgelig ikke en omstændighed, der nødvendigvis behøver at være et problem; vi ville næppe overlade det til forbrydere at skrive straffeloven eller til børn at formulere en politik for daginstitutioner. Men vi ved også godt, at der ikke er mange social- og sundhedshjælpere i Folketinget eller i kommunalbestyrelsere – og der er for den sags skyld heller ikke mange akademikere med naturvidenskabelig baggrund. Det har været underligt at opleve Helge Sander tale om informationsteknologi og at opleve Helle Thorning-Schmidt tale om Pythagoras.

Hvorfor ikke sammensætte de lovgivende forsamlinger ved lodtrækning? Ideen hedder sortition og blev faktisk praktiseret i oldtidens Grækenland. I vore dage bruges sortition faktisk også i modificeret bl.a. i Danmark ved udpegning af lægdommere (nævningeting og  domsmænd), og her er der ikke mange, der protesterer.

De to skotter Allin F. Cottrell (der er professor i økonomi ved Wake-Forest University i USA) og Paul Cockshott (der er lektor i datalogi i Glasgow) foreslår at man gør noget tilsvarende i dag  – at man har borgerkomiteer sammensat ved lodtrækning og med veldefinerede kompetenceområder. F.eks. kunne en borgerkomité om sundhedsspørgsmål, foreslår de, bestå af både sundhedspersonale og andre borgere (alle udpeget ved lodtrækning).

Fordelene er umiddelbart store: korruption vil blive langt mindre udbredt, hele hysteriet om valgkampe vil være fortid, det bliver umuligt at blive karrierepolitiker. Ulemperne er der dog også: man kan risikere at få lovgivende forsamlinger/borgerkomiteer/hvad vi nu skal kalde det, som enten er skævt sammensatte eller har uengagerede medlemmer.  Meget kan man sige om dem, der går ind i politik, men de har dog truffet et bevidst valg. Og endelig er der problemet med accountability – hvis jeg er havnet i borgerkomiteen ved lodtrækning, står jeg ikke til ansvar over for vælgerne og kan risikere (hvis jeg er en træls person) at handle uansvarligt.

En anden mulighed kunne være at have en valgt forsamling, men et supplerende (og stort) demokratisk organ udpeget ved lodtrækning. Ideerne er mange (den engelske Wikipedia-artikel om sortition er et godt sted at starte, hvis man vil vide mere) og jeg er ret overbevist om at mange af de politikere, vi har i dag, ikke vil bryde sig om dem – for de risikerer at gøre dem alle overflødige.