Nytårstale 2013-2014

vaekst

Så slutter endnu et år, og endnu engang er det som om vi alle tager et kig ud i fremtiden. Jeg kunne godt skrive et langt opråb om alt det, der er galt, og alt det, der burde gøres, men det har jeg vist gjort så tit.

I Information er der et langt interview med den amerikanske forsker Dennis Meadows, der er professor emeritus ved University of New Hampshire i USA. Meadows var en af forfatterne bag Grænser for vækst, der skabte en del debat i 1970’erne, men siden er blevet sørgeligt glemt. Han udtrykker det sådan:

Hvis du har et lille barn, ønsker du at se det vokse sig større. Vokser det hurtigt, vil du sikkert være stolt over det. Men når barnet bliver 16-18 år, foretrækker man, at den fysiske vækst stopper, og så kommer vækst til at handle om kvalitativ udvikling: om at lære sprog og matematik, at få flere venner, at blive gartner osv. Kvalitativ vækst er mange forskellige ting. Desværre har vi i vort politisk-økonomiske system endnu ikke foretaget en tilsvarende omstilling og indset, at efter en vis periode med fysisk vækst må vi skifte til at prioritere kvalitativ vækst. Vi er stadig opslugt af den fysiske vækstfase.

Politikere taler hele tiden om vækst og tænker på den fysiske vækstfase. Og vi følger med. Både den nuværende og den tidligere regering er fikseret på fysisk vækst. Det er nemt at drømme om flere forbrugsgoder og flere veje, og det er nemt at have som et kortsigtet mål og som valgløfter. Vi drømmer om mere af det hele, og nogle af os får det også, men det giver ikke livskvalitet eller løsninger på længere sigt.

Godt nytår.

August Landmesser og Irma Eckler

augustlandmesser

Læg mærke til dette billede fra Tyskland. Det er Hamburg i 1936, og den tyske flådes sejlskib Horst Wessel (opkaldt efter et afdødt fremtrædende medlem af SA) skal døbes. Til stede er Adolf Hitler, og som man kan se af billedet, heiler alle andre  – undtagen én mand. Det er August Landmesser, og hans historie på én gang typisk for nazitidens Tyskland og helt usædvanlig. Når man opdager, hvad der var sket for ham og hans familie i årene omkring 1936, forstår man for alvor hans modige handling.

Som mange andre meldte August Landmesser sig ind i nazistpartiet i håb om at det kunne hjælpe ham med at få en karriere. Han havde i 1934 mødt Irma Eckler, som han ønskede at gifte sig med. Men Irmas familie, der var protestantisk døbt, havde jødisk baggrund og August og Irma kunne ikke blive gift, da de søgte om tilladelse i 1935. Det er ikke overraskende at August meldte sig ud af nazistpartiet dét år. Parret blev sammen og fik to børn. De forsøgte at flygte til Danmark i 1937, men blev standset ved den dansk-tyske grænse. August blev arresteret for Rassenschande få dage før den yngste datter blev født, og i 1938 blev han idømt to et halvt års fængsel. Irma blev sendt i koncentrationslejr og døde i gaskammeret i 1942. August blev løsladt i 1941 og indledte i 1943 et forhold til en russisk kvinde, der var krigsfange i Warnemünde. I 1944 blev August udkommanderet til hæren og siden da ved man ikke, hvad der skete. I 1949 blev han erklæret død. Parrets to børn overlevede krigen, takket være tyske familier, der gemte dem og gav dem falske navne.

Man kan se mere om August Landmesser og Irma Eckler forskellige steder på nettet; et af stederne har en del fotos.  August og Irmas datter Irene skrev i 1998 en bog om hendes forældres tragiske skæbne; store dele af den er nu tilgængelige via nettet.

Et kønt sprog

chaps

I essaysamlingen Metamagical Themas, som jeg læste første gang mens jeg skrev speciale, har den amerikanske datalog Douglas Hofstadter en fremragende satirisk artikel om den skjulte sexisme i sproget; den kan findes mange steder på nettet. I artiklen fra 1985 gør Hofstadter opmærksom på hvordan antagelser om kønnenes status påvirker sproget og ikke er så værdifrie som vi tror. Hofstadter gør det ved at forestille sig at vi i sproget indikerede en persons farve i stedet for personens køn, så vi på engelsk ikke havde “he” og “she”, men “whe” og “ble”, og så sproget ikke angav ægteskabelig status, men hvem der var ansat af hvem, så det (igen på engelsk) ikke var “Mr.” og “Mrs”, men “Master” og “Nrs.” for arbejdsgiver og ansat.

The negrists claim that using the word “white,” either on its own or as a component, to talk about all the members of the human species is somehow degrading to blacks and reinforces racism. Therefore the libbers propose that we substitute “person” everywhere where “white” now occurs. Sensitive speakers of our secretary tongue of course find this preposterous. There is great beauty to a phrase such as “All whites are created equal.”

Besides, as any schoolwhitey can tell you, such phrases are redundant. In most contexts, it is self-evident when “white” is being used in an inclusive sense, in which case it subsumes members of the darker race just as much as fairskins.

I denne uge er debattøren Sanne Søndergaard aktuel med en kronik i Politiken og et interview i DR2s Deadline, hvor hun kritiserer de fordomme, der dukker op over for kvinder og hvordan de manifesterer sig i de udtalelser, der dukker op i medierne, det være sig i debatindlæg eller i reklamer. Den sproglige substitutionstest, hun bruger, er faktisk den samme som Hofstadter anvendte. Her et af hendes eksempler, hvor hun erstatter “kvinde” med “neger” og “mand” med “hvid”:

I hvert fald chokerer det mig, at der findes nogle – tilmed nogle, der selv er født hvide – som kan påstå, at negre har meget mere imod sig, end vi hvide har, når det så tydeligt er omvendt i dag!

Det viser bare, hvor meget den afroiserede tankegang har taget over, når selv hvide kan påstå, at der stadig skal tages særhensyn til negre.

Negre spiller offerkortet igen og igen. Så derfor er jeg som hvid selvfølgelig nødt til at gå ud og pointere, at vi må holde op med at snakke om de her problemer.

Sanne Søndergaards pointe er vigtig og god, men den drukner meget let i en diskussion af om man overhovedet kan sammenligne de betingelser, kvinder har haft, med de betingelser mennesker med afrikansk baggrund har haft. Det kan man også se i indslaget på DR2. I USA er sammenligningen oplagt, da der her gennem flere hundrede år blev praktiseret en systematisk apartheidpolitik mod de afrikanske slaver og deres efterkommere. Selv om Danmark deltog i slavehandelen og havde en koloni i Caribien, er den senere historie en ganske anden og parallellen er derfor nok ikke den bedste at anvende i en dansk sammenhæng. Både i USA og i Danmark har der været lovgivning, der bl.a. nægtede kvinder stemmeret, men den lovgivning findes ikke mere.

Racisme-sammenligningen virker ikke så godt (og næsten alle mennesker er jo enige om at de ikke er racister), men der er en anden analogi.

Af og til hører eller læser jeg generaliserende udtalelser fra kvinder om mænd (“Alle mænd tænker kun på deres karriere” eller hvad ved jeg), og da bliver jeg selv oprørt og tænker: sådan er jeg da ikke, og jeg kender faktisk mange mænd, der heller ikke lever op til den stereotyp!

Derfor tror jeg at, hvis man som mand skal forstå, hvor problematisk og nedværdigende det er med alle generaliseringerne af kvinder og med de stereotyper, der ligger bag,  vil det være ofte meget mere effektivt i en nutidig dansk sammenhæng at bytte “kvinde” ud med “mand” i de problematiske formuleringer.

Tænk hvis man f.eks. tog Sanne Søndergaards eksempel og skrev:

Mænd spiller offerkortet igen og igen. Så derfor er jeg som kvinde selvfølgelig nødt til at gå ud og pointere, at vi må holde op med at snakke om de her problemer.

Det ville formodentlig og forhåbentlig få en del mænd til at reagere!

En anderledes præsident

20131227-174509-556513

Uruguays præsident José Mujica er omtalt i en artikel i The Guardian, der i dag kan læses i dansk oversættelse i Information. José Mujica må være den mest usædvanlige præsident i vor tid. Som ung var han medlem af en væbnet gruppe, der bl.a. røvede banker og gav pengene til de fattige; i alt har han siddet i fængsel i 14 år,  herunder to år i isolation på bunden af ​​en brønd, hvor han taler med frøer og insekter for ikke at miste forstanden.

José Mujica vil ikke flytte ind i en embedsbolig, bor i sit eget lille hus og har bestemt at præsidentpaladset skal indrettes til krisecenter for hjemløse. Et tiltag, der for nylig fik Uruguay i medierne, er at landet som det første i verden gør cannabis lovlig; til gengæld forsøger man at nedbringe tobaksforbruget.

Nogle kalder José Mujica den fattigste præsident i verden. Selv siger han (i Informations oversættelse):

»Jeg er ikke den fattigste præsident. Den fattigste er den, der hele tiden har brug for rigtig meget for bare at leve,«
..
»Jeg er træt af den måde, tingene er på. Vi befinder os i en tidsalder, hvor vi ikke kan leve uden at acceptere markedets logik,« siger han. »Moderne politik handler om kortsigtet pragmatisme. Vi har opgivet religion og filosofi … Vi gør hvad som helst, hvis markedet fortæller os, at vi skal gøre det.«

»Vi kan genbruge næsten alt i dag. Hvis vi levede i overensstemmelse med vores ressourcer – ved at være tilbageholdende – kunne verdens syv milliarder mennesker få alle deres grundlæggende behov dækket. Den globale politik bør bevæge sig i den retning,« siger han. »Men vi tænker hellere som folk og lande, ikke som en art.«

Der findes altså ledende politikere, der ikke ser vækst som det største mål – men man skal åbenbart til det sydlige Sydamerika for at finde dem.

Forbruger, ikke borger

lykkelige

En pige ok udenpå
har alt for meget at svare på
barndomsminder med megen kant
stort stort hus oppe i Nordsjælland
forbruger
ikke borger
kæmpe-kæreste-sorger
barndomsminder med megen kant
stort stort hus oppe i Nordsjælland
– Mikael Simpson: Kæmpe-kærestesorger

Man opdager ændringerne af samfundet også som nogle små, næsten umærkelige skift i den måde, vi omtaler mennesker på. Lad os prøve at se på hvad politikerne siger.

I 2008 fremsatte en ledende socialdemokrat nogle teser. En af de teser, Mette Frederiksen kom med, var at

Danskerne skal først og fremmest være borgere, og ikke kun forbrugere.

Her ved slutningen af 2013 lancerer statsministeren en ny vækstpakke. Helle Thorning-Schmidt er i Jyllands-Posten citeret for dette:

Tiltagene skal stå på skuldrene af Produktivitetskommissionens anbefalinger, som kommer i midten af marts. Thorning vil derfor ikke løfte sløret for de konkrete initiativer – udover »at det handler om, hvordan virksomhederne bliver mere konkurrencedygtige, og hvordan der bliver bedre muligheder for danskerne som forbrugere«.

Fem år senere taler en ledende socialdemokrat om danskerne som forbrugere der tager del i et vækst-scenarie. De fleste politikere er enige om at tænke på danskerne som netop dét, og de fleste politiske partier har købt en idé om at alle eller de fleste forhold i samfundet er del af en vare-relation: Lægehjælp og uddannelse og offentlig transport og elektricitet og vejvæsen er varer.

En forbruger er et menneske, der forbruger en vare, andre sælger, men en borger er et menneske, der bor i et samfund og er med i den demokratiske proces. Selv om jeg da også i nogle sammenhænge er forbruger, vil jeg gerne have at politikerne først og fremmest ser mig som borger.

Jul på Intetnet

intetnet

Der er en fejl ved internetforbindelsen i vores hjem, som gør det umuligt at bruge den. Præcis hvad den består i, ved jeg endnu ikke – måske er det kabelmodemmet, der er genstridigt, måske er det selve kabelforbindelsen ud af og ind i huset. Vi har kontaktet udbyderen, og min glæde ved og udbytte af at tale med den friske unge københavnske supporter var sammenlignelig med den glæde og det udbytte, jeg har fået ved at tale med de friske unge københavnske supportere, min telefonselskab er forsynet med (måske er der tale om en roterende rollebesætning). Engang den 27. december vil der måske igen være det, man med en håndværkermetafor kalder hul igennem.

I de seneste dage har min hustru og jeg hver især fået internetadgang ved at bruge tethering, dvs. ved at bruge vores telefoner som 3G-modem. Vores datter kan til gengæld slet ikke komme på nettet; også hun har en smartphone og en computer, men op til jul har hun opbrugt de sølle 10 gigabyte på sit telefonabonnement til at streame musik og film.

Det er meget enkelt at bruge tethering, men det kræver alligevel at man tager en beslutning om at man vil på nettet og derefter fisker telefonen frem (og også et kabel, for ellers er det hurtigt nat med telefonens batteri), og forbindelsen er ikke helt så god som den ellers ville være. Resultatet er at vi alle ændrer vaner på helt subtil facon; i virkeligheden falder vi vel tilbage til nogle gamle vaner. Vores datter sidder ikke i sofaen med sin telefon og griner for sig selv over et eller andet, men tegner eller læser. I skrivende stund er jeg selvfølgelig på nettet, men ellers bruger jeg min computer offline eller læser. Og så ser vi mere tv sammen.

Det er måske underligt at indrømme, men denne påtvungne begrænsning af internetforbruget er ikke nødvendigvis en forandring til det værre her i juledagene. Og samtidig afsløres det hvor vant til ubegrænset internetadgang, vi er blevet.

El Pacto

Pagten blev først sendt i 2009, og dengang ville min datter hellere se TV2s julekalender, som det år var en genudsendelse. Det undrede mig lidt, men denne gang har vi trofast set alle afsnit. Nu går min datter i 6. klasse, og serien handler om børn på hendes alder og klassetrin. “Jeg var jo dum dengang”, sagde hun i dag. “Den serie er jo en klassiker”. Jeg ved ikke om Pagten er en klassiker, for det kan kun eftertiden afgøre, men den er et eksempel på god dansk tv-dramatik for børn og er en sømløs blanding af et fantastisk univers med usynlige nisser og ishekse og en folkeskolehverdag med skilsmissebørn, ensomhed og mobning . (En meget grummere og også særdeles vellykket udgave af denne blanding kan man se i den svenske film Lad den rette komme ind.)

I enhver god fortælling udvikler personerne sig, og det sker også i Pagten. I mange andre julefortællinger består historien i at harmonien bliver genoprettet – men i Pagten var der ingen oprindelig harmoni. Det ekstra gode er to ting: For det første, at alle børnene udvikler sig til at blive noget, de ikke var ved seriens begyndelse. For det andet, at fortællingens motor ikke er at “redde julen”, ja faktisk er julen i Pagten ikke andet end en slags bagtæppe, der ikke har nogen indflydelse på selve fortællingen.

Så kan jeg godt leve med at Thyregod bliver fremstillet som en slags københavnsk enklave.  Der er langt til Jylland i dansk film og tv. Kunne man forestille sig en tv-serie om indfødte københavnere henlagt til en hovedstad, hvor alle medvirkende talte utilsløret provinsbyjysk?

Ligesom andre vellykkede stykker dansk tv-dramatik er Pagten blevet solgt til flere lande, heriblandt Argentina, hvor den blev til El Pacto. I videoen ovenfor ser man hvordan dette tog sig ud.

Glædelig jul

20131224-134144.jpg

Så blev det den 24. december endnu engang. Jeg vil gerne ønske alle, der læser med her en glædelig jul! Uden hinanden er vi ingenting, som der synges i julekalenderen.

Tyve albums fra i år

foto

Hvis man kender Nick Hornbys High Fidelity, kender man ideen/vanen med at lave top 10-listen over alt muligt. Det kender jeg en anden på min alder, der stadig gør i stor stil. Selv har jeg for længst givet op, usystematisk som jeg er. Men hvert år tager jeg mig sammen til at lave en liste over de albums, jeg har hørt i det forgangne år, og i år blev det til en top 20. Nogle af disse albums har jeg nævnt her i løbet af 2013. Jeg køber stadig noget så gammeldags som cd’er, som stakken ved siden af nissemanden ovenfor afslører.

  1. David Bowie: The Next Day
  2. Nick Cave: Push The Sky Away
  3. Jon Hopkins: Immunity
  4. John Murry: The Graceless Age
  5. The National: Trouble Will Find Me
  6. Mando Diao: Infruset
  7. Arcade Fire: Reflektor
  8. Caitlin Rose: The Stand-In
  9. James Blake: Overgrown
  10. Okkervil River: The Silver Gymnasium
  11. Manic Street Preachers: Rewind The Film
  12. John Grant: Pale Green Ghosts
  13. Vampire Weekend: Modern Vampires Of The City
  14. Daft Punk: Random Access Memories
  15. Phosphorescent: Muchacho
  16. Boards of Canada: Tomorrow’s Harvest
  17. Depeche Mode: Delta Machine
  18. Moderat: II
  19. Neko Case: The Worse Things Get, the Harder I Fight, the Harder I Fight, the More I Love You.
  20. Cold War Kids: Dear Miss Lonelyhearts.

Man bemærker en del triste tendenser : de kvindelige kunstnere er i undertal, og metal og hiphop er slet ikke med. Det er på tide, at jeg får hørt noget mere af det igen. Jeg holder også meget af klassisk musik, men jeg er slet ikke god til at følge med i de nye udgivelser her. Så denne liste er selvfølgelig fuldstændig subjektiv.

Hvis man gerne vil have en grundig (eller lidenskabelig) begrundelse for alle mine valg på listen ovenfor, kan man passende kigge på en side på en anden blog.

Julefred

Jeg har glædet mig til juleferien, for dette har været et travlt efterår. Jeg skulle bare sidde derhjemme med en kop te og lytte til P2. Men det har jeg ikke nået endnu, thi der er stadig en del at se til. I dag gik jeg således rundt i supermarkedet for at finde en hel række ingredienser, jeg ellers kun sjældent køber: kirsebærsovs, marcipan, nødder osv. Og bagefter tog jeg hjem for at gå i krig med indpakningspapir og gavebånd.

Hvert år siger vi til os selv, at det skal være sidste gang, vi påfører os selv alle de arbejdsopgaver i husholdningen op til jul. Af og til har jeg på fornemmelsen at bemærkningen om julefreden, der sænker sig, mest henviser til at alle dem, der juler løs, nu ikke orker at lave mere.

Al min ambivalens om julens glæde har udmøntet sig i en lille poetry slam-tekst, som jeg opfører ovenfor – i et værelse, hvor julegaver og nissepynt osv. uden for kameraets rækkevidde klamrer sig til reolernes nederste sektion.