Hvad er det, vi måler? (Noget om at citere.)

phd120808s

Citationsindeks har en stadigt stigende indflydelse på bedømmelser både hvad angår akademiske stillinger og forskningsmidler. Der er en antagelse af at citationsindeks måler synligheden af forskningsresultater: Jo mere en artikel bliver citeret, jo væsentlige er de forskningsbidrag, der er beskrevet i den. Der er blevet foreslået en del interessante metrikker, der skal måle hvor mange gange en artikel er blivet citeret. Men hvad siger citationer egentlig om forskningens kvalitet?

En artikel fra i år undersøger citationshyppighed for forskere inden for det samfundsvidenskabelige område internationale forhold.  Noget af det, man kan se af denne undersøgelse, er at kvindelige forskere som hovedregel får færre citater end mænd. Dette gælder, også hvis man tager hensyn til faktorer som b.la. alder, universitetets status og hvor der blev publiceret. En oplagt konklusion er derfor at kvindelige forskere er dårlige til at skabe impact. Men en artikel af Curt Rice, der er professor ved universitetet i Tromsø og har en interessant blog om den akademiske verden, påviser problemet i denne konklusion.

Undersøgelsen viser nemlig også at citeringstendenser ikke er rationelle: man har en tendens til at citere forskere, man kender personligt og at man har en tendens til at citere forskere af samme køn som én selv. Så mænd har en tendens til at citere mandlige kolleger, de kender, og kvinder har en tendens til at citere kvindelige kolleger, de kender. Og hvis et forskningssamfund har en ulige kønsfordeling, er der dårligere muligheder for kvinder for at citere andre kvinders arbejde.

Dette sidste bliver bekræftet af et andet blogindlæg, nemlig et indlæg af Hardas Shema (en israelsk forsker i videnskabelig kommunikation) i Scientific American, hvori hun gør rede for en række andre undersøgelser af citationspraksis: Man citerer dem, man kender – og man kan være tilbøjelig til at citere sine nærmeste samarbejdspartnere, herunder sin vejleder, hvis man er PhD-studerende. I denne tidlige fase af sin forskerkarriere kender man bedst til sin vejleder og til de store, etablerede navne, så det er dem, man er tilbøjelig til at citere.

Og endelig  kan jeg ikke lade være med at tænke på en kommentar i septembernummeret af Aktuel Naturvidenskab fra i år , hvor Anders Smith fra DTU skriver om hvordan han i arbejdet med en oversigtsartikel skulle beskrive den magnetokaloriske effekt, som er at magnetiske materialer ændrer temperatur, når de kommer ind i et magnetfelt. Den mest citerede artikel her er fra 1881 og af den tyske fysiker Emil Warburg, og der er generel enighed om at han opdagede denne effekt. Men Anders Smith fik fat i den gamle artikel og kunne til sin undren konstatere  at Warburg i sin artikel faktisk ikke beskriver, endsige forsøger at måle den magnetokaloriske effekt!

 

(Visited 56 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar