Hængt ud

brovstskole

Her til aften så jeg aftenes afsnit af DRs julekalender Pagten sammen med min datter. Hun går selv i 6. klasse, endog i 6.b præcis som seriens hovedpersoner. Det er svært ikke at blive berørt af seriens bærende konflikt, nemlig den systematiske mobning af drengen Malte. I dagens afsnit bliver han holdt ud af et tagvindue på skolen under en klassefest. Da jeg selv gik på Brovst skole i 1977-1979, skete noget helt tilsvarende. Nogle elever fra en af klasserne over min lod en dreng hænge ud af vinduet på skolens første sal, holdt fast i benene. De elever, der stod bag, blev bortvist fra skolen. I aften spekulerer jeg på, hvad der mon skete med de pågældende børn – både ham, der var offeret, og dem, der stod bag den grove handling. Mobning er et af de mest skamfulde fænomener, og det især for den, det går ud over. Det ville ikke undre mig, om ingen af børnene fra Brovst nogen sinde har talt om det siden. Også jeg blev mobbet; jeg var engang ved at blive kvalt, men om jeg egentlig var i livsfare, ved jeg ikke. Jeg vil helst ikke tænke på det. Det var på nogle måder en usædvanligt grim og dum tid af mit liv.

Jeg er glad for at Pagten bliver vist igen og at det er muligt at lave en julekalender, der uden at præke vil mere end blot at skabe julehygge.

De vrede mænd og alle forandringerne

angryman

Der er en omtale i Politiken af det, som lader til at være en tendens: at nogle mandlige debattører fremfører at kvinderne “har taget magten”. Nogle synes at sprogbrugen i debatten er blevet hårdere som følge heraf og at der er tale om en decideret antifeminisme. Det synes jeg også, og jeg synes at det er rigtig trist.

Den amerikanske forfatter Michael Kimmel står bag bogen Angry White Men: American Masculinity at the End of an Era, der handler om dette fænomen, som det ser ud i USA. Man kan læse et uddrag af på Salon.com.

Mange af dem, der reagerer med vrede i den offentlige debat, reagerer fordi de oplever samfundet som uoverskueligt og i hastig forandring. Nogle af dem, der bliver tiltrukket af reaktionære nationalistiske strømninger (herhjemme ville det typisk være Dansk Folkeparti) giver selv udtryk for, at de har mistet noget. I deres afmagt vender de så vreden mod dem, de tror man har mistet dette “noget” til. De reaktionære nationalister mener at de har mistet noget til etniske mindretal. På tilsvarende vis har de “vrede mænd” konkluderet at de har mistet noget til kvinderne, nemlig en traditionel maskulinitet med de privilegier, den giver.

Der er bestemt sket meget store fremskridt i forhold til ligestilling mellem kønnene i Danmark inden for de seneste 100 år, men der er stadig sammenhænge også her, hvor kvinder reelt ikke behandlet på lige fod med mænd. Der findes også nogle tilfælde, hvor mænd reelt ikke har samme muligheder som kvinder – bl.a. i forhold til forældremyndighed efter skilsmisse er de fleste enige om at kvinder bliver favoriseret. Også mænd bliver holdt op mod nogle indskrænkende forventninger til hvad mænd “bør” og “er i stand til”.

Men det bortforklarer ikke, at der er stadig er problemer med manglende reel ligestilling for kvinder.

Kimmel konkluderer da også at der er et sammenfald (og selve titlen på hans bog mere end antyder det): Ofte er det de samme mennesker, der er reaktionære nationalister og “vrede mænd”. Det er også min observation hvad angår Danmark.

De “vrede mænd” retter bare vreden det forkerte sted hen; de retter den ikke mod de kræfter der faktisk skaber mange af de hurtige forandringer, der påvirker os alle, uanset om vi er mænd eller kvinder. I går skrev jeg om nethandelen og om de økonomiske forhold, der flytter og lukker arbejdspladser. Det er i den slags sammenhænge, de helt store forandringer i samfundet opstår. De store firmaer har en økonomi, der er af størrelsesorden som et europæisk land, men deres reelle magt og reelle privilegier er meget større. Det er da også tydeligt, at en hel del af de “vrede mænd” faktisk ikke er interesseret i at pille ved økonomiske privilegier af denne slags.

Kvinfo har et tema om mænd og ligestilling og mandeforskning, og det er ikke det mindste mandefjendsk – det giver tværtimod et godt og nuanceret billede af manderoller i dag, og mange af artiklerne er skrevet af mænd.