Et feministisk programmeringssprog?

languages

Jeg har tit på denne blog talt om vigtigheden af ligestilling mellem kønnene og udtrykt min bekymring over at kønsfordelingen i datalogi og beslægtede fag er så uhyggeligt skæv. Arielle Schlesinger, der er forsker inden for teknologi og samfund, slår til lyd for at man skal udvikle et feministisk programmeringssprog. Hun skriver

I realized that to program in a feminist way, one would ideally want to use a feminist programming language. So what is a feminist programming language? Well I took a look at the major programming paradigms, the following are the four main groups a programming language can fall into: imperative, functional, object-oriented, and logic. I decided to explore feminist logic such that a feminist programming language could be derived.

Da jeg først læste dette, var min umiddelbare reaktion at stejle – det var da for underligt! Men hvorfor dog?  Arielle Schlesingers indlæg fik mig til at tænke på forsøg på at rette naturvidenskabelig forskning ind efter bestemte holdninger. Nogle grelle eksempler er Lysenkos “dialektisk-materialistiske” arvelære fra Sovjetunionen under Stalin og de kristne fundamentalisters teser om “intelligent design”. Lysenko talte også om at man skulle anvende en anden logik, i hans tilfælde baseret på “dialektisk materialisme”.

Der er ikke tale om en modvilje mod feminisme fra min side, fordi jeg synes at Arielle Schlesingers idé forekom mig at være underlig – jeg ville også synes det var underligt hvis nogen ville skabe et antinazistisk programmeringssprog.

Arielle Schlesinger er især kritisk over for objektorienteret programmering. Objektorienteret programmering bygger på en idé om at et program skal være en begrebslig model af et stykke virkelighed – til hvert begreb i “virkeligheden” skal svare en klasse, og eksempler på begreberne bliver til instanser af klasser. Der ligger selvfølgelig en filosofisk grundantagelse bag dette paradigme – nemlig at vi bør forstå verden på denne måde.

Arielle Schlesinger foreslår at man anvender parakonsistent logik for at kunne fange at en påstand både kan være sand og ikke sand på samme tid. Jeg er dog ikke helt sikker på hvor meget hun kender til dette område af logik.

Men programmeringssprog har en egenskab, som naturlige sprog ikke har. Et programmeringssprog skal kunne implementeres. De programmer, jeg skriver, er algoritmer der skal kunne udføres af en computer.  Et feministisk programmeringssprog vil (hvis man tror på Church-Turing-tesen) kunne udtrykke højst de samme algoritmer som kan beskrives med et ikke-feministisk programmeringssprog. Hvis man baserede et feministisk programmeringssprog på en parakonsistent logik, ville man få et programmeringssprog, der faktisk var svagere i udtrykskraft. Og man ville kunne simulere det i et ikke-feministisk programmeringssprog.

Min fornemmelse er at dette ikke har så meget med programmeringssprogsteori endsige med selve dette at programmere at gøre. Der har faktisk været undersøgelser af kønsforskelle mellem skolebørn, der skulle lære at programmere. En ofte citeret artikel af Bruckman, Jensen og DeBonte kan ikke påvise nogen forskel mellem drenge og piger mht. hvor let de har ved at lære at programmere.

Hvis Arielle Schlesinger har fat i noget interesseret (og det synes jeg egentlig, hun har) er det snarere dette at problematisere de antagelser, vi gør, når vi beskriver verden.

Det sprog, vi bruger til at beskrive en problemstilling, rummer nogle indbyggede antagelser om hvordan vi beskriver verden. Men et sådant sprog er ikke et programmeringssprog, men snarere et sprog til analyse af problemstillinger og måske også til design af løsninger. Så det handler om hvordan vi bedst kan beskrive de krav og forventninger, vi har til et system der skal udvikles. De krav afhænger i høj grad af hvem vi er og hvilken baggrund vi har.

(Visited 74 times, 1 visits today)