Julefred

Jeg har glædet mig til juleferien, for dette har været et travlt efterår. Jeg skulle bare sidde derhjemme med en kop te og lytte til P2. Men det har jeg ikke nået endnu, thi der er stadig en del at se til. I dag gik jeg således rundt i supermarkedet for at finde en hel række ingredienser, jeg ellers kun sjældent køber: kirsebærsovs, marcipan, nødder osv. Og bagefter tog jeg hjem for at gå i krig med indpakningspapir og gavebånd.

Hvert år siger vi til os selv, at det skal være sidste gang, vi påfører os selv alle de arbejdsopgaver i husholdningen op til jul. Af og til har jeg på fornemmelsen at bemærkningen om julefreden, der sænker sig, mest henviser til at alle dem, der juler løs, nu ikke orker at lave mere.

Al min ambivalens om julens glæde har udmøntet sig i en lille poetry slam-tekst, som jeg opfører ovenfor – i et værelse, hvor julegaver og nissepynt osv. uden for kameraets rækkevidde klamrer sig til reolernes nederste sektion.