Forbruger, ikke borger

lykkelige

En pige ok udenpå
har alt for meget at svare på
barndomsminder med megen kant
stort stort hus oppe i Nordsjælland
forbruger
ikke borger
kæmpe-kæreste-sorger
barndomsminder med megen kant
stort stort hus oppe i Nordsjælland
– Mikael Simpson: Kæmpe-kærestesorger

Man opdager ændringerne af samfundet også som nogle små, næsten umærkelige skift i den måde, vi omtaler mennesker på. Lad os prøve at se på hvad politikerne siger.

I 2008 fremsatte en ledende socialdemokrat nogle teser. En af de teser, Mette Frederiksen kom med, var at

Danskerne skal først og fremmest være borgere, og ikke kun forbrugere.

Her ved slutningen af 2013 lancerer statsministeren en ny vækstpakke. Helle Thorning-Schmidt er i Jyllands-Posten citeret for dette:

Tiltagene skal stå på skuldrene af Produktivitetskommissionens anbefalinger, som kommer i midten af marts. Thorning vil derfor ikke løfte sløret for de konkrete initiativer – udover »at det handler om, hvordan virksomhederne bliver mere konkurrencedygtige, og hvordan der bliver bedre muligheder for danskerne som forbrugere«.

Fem år senere taler en ledende socialdemokrat om danskerne som forbrugere der tager del i et vækst-scenarie. De fleste politikere er enige om at tænke på danskerne som netop dét, og de fleste politiske partier har købt en idé om at alle eller de fleste forhold i samfundet er del af en vare-relation: Lægehjælp og uddannelse og offentlig transport og elektricitet og vejvæsen er varer.

En forbruger er et menneske, der forbruger en vare, andre sælger, men en borger er et menneske, der bor i et samfund og er med i den demokratiske proces. Selv om jeg da også i nogle sammenhænge er forbruger, vil jeg gerne have at politikerne først og fremmest ser mig som borger.

(Visited 82 times, 1 visits today)