Julekort

20131221-201527.jpg

Der går meget længe mellem jeg skriver breve – rigtige breve med frimærke. Men jeg skriver stadig julekort. Jeg holder af denne tradition; den giver mig en god grund til at gøre status over året der nu snart er gået og en god mulighed for at kontakte dem, jeg måske ikke har fået set så meget til i årets løb. Og jeg lægger mærke til at jeg skriver på en anden måde når jeg sidder der ved spisebordet med kort og kuglepen. Jeg plejer at tænke over hvad jeg vil skrive, men når jeg skriver kort tænker jeg over det på en anden måde, for det er svært at rette det jeg har skrevet. Samtidig er det en god tænkepause, hvor jeg prøver at veje alt det triste op mod alt det gode. I år var der så sandelig nok af begge dele: min hustru mistede sin mor, og min mor fik konstateret fremskreden kræft. Men min hustru fik også nyt job og jeg selv var mange gange ude at rejse.

Denne december er jeg kommet sent i gang, og jeg har ikke fået skrevet helt så mange kort som ellers. Til jer jeg ikke har nået at skrive til, men som læser dette: Undskyld jeg var så sent ude – jeg lover at sende jer en hilsen i det nye år!

John Lennon sang det i 1971

I’m sick to death of hearing things
from uptight, short-sighted, narrow-minded hypocrites
All I want is the truth now
Just gimme some truth now

I’ve had enough of reading things
by neurotic, psychotic, pig-headed politicians
All I want is the truth now
Just gimme some truth now

Yde efter evne og nyde efter behov

sygdom

Mere end 50 procent af de adspurgte i en undersøgelse i USA var sikre på at vendingen

From each according to his ability, to each according to his needs

stammer fra USAs forfatning. På dansk oversættes vendingen ofte til “at yde efter evne og nyde efter behov”. Sådan blev den brugt af Kristian Jensen fra Venstre i hele tre interviews den 10. april 2011.

Hvor stammer begrebet så fra? Faktisk fra “Kritik af Gotha-programmet” fra 1875 af Karl Marx. Det er egentlig et slogan, som arbejderbevægelsen havde taget til sig allerede, men Marx var formodentlig den første til at sætte det på skrift.

I dag er dette slogan blevet så tømt for indhold, at det kan bruges af borgerlige politikere og som nogles forståelse af den “amerikanske drøm”.  At “yde efter evne” bliver forstået som at de der overhovedet kan arbejde skal arbejde uanset hvad, og “efter behov” bliver forstået som en øvelse i hvor lidt det enkelte menneske egentlig behøver. Blandt de allermest arbejdsdygtige bliver dette at “yde efter evne” til en forventning om at man skal arbejde så meget som muligt og “efter behov” bliver til forbrugerisme.

Når vi i Danmark i dag stadig oplever at syge mennesker sendes i aktivering og at de sociale ydelser skæres, senest med “kontanthjælpsreformen” der ligestiller samlevende med ægtepar (idet “reformen” dog ser bort fra at skattereglerne er forskellige for de to slags par), ser man at det er på tide at udvide det gamle slogan fra 1800-tallet. De svære spørgsmål i dag er i virkeligheden: Hvornår har jeg ydet efter evne? Hvad er mine behov?

Evighedsdigtet

Jeg havde set faresignalerne
Jeg stod på ‘dødsliste’ hos Socialdemokraterne
Jeg var bange for at være alene
Jeg dør, hvis jeg drikker alkohol
Jeg er følelsesløs af stolthed
Jeg bliver aldrig renset
Jeg tror ikke, der er noget problem med folketingsgruppe
Jeg kan stå inde for alt hvad jeg har gjort
Jeg har det sidste ord
Jeg ville kende reglerne for skattesag
Jeg blev ikke orienteret
Jeg blev ikke orienteret om skattesag
Jeg spredte homorygter om Kinnock til mine ministersekretærer
Jeg er en knust mand
Jeg er uskyldig dømt
Jeg er i chok
Jeg går på pension

Der var engang, hvor jeg læste Jyllands-Postens læserbreve hver dag. Eller rettere: jeg læste overskrifterne, som de var blevet forsynet med. Jeg havde nemlig opdaget at denne liste af overskrifter ofte kunne læses som fascinerende digte.

Jeg er ikke den eneste, der har haft denne opdagelse (hvis det da er en opdagelse). I aviserne og på nettet tales der meget ofte i første person. Brødrene Christoffer Ugilt Jensen, der er kandidat i engelsk litteratur, og Troels Ugilt Jensen, der er kandidat i datalogi, har sammen udviklet en webrobot, der finder alle netjournalistiske overskrifter skrevet i første person på dr.dk, tv2.dk, eb.dk, b.dk, bt.dk, jp.dk, information.dk og pol.dk. Ud af disse udvælger robotten så henholdsvis overskrifter i første person flertal og første person ental, fjerner navnene på de talende (så f.eks. “Minister: Jeg blev ikke orienteret” bliver til “Jeg blev ikke orienteret”) og tilføjer dem til hver sin af to kolonner.

Resultatet bliver to endeløse “evighedsdigte”, som kan læses på Individ i fællesskab. Citatet ovenfor er starten på evighedsdigtet, som det så ud her til morgen.

Open Eye Signal

Et af de albums fra 2013, jeg har lyttet mest til, er Immunity med engelske Jon Hopkins.

Hvis man tror at elektronisk musik ikke kan fortælle en historie, tager man fejl. Se videoen til “Open Eye Signal” her. Lydsiden er en majestætisk oplevelse, hvis man lytter i hovedtelefoner. Billedsiden er en gribende fortælling om den store ensomhed.

Alle består?

maerkat-odense-poelsefabrik

For to uger siden var der et program om de danske universiteter på DR2 om kvaliteten af undervisningen på danske universiteter og på kvaliteten af de studerendes forudsætninger. Udsendelsen er baseret på en undersøgelse blandt flere tusinde universitetslærere, og også jeg blev spurgt. Jeg kan også have fornemmelsen af at der er noget, der ikke er som det burde være. På Aalborg Universitet er der frit optag til næsten alle uddannelser, og i en nutid, hvor størstedelen af en ungdomsårgang går på gymnasiale uddannelser, ser vi et rekordstort antal studerende. Der er blandt dem stadig dygtige studerende der gerne vil lære mere, men det er som om vi ser flere studerende, der har problemer med motivationen eller har problemer med at håndtere det abstraktionsniveau, vi forventer på et universitet. Tidligere har vi ikke oplevet studerende, der ikke engagerede sig i og følte ejerskab for deres eget projektarbejde – det ser vi mere af nu. Typisk er det også disse studerende, der ender med at være i fare for falde fra. Det er trist for alle, når det går sådan.

I sidste uge var jeg til i alt tre møder, hvor fokus var på Aalborg Universitets dårlige økonomiske situation, og et af de emner, der kom op på to af møderne, var adgangsbegrænsning. Der kan være i hvert fald to bevæggrunde til adgangsbegrænsning. Den ene er et forsøg på at regulere antallet af kandidater ved at sætte en maksimumgrænse på holdstørrelsen – dette gør man allerede på bl.a. lægeuddannelsen. Den anden er et forsøg på at sikre kvaliteten af de studerende, der bliver optaget, og måske mindske frafaldet.

En af mine kolleger har hørt tale om at ledelsen på AAU vil overveje at indføre en stopprøve og at bruge eksamen i P0-projektet på første studieår som en sådan.

Jeg vil være ekstremt utryg ved at bruge P0-projektet som en stopprøve. Det er netop i P0-projektet, der er mulighed for omkostningsfrit at lave et dårligt projekt – jeg har i min tid som universitetslærer kun set ét eller måske to P0-projekter, der var gode. Men en hel del af dem, der lavede elendige P0-projekter, blev alligevel gode studerende og velkvalificerede kandidater.

I det hele taget er stopprøver nok den dårligste form for adgangsbegrænsning. Hvis man er blevet optaget på universitetet, skal den første tid man har der være tryg. Det tager tid at vænne sig til at være studerende. Også jeg ville føle det ubehageligt, hvis jeg allerede efter en måned skulle sortere blandt de nye studerende.

Et feministisk programmeringssprog?

languages

Jeg har tit på denne blog talt om vigtigheden af ligestilling mellem kønnene og udtrykt min bekymring over at kønsfordelingen i datalogi og beslægtede fag er så uhyggeligt skæv. Arielle Schlesinger, der er forsker inden for teknologi og samfund, slår til lyd for at man skal udvikle et feministisk programmeringssprog. Hun skriver

I realized that to program in a feminist way, one would ideally want to use a feminist programming language. So what is a feminist programming language? Well I took a look at the major programming paradigms, the following are the four main groups a programming language can fall into: imperative, functional, object-oriented, and logic. I decided to explore feminist logic such that a feminist programming language could be derived.

Da jeg først læste dette, var min umiddelbare reaktion at stejle – det var da for underligt! Men hvorfor dog?  Arielle Schlesingers indlæg fik mig til at tænke på forsøg på at rette naturvidenskabelig forskning ind efter bestemte holdninger. Nogle grelle eksempler er Lysenkos “dialektisk-materialistiske” arvelære fra Sovjetunionen under Stalin og de kristne fundamentalisters teser om “intelligent design”. Lysenko talte også om at man skulle anvende en anden logik, i hans tilfælde baseret på “dialektisk materialisme”.

Der er ikke tale om en modvilje mod feminisme fra min side, fordi jeg synes at Arielle Schlesingers idé forekom mig at være underlig – jeg ville også synes det var underligt hvis nogen ville skabe et antinazistisk programmeringssprog.

Arielle Schlesinger er især kritisk over for objektorienteret programmering. Objektorienteret programmering bygger på en idé om at et program skal være en begrebslig model af et stykke virkelighed – til hvert begreb i “virkeligheden” skal svare en klasse, og eksempler på begreberne bliver til instanser af klasser. Der ligger selvfølgelig en filosofisk grundantagelse bag dette paradigme – nemlig at vi bør forstå verden på denne måde.

Arielle Schlesinger foreslår at man anvender parakonsistent logik for at kunne fange at en påstand både kan være sand og ikke sand på samme tid. Jeg er dog ikke helt sikker på hvor meget hun kender til dette område af logik.

Men programmeringssprog har en egenskab, som naturlige sprog ikke har. Et programmeringssprog skal kunne implementeres. De programmer, jeg skriver, er algoritmer der skal kunne udføres af en computer.  Et feministisk programmeringssprog vil (hvis man tror på Church-Turing-tesen) kunne udtrykke højst de samme algoritmer som kan beskrives med et ikke-feministisk programmeringssprog. Hvis man baserede et feministisk programmeringssprog på en parakonsistent logik, ville man få et programmeringssprog, der faktisk var svagere i udtrykskraft. Og man ville kunne simulere det i et ikke-feministisk programmeringssprog.

Min fornemmelse er at dette ikke har så meget med programmeringssprogsteori endsige med selve dette at programmere at gøre. Der har faktisk været undersøgelser af kønsforskelle mellem skolebørn, der skulle lære at programmere. En ofte citeret artikel af Bruckman, Jensen og DeBonte kan ikke påvise nogen forskel mellem drenge og piger mht. hvor let de har ved at lære at programmere.

Hvis Arielle Schlesinger har fat i noget interesseret (og det synes jeg egentlig, hun har) er det snarere dette at problematisere de antagelser, vi gør, når vi beskriver verden.

Det sprog, vi bruger til at beskrive en problemstilling, rummer nogle indbyggede antagelser om hvordan vi beskriver verden. Men et sådant sprog er ikke et programmeringssprog, men snarere et sprog til analyse af problemstillinger og måske også til design af løsninger. Så det handler om hvordan vi bedst kan beskrive de krav og forventninger, vi har til et system der skal udvikles. De krav afhænger i høj grad af hvem vi er og hvilken baggrund vi har.

Det er så godt at have travlt

meaninglesswork

Den bedste sindstilstand, jeg kender, er tilstanden af flow. Begrebet stammer fra den ungarske psykolog Mihalyi Csíkszentmihályi. Det er den sindstilstand, hvor det ene øjeblik flyder over i det næste uden hindring, hvor det er som om alt “går af sig selv”. Man er fuldt engageret og uden besvær fuldt fokuseret på det man er i gang med. Det sker med måneders mellemrum at jeg oplever perioder af flow i min arbejdsdag. Jeg oplever også flow i min fritid af og til. Flow er det modsatte af stress; desværre er stress ikke så sjælden en oplevelse som flow – tværtimod.

Mange af de kunstige stimulanser, mennesker indtager, har som formål at bringe os tættere på en tilstand af flow eller måske på den tilstand, der ligger tættest på flow, nemlig arousal.

Det underlige er at vi godt ved hvilke betingelser der skal til for at skabe den slags sindstilstande. Men vi bruger store dele af vores liv på at gøre en masse besværligt og ofte ubehageligt i vores stræben efter disse korte øjeblikke af velvære. Den mest ekstreme form er vel den religiøse fanatiker der tror, at han/hun ved at være selvmordsbomber kan komme i Paradis. Men alle vi andre, der ikke er fanatikere, handler også på denne måde. Nogle har et meningsløst arbejde, som de kun holder fast i fordi arbejdet gør det muligt for dem at holde ferie. Andre slider i det i håbet om en dag at få anerkendelse og bedre arbejdsvilkår. I den akademiske verden bruger vi f.eks. stadigt flere kræfter på at skrive ansøgninger om midler, som kan gøre det muligt for os at bruge tiden på de forskningsopgaver, vi helst vil beskæftige os med.

Vi ynder at sige til hinanden at vi har travlt.

Men hvorfor skal det være sådan? Det er som om det er blevet et ideal at arbejde i sig selv, ikke nødvendigvis at arbejde med noget meningsfyldt eller at befinde sig i flow. Politikere fra alle partier taler om at der skal skabes arbejdspladser, og mange coaching-forløb handler om at undgå stress. Man hører sjældent nogen tale om at arbejde skal være meningsfyldt eller hvad meningsfyldt arbejde i det hele taget er eller om at vi skal opnå en tilstand af flow. Alle, også jeg selv, er havnet i en asketisk opfattelse af at vi skal gøre en hel masse ubehageligt inden vi kan opleve de korte glimt af flow. Det er et bjerg af stress og en teskefuld flow. Er det så underligt, at vi forsøger at nå den tilstand, vi stræber efter, på anden vis?

Kan det betale sig at arbejde i Storbritannien?

england_poverty

Andreas Whittam Smith skriver om fattigdom i Storbritannien i The Independent. Det er trist læsning. I Storbritannien har hospitalerne sidste år behandlet 5499 tilfælde af underernæring; det er mere end en fordobling i forhold til inden den økonomiske krise slog igennem.

Fattigdom kan måles som absolut fattigdom eller, hvad der er mere passende i den industrialiserede verden, som at have en indkomst der er under 60 procent af medianindkomsten. Dette er det mål, som den nuværende liberale-konservative regering i Storbritannien selv anvender. Så lad os også anvende det her.

Andreas Whittam Smith henviser til den årlige undersøgelse fra Joseph Rowntree Foundation, der i år påviser at der er 13 millioner fattige i Storbritannien. Noget under halvdelen af de fattige briter er i familier, hvor der ikke er nogen der har arbejde eller hvor de voksne modtager pension – dvs. er på hvad vi i Danmark kalder for overførselsindkomster. Men mere end halvdelen af de fattige briter kommer fra husstande hvor mindst et medlem af husstanden er i arbejde. Disse “nye fattige” får typisk den britiske mindste-timeløn på £6.31 eller ikke ret meget mere end dét. Man kunne sænke overførselsindkomsterne yderligere, men det vil ikke gøre de “nye fattige”, der arbejder, mindre fattige.

Hvad kan man dog gøre ved det? Andreas Whittam Smith lyder noget resigneret når det kommer til at løse problemet.

Fortunately, the charity of others can make a big difference to the suffering of the poor. The others are the “good neighbours”, ordinary citizens who, having understood the problem, get together and organise food banks, debt advice, help with housing and the like. They are almost certainly doing more to alleviate the problem than the Government.

Det er på den ene side godt at der er private initiativer til, men det minder alt for meget om 1800-tallets filantropiske anstrengelser i en tid uden en velfærdsstat. Der har været et socialt sikkerhedsnet i Storbritannien, men siden 1979 er det langsomt men sikkert blevet fjernet. I Danmark kan vi i disse år høre lignende holdninger som dem, Thatcher m.fl. stod for og som man stadig hører i stor stil i de britiske medier.

Og hvem er han så, denne Andreas Whittam Smith? Han er ikke hvem som helst, og nogen samfundsomstyrter ville man næppe kalde ham. Det er derfor, hans ord rammer så hårdt. Andreas Whittam Smith var med til at grundlægge The Independent, har været formand for British Board of Film Classification og formand for den britiske ombudsmandsinstitution. I dag er han First Church Estates Commissioner i Church of England og derigennem ansvarlig for kirkens investeringer på op mod 5 milliarder pund.