Det er de andres ansvar

2013-12-13 11.40.47

I dag var jeg til det fælles julemøde for de fire fakulteters akademiske råd, som rektor afholder hvert år. Aalborg Universitets økonomiske krise med det store underskud endte med at fylde hele mødet. Jeg havde håbet at rektor i det mindste ville give en undskyldning og sige at universitetets ledelse påtog sig et ansvar; det er rektor og direktionen og bestyrelsen, der har det øverste formelle ansvar for ledelsen af Aalborg Universitet. Det voldsomme økonomiske rod har været en stor og vedvarende stressfaktor for os menige medarbejdere, og hvor end jeg kommer på universitetet, kommer samtalen hurtigt til at dreje sig om underskuddet på 165 millioner.

På julemødet i dag fik vi imidlertid at vide at den økonomiske krise skyldes os alle sammen og at alle har været for optimistiske. Den unødvendige udgift på 13 millioner kroner til inventar i AAUs afdeling i København blev slået hen med en bemærkning, der skulle være morsom.

Men alle de økonomiske dispositioner, der er fundet sted, skyldes beslutninger, som nogen har truffet. Og det er ikke mig; som medlem af det akademiske råd på mit fakultet har jeg ingen magt – sådan siger universitetsloven af 2003 at det skal være. Møderne er reelt kun lange orienteringspunkter. Hvilke beslutninger der finder sted i universitetets bestyrelse er til dels mørkelagt; dele af referaterne er fortrolige og ikke tilgængelige for universitetets medarbejdere.

Jeg var langt fra den eneste, der kritiserede universitetets ledelse på dagens møde. Men kritikken prellede af.

Når man ser rektors forståelse af hvordan universitetet skal udvikle sig fremover, ser man et af de sædvanlige “administrative dilemmaer” som man kender fra valgkampe. Her kan en politiker slippe af sted med at sige f.eks. at vi enten skal skære i tilskud til dagpenge eller skære på hospitalerne. I dag blev vi præsenteret for to sådanne “administrative dilemmaer”: Enten skal vi ansætte færre forskere og undervisere eller bruge flere penge på arbejds- og studiemiljø. Og enten skal vi have færre forskere og undervisere eller sænke forskningsandelen. Men hvem siger at vi nødvendigvis skal vælge det ene frem for det andet? Vi vælger jo heller ikke mellem at have dagpenge eller hospitaler.

Det var et underligt og forkrampet møde. Jeg har været fortvivlet over den dårlige økonomiske situation, Aalborg Universitet har. I dag var jeg mest vred.

Efter mødet blev deltagerne budt på en sandwich. Jeg gik ud til min cykel og kørte min vej.

 

Et nyt tema – igen

wordpress-logo

 

Så kom WordPress 2.8 og jeg faldt for fristelsen til at skifte til det nye tema, der hedder Twenty Fourteen.  Det virker umiddelbart mere overskueligt.

Hilsen fra en dyne

keep-calm-and-stay-in-bed-28

Det er en af dé dage. Medierne beskæftiger sig med politikere, der tager billeder af hinanden, med politikere der kommer og går og med politikere, der bruger de samme dårlige retoriske finter for hvem ved hvilken gang. Samtidig ved vi, at der lurer store udfordringer rundt omkring. Især er det svært at se bort fra at klodens miljø er truet af den globale opvarmning og rovdrift på de naturlige resurser og fra at der er væbnede konflikter, der ulmer rundt om i verden (mest akut i Den Centralafrikanske Republik). I en meget mindre skala bliver min hverdag påvirket af det store underskud på Aalborg Universitet med alt hvad det medfører af nedskæringer, fyringer og utryghed. Og i alle tilfælde er der tale om situationer, det virker uoverstigeligt for mig at ændre (på de danske universiteter blev demokratiet afskaffet i 2003).

På sådan en dag har jeg mest lyst til at gemme mig under dynen med min magtesløshed. Jeg ledte lidt, og i  Ugebrevet Mandag Morgen står der i en artikel fra 2005 et godt glemt citat:

“Medierne svigter verden. Den gennemsnitlige journalist interesserer sig kun for skandalen, ikke de reelle problemer, der har stor betydning for menneskers liv,” sagde Polens folkeligt populære præsident gennem snart ti år, Alexander Kwasniewski, der selv har en fortid som journalist. Den meget direkte kritik faldt på den sidste dag under mødet og er usædvanlig for en statsleder. Kwasniewski tilbød da også en forklaring på sit mod: “Jeg tør kun sige dette, fordi min præsidentembedsperiode udløber, og jeg ikke er på valg.”

Uanset hvad er dette en interessant bemærkning. Det er muligt, at medierne har magt, men det er min fornemmelse at medierne også i høj grad er med til at skabe afmagt.

Portugal. The man

Helt klart et af de mere mærkværdige navne, man kan forsyne et band med. Alene det punktum midt i! Jeg er først nu blevet opmærksom på dette ensemble fra Alaska og deres interessante album Evil Friends fra i år, produceret af Brian Burton (også kendt som Danger Mouse). Portugal. The Man lyder lidt som et andet amerikansk navn, nemlig Broken Bells. Og det er ikke så underligt, thi Broken Bells er Brian Burton og James Mercer – og også de barsler snart med et album.

Mandelas overraskende beundrere

mandela21

I dag, på den dag der også er FNs menneskerettighedsdag, blev Nelson Mandela stedt til hvile. Mange forskellige mennesker har i de seneste dage kappedes om at hylde ham.

Blandt dem er Marine Le Pen, der er leder af det franske parti Front National. Hun udtaler i et communiqué, her gengivet efter L’Express (i min kluntede oversættelse fra fransk):

“Med Nelson Mandelas død er det en stor stemme fra Afrika som er blevet slukket”…

Lederen af Front National “hylder mindet om manden og den forhenværende præsident for Den Sydafrikanske Republik som det, gennem patriotisme og kærlighed til sit folk, lykkedes at føre sit land væk fra borgerkrig og skåne det for sår”.

“Gennem sin autoritet kunne Nelson Mandela skænke landet fred og forsoning; denne sejr over splittelse, had og hævn vil skrive historie”…

Det er mildt sagt underligt at læse dette fra lederen af et parti, der ofte er blevet kaldt for racister. I 1990 udtalte den daværende leder af Front National og far til Marine Le Pen, Jean Marie Le Pen (igen i min kluntede oversættelse fra fransk), da Nelson Mandela blev løsladt:

Det hverken bevægede mig eller gjorde mig glad. Jeg nærer stadig en form for mistillid over for terrorister, uanset hvilket niveau de befinder sig på.

Jeg vil meget naivt håbe at Marine Le Pen mener dette – og at hun nu siger ja til fred og forsoning og nej til splittelse, had og hævn.

En svag karakter

karakter

På det seneste har der været fokus på PISA-resultaterne og på karakterkrav for at komme ind på erhvervsuddannelser og ungdomsuddannelser. Af og til hører man politikere (typisk er det fra borgerlige partier), der foreslår at der skal gives karakterer hele vejen gennem skolesystemet. Der er også skoleelever, der har haft den holdning.

Da jeg i 1970’erne gik i 7. klasse, var der nogle i min klasse, der spurgte vores klasselærer, hvorfor vi ikke kunne få karakterer. Det ville de nemlig meget gerne have. Men nej, det var ikke muligt – og eleverne var tydeligt skuffede. Så kom vi omsider i 8. klasse og fik karakterer. Nu var der ingen, der længtes efter dem mere.

Svend Thorhauge og Mette Sanggaard Schultz havde i sidste uge et interessant debatindlæg i Information; de argumenterer for at man i stedet skal afskaffe karaktererne i folkeskolen helt.

Jeg kan heller ikke lade være med at tvivle på nytten af at give karakterer i folkeskolen. Senere i uddannelsessystemet bliver karakterer er et gode. Ikke sådan at forstå at karakterer er gode, men at karakterer på nogle måder har samme status som en formue – adgangen til bestemte uddannelser afhænger af de karakterer, man har fået på ungdomsuddannelserne. Men i modsætning til f.eks. gymnasiet er folkeskolen en del af undervisningspligten. Der står i formålsparagraffen for folkeskolen at

§1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, […] Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

Men er karakterer gode til at sikre det, dvs. er de et godt redskab i læringsøjemed? Jeg kan ikke finde noget godt belæg for det; hvis man får meget dårlige karakterer, er det næppe sandsynligt at det er et godt incitament til at blive bedre til at lære. Og karakterskalaen er sådan indrettet, at der skal være en vis procentdel, der får 02 (regnet over en årrække).

Det egentlige argument for at have karakterer er meget mere kedeligt: karakterer er en bekvem ordning fordi de sætter tal på noget, der egentlig er svært at sætte tal på. Det er nemmere for dem, der skal bedømme om en elev eller studerende har opfyldt læringsmålene, at skulle vælge mellem 7 mulige tal end at skulle skrive en detaljeret udtalelse. Og det er nemmere at sortere et stort antal mennesker baseret på tal. Så karakterer kan tydeligvis bruges i det, der hedder summativ evaluering – men jeg er ikke så sikker på at karakterer er nyttige i formativ evaluering, dvs. den evaluering der sker undervejs i undervisningen. Det er noget andet, man skal lægge hovedvægten på undervejs.

I The Atlantic skriver den amerikanske matematiklærer Elizabeth Cleland skriver om hvordan hun underviser i matematik i USAs grundskole. Hun skriver:

I tell all students alike that math requires perseverance and a willingness to take risks and make mistakes. These qualities are much more predictive of mathematical success than innate ability (if such a thing exists).

Dette er også hvad jeg har oplevet. De studerende, der virkelig lærer noget og hos hvem man for alvor kan se en progression, er dem, der gør en indsats. Omvendt har jeg også mødt tydeligt begavede studerende, der af en eller anden grund ikke gjorde en indsats, og endte med ikke at komme nogen vegne. Hvis man skal lære at lære og få tillid til egne muligheder, er det ikke medfødte talenter, men en systematisk indsats, der gør den store forskel. Den forkerte antagelse om nødvendigheden af “medfødt talent” kan give i hvert fald to problemer, og jeg har set dem begge i mine år som underviser: Nogle kan tro, at de aldrig vil kunne blive gode til et fag og vil derfor aldrig blive det. Andre tror at de er medfødt gode til et fag og vil derfor lægge skylden over på andre for at de ikke klarer sig så godt, som de mener at have fortjent. Heller ikke denne gruppe vil blive bedre.

Jeg er derfor af den holdning om at det i langt højere grad handler om at få eleven (eller den studerende) til at forstå sin egen læreproces og hvad der hjælper denne proces end om at bruge karakterer som motivation.

Jeg keder mig og jeg orker ikke at gøre noget ved det

boredom

Nogle mennesker påstår at det er sundt at kede sig. Man ender til sidst med at ville bryde ud af kedsomheden, siger de. Og på en måde har de ret. Men også kun på en måde. Hidtil har man kendt fire hovedtyper af kedsomhed.

  • Indifferent kedsomhed er en type kedsomhed, der har lav arousal og er let positiv. Man er afslappet og egentlig i godt humør, føler sig tilbagetrukket fra den ydre verden. Dette er vel den kedsomhed, man føler på en aften, hvor der ikke rigtig er noget interessant i fjernsynet og sofaen føles blød.
  • Kalibrerende kedsomhed er en type kedsomhed, der har lidt højere arousal, men er let negativ. Her vandrer tankerne, man ved ikke rigtig hvad man skal give sig til og man er åben for at få ændret situationen.
  • Søgende kedsomhed  er en type kedsomhed, der har højere arousal og er negativ. Her er kedsomheden ret ubehagelig og man søger aktivt at fjerne følelsen af kedsomhed.
  • Og så er der reaktant kedsomhed, som er den type kedsomhed, der har højest arousal og er mest negativ. Denne kedsomhed er stærkt ubehagelig. Her er man stærkt motiveret til at slippe af med den kedsomhedsfrembringende situation og til at undgå dem, der har skabt situationen. Dette kunne være den kedsomhed, man føler under et langt, kedeligt og udmattende møde.

De fire kedsomhedshedformer kan gå over i hinanden  –  den søgende kedsomhed kan ende som reaktant kedsomhed, hvis det møde, man er til, bliver tilpas kedeligt.

Men der er faktisk fem typer kedsomhed, har en gruppe psykologer nu konstateret gennem kvantitative undersøgelser blandt tyske studerende og gymnasieelever. Den “nye” form for kedsomhed er en apatisk kedsomhed. Den apatiske kedsomhed har en lav grad af arousal, og der er både positive og negative aspekter af den. Kedsomheden er ubehagelig, men man føler sig modløs og hjælpeløs og gør ikke noget for at slippe ud af kedsomheden. På denne måde er kedsomheden apatisk og den ligner på denne måde i bekymrende grad en depression.

Det interessante (og egentlig også bekymrende) er her at undersøgelsen især rammer i situationer, hvor det forventes at man skal præstere – og det er ofte på arbejdet og på uddannelser. Blandt de tyske gymnasieelever, der deltog, oplevede hele 36% apatisk kedsomhed.

Kendte mennesker

threeguys-573

Hvem er de største skikkelser i verdenshistorien? I 1972 udgav den amerikanske astrofysiker Michael Hart et bud på en top 100. En sådan top 100 vil altid være omdiskuteret, og det var denne også. En del amerikanere brød sig ikke om at Muhammed var nummer 1, og Jesus kun nummer tre.

Nu har to andre amerikanere, nemlig Steven Skiena, der er professor i datalogi ved Stony Brook University i delstaten New York, og Charles Ward, der er ansat ved Google, lavet deres bud ud fra en dataanalyse af den engelsksprogede del af Wikipedia. Det er der kommet en top 20 ud af – og en bog, Who’s Bigger: Where Historical Figures Really Rank. Bogen er omtalt i bl.a. det amerikanske dagblad Boston Globe og magasinet New Republic.

Her er så top 20:

  1. Jesus
  2. Napoleon
  3. Muhammed
  4. William Shakespeare
  5. Abraham Lincoln
  6. George Washington
  7. Adolf Hitler
  8. Aristoteles
  9. Alexander den Store
  10. Thomas Jefferson
  11. Henrik d. 8.
  12. Charles Darwin
  13. Elizabeth d. 1.
  14. Karl Marx
  15. Julius Cæsar
  16. Dronning Victoria
  17. Martin Luther
  18. Josef Stalin
  19. Albert Einstein
  20. Christopher Columbus

Det er interessant at se denne liste – der er to kvinder på listen, resten er mænd. Alle er fra Europa og Nordamerika på nær nr. 1 og 3. Der er 5 briter, 3 amerikanere og 4 tyskere. Den yngste person er Hitler.

Metoderne, Skiena og Ward har anvendt, er interessante. De vil gerne fange forskellen på at være kendt og på at være berømt. Der er f.eks. en masse webindhold om Justin Bieber, og der er ingen tvivl om at det canadiske idol er en kendt person. Men er han lige så berømt som Charles Darwin? Nej, selvfølgelig ikke.

Selvfølgelig er der en stor kulturafhængighed i denne liste – netop fordi den er taget fra det engelsksprogede Wikipedia, og fordi den største engelsksprogede befolkning findes i USA. Det er ikke sikkert, at en analyse af et britisk Wikipedia (hvis et sådant fandtes) ville have ført til at en top 20 med hele 3 amerikanske præsidenter. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan en analyse af et østasiatisk Wikipedia ville se ud. Jesus og Muhammed ville nok ryge up af top 20 i Kina, Japan eller Korea – og samme skæbne ville vel overgå de amerikanse præsidenter.

Men der er også noget andet interessant ved listen: den forsøger at måle historisk impact (det vi på gammeldansk kaldte for gennemslagskraft). Det er præcis det, man nu prøver at gøre i den akademiske verden. Der er rankings af universiteter med hensyn til forskning, universiteter med hensyn til uddannelser, af tidsskrifter, af konferencer og der er ranking af de enkelte forskere. Der er ingen tvivl om at nogle forskere har større impact end andre, præcis ligesom Mozart har haft større impact end Bamses Venner. Men hvor meget kan sådanne rankings egentlig fange? Eller, måske mere vigtigt: Hvilken vægt skal vi tillægge dem? Der er ingen tvivl om at Skiena og Ward i høj grad bruger deres problemformulering som en undskyldning for at afprøve nogle metoder til dataanalyse og til at undersøge om man kan lave en slags “kvantitativ” historieskrivning. Heldigvis er der ingen økonomiske incitamenter indblandet; Aristoteles skal ikke have en større forskningsbevilling end Albert Einstein.

Mediestormen

stormen1999

Vi er mange, der kan huske decemberorkanen i 1999. Billedet ovenfor er fra Nykøbing Falster, taget dagen efter den voldsomme orkan den 3. december. Syv mennesker blev dræbt; dette er en af de voldsomste naturkatastrofer vi har haft i Danmark. Jeg kan ikke huske ret meget fra mediernes dækning dengang for 14 år siden – og i dag opdager jeg hvorfor ved at læse en artikel af Anna Ullman i dagens udgave af Information: Der kom kun én enkelt ekstra tv-avis den aften.

Prøv at sammenligne med reaktionerene i medierne i 2013. Anna Ullman skriver:

I Esbjerg følger DR2’s kamera spændt den stigende vandstand aftegnet på en pæl i vandet som et grumt forvarsel om, hvad den kommende klimakatastrofe vil blive. I studiet er stemningen hysterisk og apatisk: »Skal vi ruste os på sådanne nødsituationer i fremtiden?«

Måske er det i virkeligheden derfor, medierne gjorde så meget ud af den seneste storm? Det er en slags mental forberedelse på noget, der kan være langt værre – de terrorangreb, som vi har vænnet os til at frygte eller måske netop voldsommere konsekvenser af klimaforandringerne.

Nelson Mandela

400847-nelson-mandelaNelson Mandela har været i verdenssamfundets bevidsthed i de sidste to årtier, og derfor glemmer vi let at der var engang, vi ikke vidste hvordan han så ud eller hvilke synspunkter han havde. Da Mandela blev fængslet for sin modstand mod apartheid-regimet, var jeg 5 måneder gammel. Da han kom ud, var jeg godt i gang med at skrive min PhD-afhandling. I hele dette lange tidsrum var der ingen fotos, ingen udtalelser fra ham.

Da Nelson Mandela blev løsladt den 11. februar 1990, var han allerede en gammel mand. Alle ville kunne forstå, hvor bitter og hævngerrig en mand han kunne være blevet. Men ligesom Vaclav Havel, en anden præsident, der havde brugt en stor del af sit politiske liv i fængsel i et undertrykkende regime, viste han sig at være gjort af et meget stærkere stof end dét. På den måde er Nelson Mandela et eksempel til efterfølgelse for alle os andre, fanget som vi er i hver vores paralyserende og ofte meget mindre væsentlige konflikter.