Finn Verner Jensen

2014-01-31 15.29.43

I dag var der afskedsreception for Finn Verner Jensen, der nu går på pension efter at have været ansat først som lektor og siden som professor på Aalborg Universitet. Finn har været med lige siden universitetets fødsel i 1974 og har haft en enorm betydning som initiativtager og inspirationskilde for mange af os.

Mit første minde om Finn er fra min tid som Mat 1-studerende, hvor han til F-klubbens julefrokost sang sin egen udgave af “Der er 25 minutter endnu” (og den handlede om mundtlig eksamen). Siden, på Mat 3, husker jeg Finn fra kurset Matematiske ræsonnementer, et kursus der har haft enorm betydning for min måde at tænke om matematik på – dette at kunne isolere de centrale begreber og de centrale ræsonnementsstrategier.

Som man måske næsten kan udlede (!), er Finn oprindelig logiker med en PhD i matematisk logik fra Polen, opnået midt under den Kolde Krig. Siden har Finn været vidt omkring fagligt inden han til sidst blev kendt som manden bag de grafiske modeller, som er så vigtige i grænselandet mellem statistik og maskinintelligens. Det var på denne måde Finn foretog en rejse fra matematik til den matematisk baserede del af datalogi (en rejse, også bl.a. jeg har taget, omend på en anden måde).

For mig har Finn også været en stor inspirationskilde pædagogisk (han var min faglige vejleder, da jeg tog adjunktpædagogikum for 21 år siden), som aktiv deltager i universitetspolitik og som tillidsrepræsentant for DM på mit fakultet. Da vi skulle revidere studieordningerne i datalogi og software, var Finn sammen med mig i udvalget bag og hans input var af stor betydning.

Receptionen i dag var en god anledning til at møde og tale med mange af dem, der som jeg har kendt Finn længe (jeg selv har “kun” kendt ham i 30 år). Jeg opdagede igen, at mange af os deler de samme bekymringer om den måde, den akademiske biks udvikler sig på i disse år.  Finn har været principfast og empatisk på én og samme tid og har troet på nogle illusionsløse idealer om den akademiske verden, som lige nu desværre ikke har det særlig godt. I sin på samme tid morsomme, gribende og indignerede tale kom han da også ind på bl.a. den ulyksalige New Public Management, som han meget rammende sammenlignede med leninismen – begge er baseret på at tillid er godt, men kontrol bedre.

Institut for datalogi bliver ikke det samme uden Finn.

Historien om COP15

SONY DSC

Nej, jeg har egentlig ikke lyst til at skrive en hel masse om regeringens aktuelle bøvl. Der er allerede skrevet rigeligt inden for de seneste 7-8 timer, og det meste handler ikke om politik, men om hvad politikere siger (det er ikke det samme, hvis man spørger mig).

Dagens interessante nyhed er dagbladet Informations afsløring af hvordan USA (og måske også Kina) iværksatte en  overvågning af kommunikationen op til og formodentlig også under FNs klimakonference i december 2009.

COP15 var på mange måder en parodi på et topmøde, lige fra politiets hårdhændede behandling af fredelige demonstranter over den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens håndtering af mødelederrollen til selve mødets resultat. Alle håb om en aftale, der skulle begrænse CO2-udledning, blev til det rene ingen ting. Det er skræmmende, at et så alvorligt emne som vor klodes fremtid ikke blev taget mere alvorligt. Journalisterne på Information skriver:

Kilder blandt de danske delegerede ved COP15 siger til Information, at amerikanerne under forhandlingerne ofte var velinformerede om diskussioner, der var blevet ført i fortrolighed.

»Jeg var tit helt overrasket over, hvad de vidste,« siger en embedsmand fra det tværministerielle COP15-sekretariat.

Og ikke nok med at aflytningen påvirkede COP15; denne strategi vil skade kommende forsøg på forhandlinger om en global politik over for klimaforandringerne.

Det er ekstremt påfaldende er at den danske regering ikke vil tro på at udenlandske efterretningstjenester foretager en sådan ulovlig overvågning herhjemme. Statsministeren, justitsministeren og forsvarsministeren var enige herom i dag. Om man reelt ikke tror på oplysningerne (der som så meget andet stammer fra Edward Snowdens NSA-læk) eller om man er bange for USA, ved jeg selvfølgelig ikke – jeg kan ikke aflytte hemmelige kommunikationer! – men det sidste er dog langt det mest sandsynlige, og det underminerer (ligesom Goldman-Sachs-aftalen) de på papiret pæne målsætninger for udledningen af drivhusgasser, som regeringen har. Og for en sikkerheds skyld, til alle der måtte se et alternativt håb i landets mest populære parti og dets allierede: En VC-regering ville med meget stor sandsynlighed handle helt tilsvarende.

Et demokratisk ledet universitet?

I Forskerforum, der sendes ud til bl.a. medlemmerne af min fagforening (Dansk Magisterforening) er der denne gang to interessante artikler.

Den ene handler om den økonomiske krise på Aarhus Universitet og tager udgangspunkt i en kritik formuleret af Martin Paldam, der er professor i økonomi.

Sådan lyder AU-økonomiprofessor Martin Paldams analyse af AUs store økonomikrise. Han leverer en sønderlemmende kritik af ledelsens strukturreform og beslutningsprocessen bag:  ”I de sidste seks år har AUs topledelse lavet en lang række dårlige dispositioner. Cheflaget er eksploderet, tilmed til alt for høje lønninger. Bureaukratilaget er stille og roligt vokset. Der er oprettet centrale servicecentre, men på samme tid er service-kvaliteten faldet. Institutter er blevet fusioneret til megastørrelser, som ikke giver faglig mening. Osv. ”

Det tankevækkende og foruroligende er at meget af denne beskrivelse også passer på hvordan mange af os, der er ansat på Aalborg Universitet uden for ledelseslagene, har oplevet topledelsen på vores universitet med institutfusionerne som en undtagelse  – dette er indtil nu ikke overgået os på samme måde. Til gengæld er der blevet overført en del faglige miljøer til AAUs campus i København.

Den anden artikel er et interview med Aalborg Universitets kommende rektor, Per Michael Johansen.

Universitetsloven fastlægger en klar beslutningsmyndighed hos lederne. Den holder jeg mig til; jeg arbejder altså ikke med “medbestemmelse”, men med høj graf af medinddragelse. Jeg går ind for dialog på alle niveauer, men når der skal tages beslutninger eller prioriteres – fx om økonomi – så ligger den endelige beslutning hos ledelsen.

Det jeg hæfter mig ved her, er at Per Michael Johansen (og det er ikke overraskende) for længst har fundet sig til rette med universitetsloven af 2003, i hvilken demokratiet blev afskaffet. Så sent som i dag hørte jeg en af mine kolleger på et andet institut fortælle mig at han savnede universitetsdemokratiet. Og han er selv en særdeles anerkendt forsker. Det er snart kun sjældent man hører nogen tale om savnet af demokratisk ledede universiteter og af valgte ledere, der var ansvarlige over for de ansatte på universitetet.  Måske taler studenterpolitikerne også om behovet for demokrati, men det er som om de ikke siger det så højt, som man kunne ønske det. For 50 år siden var der en kamp i gang mod professorvældet – hvornår kan vi i fællesskab begynde en ny kamp for et demokratisk universitet med accountability?

(Den vrede, men samtidig nobelt klædte unge mand på billedet er nu afdøde Finn Ejnar Madsen, der i 1968 erobrede talerstolen fra rektor Mogens Fog på Københavns Universitet og på denne måde startede studenteroprøret i Danmark.)

De svarer stadig ikke

Corydon2

I dag er der læserbreve i Politiken af Karl Hjortnæs og Knud Heinesen, der begge er stærkt kritiske over for regeringens planer om at sælge aktier i DONG til Goldman Sachs. Nogle vil vide at Hjortnæs og Heinesen ikke er hvem som helst, begge er tidligere ministre i socialdemokratiske regeringer – Hjortnæs har bl.a. været justitsminister og skatteminister og Heinesen blandt andet finansminister og undervisningsminister. Siden har Heinesen haft direktørposter i den private sektor.

Der har også været et dansk tilbud om et alternativt opkøb, så Goldman Sachs ikke ville blive inddraget. Og så er der en masse folkelige protester.

Men alligevel ser det ud som om al denne kritik helt preller af på regeringen. Især Bjarne Corydons svar er som taget ud af Christian Kocks bog De svarer ikke, som jeg for et par år siden har omtalt her på bloggen.

I Kommunikationsforum har selvsamme Christian Kock (der er professor i retorik på Københavns Universitet) en lang analyse af Bjarne Corydons retoriske strategier.

Han slutter analysen af med denne konklusion:

Det er alt sammen ting der forhindrer eller undergraver en seriøs politisk debat om tidens svære emner – én som borgerne kan bruge til noget, for eksempel til at blive klogere på sagerne og tage begrundet stilling til hvad de synes er bedst. Dén evne har Corydon, og han bruger den driftsikkert og uden at få sved på panden. Bødskov havde den også. Han var også – til et vist punkt – et driftsikkert politisk ’talent’. Det sørgelige er at man for at blive en højtrangeret politiker i Danmark skal udvise netop denne (dybest set destruktive) evne frem for noget andet. Kvaliteten af den politiske debat – og borgernes mening om politikernes troværdighed – bærer præg af det.

Det er en politikerstrategi for at tale til andre, som jeg lidt naivt havde håbet at kunne slippe for. Jeg er nok ikke den eneste, der hurtigt blev træt af at høre at “der ikke er noget at komme efter”. Men nej. Det er samme strategi, som er blevet brugt af Bjarne Corydon, Margrethe Vestager og andre i bl.a. konflikten med Danmarks Lærerforening sidste år, som nu dukker op igen. Og det hele  minder i foruroligende grad om den måde ikke at svare på, som kendetegnede den tidligere VC-regering.

Vintermørket i Ukraine

Den ukrainske forfatter Jurij Andrukhovitj skriver i Information:

Lidt under fire år inde i sin regeringsperiode har Janukovitjs regime øget spændingerne i det ukrainske samfund i en sådan grad, at et point of no return er nået. Hvad værre er: Regimet har malet sig i op et hjørne, hvor det ikke ser andre muligheder end at holde fast i magten i al overskuelig fremtid og med alle nødvendige midler. Det er tvunget til at øge undertrykkelsen, for alternativet er, at det risikerer at udsætte sig selv for et omfattende retsopgør med vidtrækkende og fatale konsekvenser for regimet selv og dets støtter. Omfanget af, hvad det har stjålet og tilranet sig, trodser alle forestillinger om, hvad menneskelig griskhed formår.

Hvad kan vi lære af TDC?

org

Regeringens planer om salg af DONG til Goldman-Sachs er særligt underlige at følge, hvis man som jeg kan huske nogle helt tilsvarende privatiseringer. Lars Trier Mogensen skriver om det samme i Information i dag. Det er som om historien gentager sig uden at de nuværende politikere er bevidste om det.

Jeg kan især huske salget af TDC i sin tid. Det var i 1997, altså under en socialdemokratisk/radikal regering. Poul Nyrup Rasmussen var statsminister. Tele Danmark, som TDC hed dengang, var sammenslutningen af de regionale telefonselskaber – bl.a. Jydsk Telefon og KTAS. Der var et Teleteknisk Forskningslaboratorium tilknyttet Tele Danmark og Post- og Telegrafvæsenet, der også bedrev forskning inden for datalogi. TDC havnede hos det amerikanske selskab Ameritech, der først købte 42 procent af aktierne til en meget fordelagtig pris og siden blev eneejer. Ameritech har forresten adresse i Luxembourg. Siden har TDC skiftet hænder og ejes nu af fem kapitalfonde. Teleteknisk Forskningslaboratorium er for længst fortid.

En anden privatisering i samme regeringsperiode var salget i 1996 af Datacentralen, der i sin tid stod for en lang række statslige edb-opgaver, herunder personnummer-registeret og toldregistrering. 75 procent af aktierne blev solgt til CSC, der siden har kastet sig ud i en langvarig arbejdskamp med Prosa.

Og så var der også en udløber af Datacentralen, nemlig Kommunedata, nu KMD. Dette selskab var indtil 2009 var ejet af den kvasi-offentlige Kommunernes Landsforening, men  blev så købt af kapitalfonden EQT. I 2013 slog de svenske myndigheder ned på EQT for skatteunddragelse. Senest blev KMD solgt til en anden kapitalfond, Advent.

I alle disse tilfælde (og der er flere) er der sket det samme: Offentlige virksomheder er havnet hos udenlandske selskaber, der spekulerer i at undgå at betale skat (som så mange store firmaer gør) og mere er finansieringsrettede end egentlig interesseret i at drive en bestemt type virksomhed. Samtidig er den demokratiske kontrol med og indsigt i de nu privatiserede selskaber blevet umulig.

Nu kan Poul Nyrup Rasmussen advare mod det, der er ved at ske med salget af DONG, men han taler for døve øren. Når Dansk Folkeparti og enkelte medlemmer af Venstre nu udtrykker betænkeligheder ved salget af DONG, er det uklart hvor meget af dette, der er reelle bekymringer og hvor meget der er et strategisk spil. Danmarks mest populære parti er påfaldende tavse i denne sag.

Mig og printeren

2014-01-25 19.14.52

Vi har en printer derhjemme, en lille farvelaserprinter af mærket HP. Den kostede 1300 kroner, da jeg købte den. Selv tager jeg ikke så mange udskrifter, men min hustru og vores datter gør det noget oftere. Det mest miljøvenlige ville være slet ikke at skrive ud og slet ikke at have en printer, men det er nok endnu ikke realistisk for os.

Lidt for ofte er det sket, at printeren løber tør for toner, og vi har måttet købe nye hjem. Det er uhyggeligt dyrt; et sæt med fire nye tonerkassetter koster lidt over 1000 kroner og en person, der ikke havde problemer med at skabe elektronikaffald ville let blive fristet til simpelthen at købe en ny printer. Og det har såmænd været træls nok at skulle kassere fire mekanisk upåklagelige, men tomme tonerkassetter.

Først nu har jeg nået den erkendelse at man da bare kan fylde ny toner på de gamle tonerkassetter. Og det er tilmed meget billigere. Muligvis har jeg overset danske forhandlere, men via Octopus Office, en tysk forhandler af printertonere, kan jeg købe et komplet genpåfyldningssæt til 49,64€ (plus forsendelse, som ikke er alverden). Det er omkring 370 kr., dvs. kun godt en tredjedel af prisen for fire nye tonerkassetter. Med følger også en ny chip til hver kassette, thi printerfabrikanterne har monteret en chip som holder regnskab med tonerforbruget og desværre ikke kan nulstilles. (Hvem sagde indbygget forældelse?)

I denne weekend forsøgte jeg mig for første gang, og jeg forudså at det ville blive kompliceret og noget værre gratværk. Dér sad jeg med skruetrækker og tonerflasker og ansigtsmaske i køkkenet. Kompliceret var det ikke, men det var noget værre gratværk med alt det gamle og nye tonepulver (som er noget meget fint støv, derfor ansigtsmasken). Største komplikation var at få skiftet den chip, der sidder på hver enkelt tonerkassette, og her lykkedes det mig desværre først at få sat en forkert chip i en kassette og derefter ikke at få den sat helt fast, så den nu ligger inde i printeren. Men de to kassetter, hvor der var alt for lidt toner, fik jeg da genopfyldt, og nu kan printeren igen skrive ud for en stund. I mellemtiden må jeg få besøgt Octopus’ hjemmeside igen og få bestemt nogle flere printerchips hjem fra Dresden.

Selv med den kun delvise genopfyldning er der en vis tilfredsstillelse for en fummelfingret akademiker som mig i at kunne omgå al den indbyggede forældelse på denne måde. I den ideelle verden ville dette være standardproceduren og køb af nye tonerkassetter den desperate undtagelse, ikke omvendt.

Spøgelsesskibe

Japanese-Fishing-Vessel-2681734

Jeg læste i dag om det russiske skiv Lyuba Orlova, der er bygget i 1976, i en del år var krydstogtskib på krydstogter ved Arktis og blev efterladt i Newfoundland, da dets ejere havde et økonomisk mellemværende med hinanden. De lokale myndigheder fik til sidst solgt skibet til ophugning i Den Dominikanske Republik, men på vej dertil rev det sig løs under en storm i januar 2013 og menes nu at være vej mod Storbritannien. Hvis der her et år senere er levende væsener om bord på Lyuba Orlova, er det rotter, og det eneste de har at leve af vil være – hinanden.

Det bedst kendte spøgelsesskib i fiktionens verden er formodentlig Den Flyvende Hollænder, og i den virkelige verden vil beretningen om Mary Celeste vel aldrig holde op med at fascinere. Der er stadig ganske mange spøgelsesskibe på verdens have. Billedet ovenfor er ikke et billede af Lyuba Orlova, men viser et japansk fiskefartøj, der efter jordskælvet ud for Sendai blev revet løs af tsunamien og sidst blev set ud for Canadas vestkyst.

Andre skibe er blevet spøgelsesskibe fordi de er del af en gråsort økonomi – nogle er aldrig blevet indregistreret, andre er udgået af skibsregistrene. Et eksempel på det sidste er vel skibet Jian Seng, der blev opdaget i 2006 ud for Australiens østkyst; det var forladt, men om bord var en stor ladning ris.

Hvorfor er spøgelsesskibe så fascinerende? Måske fordi et spøgelsesskib er symbol på en afsondret verden, hvor der er teknologi og faciliteter, men ingen til at bruge dem og ingen resurser tilbage. Eller måske fordi de viser menneskets afmagt over for elementernes rasen.

De fire-fem menneskearter

human-genetic-variation

Der er meget at tænke over når Edge.org spørger forfattere og forskere, hvilket videnskabeligt begreb der bør forsvinde.

Antropologen og palæobiologen Nina Jablonski synes at begrebet “menneskerace” skal stedes til hvile, og det er jeg ikke uenig i. Begrebet var på en måde kulminationen af at naturhistorikere som Linné, de Buffon og Blumenbach i 1700-tallet var begyndt at klassificere grupper af mennesker. Selve brugen af ordet “race” om en gruppe mennesker skyldes såmænd Immanuel Kant og er fra 1775.

På denne tid lykkedes alle disse midaldrende nordeuropæiske mænd at skrive sig frem til at netop de repræsenterede de bedste repræsentanter for menneskeheden. Den ikke helt ukendte skotske oplysningsfilosof David Hume (efter hvem en universitetsbygning er opkaldt i Edinburgh) skrev således i 1748 at

I am apt to suspect the negroes and in general all other species of men (for there are four or five different kinds) to be naturally inferior to the whites. There never was a civilized nation of any other complexion than white, nor even any individual eminent either in action or speculation.

Det var på denne tid, slaveriet i Nordamerika og Caribien for alvor var blevet en vigtig indtægtskilde, og derfor var hele dette usympatiske “videnskabelige” menneskesyn bekvemt at have, når man skulle legitimere at man bortførte og solgte mennesker for at lade dem udføre hårdt tvangsarbejde i generation efter generation.

I 1800-tallet og 1900-tallet dukkede “racevidenskaben” op og blev igen brugt til at legitimere diskrimination, hjulpet af den gryende genetik. Men så skete der flere interessante ting.

For det første var der borgerrettighedsbevægelserne rundt om i verden, ikke mindst i USA. For det andet kunne netop genetikken efterhånden påvise at menneskeslægten på én og samme tid er langt mere genetisk sammensat end vi troede – produkt som den er af masser af folkevandringer – og at den samlede genetiske variation faktisk er lille. F.eks. er der større genetisk variation inden for de underarter af chimpansen (Pan troglodytes) der lever i Afrika end inden for den samlede menneskeslægt på godt 7 milliarder individer. Og de fleste genetiske variationer er opstået inden for de seneste 5.000-10.000 år.

Racebegrebet er ganske enkelt forældet i antropologisk og biologisk sammenhæng; i dag bør vi se det som en social konstruktion der i stort omfang er blevet til for at kunne klassificere Den Anden som anderledes.

En anden slags virksomhed

andel

I disse dage ser vi igen hvordan hidtil offentlig virksomhed efterhånden kommer uden for demokratisk kontrol: den statsejede dansk virksomhed DONG er ved at komme delvist i hænderne på en amerikansk spekulant, og det britiske postvæsen Royal Mail bliver børsnoteret og sat til salg (og værdisat netop af Goldman Sachs). Men det værd at huske at der er andre måder at strukturere produktionen på og at beholde demokratisk kontrol med den. The Independent har for nylig bragt en artikel om Suma, der er et britisk kooperativ i fødevarebranchen. Det er en virksomhed, der drives på en helt anden måde end det, der er udbredt – og det er en virksomhed med succes.

Beslutninger træffes demokratisk af medarbejderne; ledelsesstrukturen er flad. Der er ingen direktør, og det er medarbejderne selv (ikke eksterne parter) der helt og holdent ejer Suma.

Richard Hizzard, 46, who works in sales and is also a qualified HGV driver, says that outsiders often find this hard to fathom. “People, when they start, come looking for a boss. They say, where is the director? But we are all self-managed and we inspire each other. We have had people who have been barristers, doctors,” he says. “It is a strange concept, but clearly it works and the growth is phenomenal.”

Det er især interessant at dette er muligt i et samfund som det britiske. I Danmark har vi tidligere haft andelsbevægelsen som et bud på en anden måde at organisere produktionen på, men de tre danske regeringspartier, der hver især og på hver deres måde har haft andelsbevægelsen som del af deres tankegods, ser ud til helt at have glemt denne del af Danmarkshistorien.