Et ekko fra Fox News

Man kan lære meget af at se The Daily Show. Tak til Gonzalo Vargas for at gøre mig opmærksom på netop dette klip, hvor politikere og politiske kommentatorer på USAs højrefløj taler forarget om at det ikke kan betale sig at arbejde; de arbejdsløse vælger at lade være
og lukrerer i stedet på alle de mange ydelser. Jon Stewarts sædvanlige sarkastisk gestikulerende form rummer (også som sædvanlig) en hel del faktisk analyse, bl.a. i modsætningen mellem hvor hårdt nogle politikere generaliserer ud fra et lille antal sociale bedragere og hvordan de samme politikere slår økonomisk fusk i den helt store stil hen som undtagelser. Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til hvor utroligt meget denne måde tale om de arbejdsløse på ligner hvad vi hører i Danmark. Ofte er en begrundelse brugt i hele “det skal kunne betale sig at arbejde”-retorikken, at ydelser netop i Danmark er specielt generøse. Men præcis det samme siges altså i USA, hvor de ydelser, som arbejdsløse kan få i USA både absolut og relativt er en del lavere end hvad man kan få herhjemme. Minimumslønnen i USA er fastsat ved lov (der er ingen minimumsløn i Danmark, hvor overenskomster endnu er almindeligt udbredt og accepteret), men der er både en landsdækkende minimumsløn og et niveau fastsat af den enkelte delstat.

Den måde, visse politikere taler om de arbejdsløse på både i USA og i Danmark, består ofte i at tillægge dem ufine motiver eller at fremstille dem som karaktersvage individer, der ikke kan modstå fristelsen til at lade være med at arbejde. Man taler som om arbejdsløshed i høj grad er et personligt valg, som skal gøres umuligt. Det er her interessant at en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd dokumenterer at der faktisk er 17.700 mennesker i Danmark der har et arbejde, men har en nettoindkomst der højst er det beløb, de ville få, hvis de ikke var i arbejde. Det kan ikke undre at f.eks. udtalelser fra Joachim B. Olsen til BT eller fra Mathias Wingaa fra Venstres Ungdom lyder som et ekko af klippene fra Fox News.