Sam Phillips

Phillips-Katya

Nogle gange lykkes det desværre for mig slet ikke at følge med, når en musiker, som jeg har værdsat for en bestemt udgivelse, fortsætter med nye udgivelser. Det gælder desværre for Sam Phillips; for 20 år siden var jeg rigtig glad for hendes album Martinis and Bikinis produceret af T-Bone Burnett (hendes daværende mand) og med medvirken af bl.a. Colin Moulding fra XTC, Peter Buck fra REM og Van Dyke Parks. Hvis Neil Finn var en blond dame fra USA, ville han/hun måske lyde som Sam Phillips (her ville andre måske sige Aimee Mann).

Herunder er det mest kendte nummer fra dét album, “I Need Love”. Hvad end der måtte være af sceneshow her, skyldes en ihærdig trommeslager.

Den gryende berømmelse, der kom i kølvandet på Martinis and Bikinis, gav hende endda en rolle som tysk terrorist ved navn Katya i Die Hard With A Vengeance fra 1995.

I al fald: Jeg fik ikke fulgt med, og jeg har en tydelig fornemmelse af at være gået glip af noget interessant (og her mener jeg ikke en actionfilm med Bruce Willis). Sam Phillips’ album A Boot And A Shoe, der blev til mens hun var ved at blive skilt fra T-Bone Burnett, skulle således være ret godt.

Herunder er et lille akustisk sæt fra NPR; på sangsiden bemærker jeg især åbningsnummeret “Sister Rosetta Goes Before Us”, som Robert Plant og Alison Krauss lavede en smuk udgave af (produceret af T-Bone Burnett). På billedsiden bemærker man især hendes session-musikers noget usædvanligt udseende violin, som han forklarer 8 minutter inde i sættet.

I juli 2013 kom der et nyt album fra Sam Phillips; det hedder Push Any Button. Herunder er en sang fra dét album. Videoen viser 100 bud på et cover til albummet.

(Visited 245 times, 1 visits today)