En midaldrende sprogrøgters bekendelser

læserbrev
Det læserbrev af Erik Møldrup, der førte til en artikel i “Mål og mæle”.

Jeg er nødt til at indrømme det: Jeg er sprogrøgter.  De fleste ved det vel allerede (og utallige studerende, jeg har været vejleder for, har især bemærket det), men nu har jeg sagt det selv. Ordet sprogrøgter er egentlig en underlig konstruktion; en røgter er sådan en person, der iført arbejdstøj fodrer dyrene og fjerner en masse møg. Men i går lagde jeg et indlæg på Facebook om dagbladet Politikens bud på 10 ækle nye ord på dansk: Fremadrettet, på den lange bane, kontekst, skriv [navneord], sale [engelsk ord for udsalg] osv. Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til, at de fleste der reagerede, var Facebook-venner på min egen alder. Alle, der der har læst andre blogindlæg fra min hånd, vil formodentlig vide at jeg i sidste uge blev 50.

Jeg mindes hvad der forekommer mig at være et meget stort antal debatindlæg i dagbladene om “det nye komma”; selv var jeg en af de få, der blev glad for pausekomma, og da det blev afskaffet, prøvede jeg at gå over til grammatisk komma simpelthen fordi det er nemmere for mig end det “nye komma”. Én ting husker jeg om de mange indlæg: det var aldrig unge mennesker, der skrev dem.

Hvorfor er det mon sådan fat? Helt tilbage i 1997 skrev Jørgen Hilden (der er i dag er pensioneret universitetslektor og i 1997 var 60 år) i Information om det samme emne:

Pernille Frost drøftede for nylig disse emner med læserne i det lille, underholdende tidsskrift, der hedder Mål & Mæle. Hun mindede om, at vi fødes med et carte blanche til at tilegne os et hvilket som helst modersmål – selv kinesisk – som derefter livet igennem forbliver en del af ens identitet. Når debatten om rigtigt eller forkert sprog har det med at blive så følelsesladet, er det netop fordi andres – yngres – stormløb mod ens egen sprognorm opleves som en trussel mod ens selvopfattelse og verdensorden.

Det har han til dels ret i. Sprogrøgterne er i nogle tilfælde de samme mennesker, der synes at “den moderne musik” er noget skidt. Jeg ved ikke om Erik Møldrup, hvis læserbrev affødte Pernille Frosts artikel i Mål og mæle, har været blandt dem, men det er tydeligt at han har et lidt anstrengt forhold til den yngre generations brug af det danske sprog.

Men når jeg ser tilbage, synes jeg faktisk at jeg har været at finde blandt røgterne så længe jeg kan huske. Da jeg var 5 år gammel, havde jeg lært mig selv at læse (og derfor også at skrive). Måske er sproget vigtigt for mig, fordi det er blevet dér, hvor mine mere eller mindre systematiske overvejelser har det med at tage deres endelige form.

Når jeg kan bruge ordene fra Politikens artikel som blodtryksforhøjende medicin, er det ikke fordi ordene er nye. Det er ikke nyskabelsen i sig selv, der bekymrer mig. Hvert år tager jeg (ligesom alle andre, der taler dansk) en lang række ord til mig. De ækle ord har ikke en ny generation som ophavsmænd; min triste fornemmelse er at mange af ophavsmændene er fra min generation og stammer fra en møde- og marketing-subkultur. De fleste af de ækle ord er udtryk for hvad jeg vil kalde doven sprogbrug. Der findes andre ord og vendinger, der er lige så præcise og mindst lige så mundrette. Hvorfor nogen dog vil sige “efterfølgende” i stedet for “bagefter” eller “så”, vil jeg aldrig helt leve mig ind i. Måske er der tale om et ønske om at fremstå som mere formel? Der er ikke tale om øget præcision, snarere om obfuscation, som det hedder med et flot engelsk begreb (snuppet fra latin).

Bag den dovne sprogbrug lurer ofte den dovne tanke, dvs. den tanke der ikke er tænkt ordentligt igennem. Det er dét, der for alvor bekymrer mig. Og derfor handler sprogrøgt for mig at se mest om at sikre sprogets æstetik og udtrykskraft.

(Visited 43 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar