Ubevidst nepotisme

57

I går skrev jeg om kønsforskelle på arbejdsmarkedet. Der kan være mange grunde til at der er mandefag og kvindefag. Måske er der en vældig kedelig grund til det, nemlig at forskelle kan være selvforstærkende. På den anden side er det også en grund, man kan være bevidst om.

Der er nemlig en del forskningsresultater, der tyder på at vi foretrækker Den Anden, når Den Anden ligner os selv og at vores evne til empati er påvirket af om Den Anden ligner os selv. Tilbage i 2005 undersøgte J. Philippe Rushton og Trudy Ann Bons fra University of Western Ontario i en af de efterhånden utallige tvillinge-undersøgelser, hvor store lighederne i mentalitet og holdninger var mellem tvillinger og deres venner og partnere. Basis for at undersøge lighederne var et langt spørgeskema med 130 punkter. Det viste sig, at partnere og venner lignede dem, de var partnere/venner med og at det var mere udtalt for enæggede tvillinger end for tveæggede tvillinger. Så dette kunne tyde på at der er en genetisk komponent.

Og faktisk kan det også være, at vi simpelthen foretrækker Den Anden, fordi vi tror at Den Anden ligner os selv. Det blev undersøgt af hjerneforskere ved Harvard med en helt anden slags undersøgelse. Her blev forsøgspersonerne præsenteret for billeder af andre forsøgspersoner, og de fik oplysninger om hvilken politisk og religiøs overbevisning, personerne på billedet havde (eller hævdedes at have). En hjernescanning afslørede at det var forskellige områder i hjernen, der især var aktive, alt efter om personen på billedet havde holdninger, der lignede forsøgspersonen eller ej.

Og vi vil endda helst lytte til Den Anden, hvis Den Anden lyder som os selv. I en undersøgelse ved universitetet i Glasgow blev 20 skotske forsøgspersoner bedt om at lytte til optagelser af amerikanske, engelske og skotske personer. Igen viste en hjernescanning, at skotterne foretrak og havde nemmest ved at lytte til optagelser af skotter.

Denne slags forskningsresultater er der ganske mange af, og egentlig er de ikke overraskende. Men når vi foretrækker mennesker, der ligner os selv, kan det have konsekvenser, der slet ikke er gode.

En fagligt dygtig underviser har nemmere ved at identificere sig med fagligt dygtige studerende/elever og kan have sværere ved at forstå dem, der ikke er fagligt stærke. Når en ledig stilling skal besættes, kan en chef være mere utilbøjelig til at vælge en person, der har et andet køn, en anden seksuel orientering eller på anden måde er tydeligt anderledes end chefen selv.

Derfor er vi nødt til at være meget bevidst om denne “ubevidste nepotisme” og tvinge os selv til at udfordre den.

En computer at snakke med?

I næste måned får den amerikanske film Her premiere; på dansk kommer den så vidt jeg kan se til at hedde Hende (for at undgå forvirring – omsider en grund til at give en udenlandsk film en dansk titel!). Ovenfor er traileren til den, og den ser ud til at være endnu en romantisk komedie fra Hollywood om at finde kærligheden efter at man har været enlig (eller single, som vi forskønner det nu) gennem længere tid. Instruktør og manuskriptforfatter er Spike Jonze, som tidligere har lavet bl.a. Being John Malkovich og Where The Wild Things Are. Han har sit eget ind imellem lidt surrealistiske billedsprog og en vis poesi bag, så jeg tror bestemt ikke at dette bare er endnu en metervarefilm.

Det interessante i denne film (men en ny idé er det vel ikke) er at den mandlige hovedperson forelsker sig i sin computer, der lyder som en sød dame og hedder Samantha. Der er mao. et element af forsigtig science fiction over filmen; så vidt jeg kan læse mig til og se af traileren, foregår filmen i en meget nær fremtid, hvor interaktion med computere (der lader til at være sædvanlige computere med en sædvanlig skærm) ikke længere sker via et tastatur men ved brug af det talte ord. Det er en gammel idé; første gang jeg selv kan mindes at have set den i science fiction-regi er vel i Orwells 1984, hvor man bruger “taleskrivere”, og de fleste derfor ikke længere kan skrive selv. Det har de nemlig glemt i årenes løb.

Der er en interessant artikel i Wired om de overvejelser, filmens skabere har gjort sig i forsøget på at skabe en plausibel nær fremtid. Selv spekulerer jeg mest på om jeg egentlig ville bryde mig om at tale med min computer. Jeg har en iPhone med talegenkendelse, den temmelig velkendt Siri, og jeg bruger den faktisk ikke ret ofte. Dels er Siri ikke tilgængelig på dansk, dels skal jeg faktisk trykke på telefonen for at kunne snakke til den. Netop nu, hvor jeg sidder og skriver denne tekst, har jeg det faktisk også bedst med at bruge et tastatur og en mus. Der er en anden forpligtelse over at skrive end over at tale; det, man siger, forsvinder ud i æteren, med det samme, man har sagt det. Sådan er det ikke helt med det skrevne ord.

På den anden side ville et socialt medium baseret på tale måske være at foretrække. Tænk, hvis Facebook o.lign. var en samtale, man kunne stille ind på på samme måde som man bevæger sig rundt til en reception eller en fest. Jeg ved at Google Plus forsøger sig med de såkaldte hangouts, hvor man kan have videosamtaler – men om de er udbredte, ved jeg ikke.