Ubevidst nepotisme

57

I går skrev jeg om kønsforskelle på arbejdsmarkedet. Der kan være mange grunde til at der er mandefag og kvindefag. Måske er der en vældig kedelig grund til det, nemlig at forskelle kan være selvforstærkende. På den anden side er det også en grund, man kan være bevidst om.

Der er nemlig en del forskningsresultater, der tyder på at vi foretrækker Den Anden, når Den Anden ligner os selv og at vores evne til empati er påvirket af om Den Anden ligner os selv. Tilbage i 2005 undersøgte J. Philippe Rushton og Trudy Ann Bons fra University of Western Ontario i en af de efterhånden utallige tvillinge-undersøgelser, hvor store lighederne i mentalitet og holdninger var mellem tvillinger og deres venner og partnere. Basis for at undersøge lighederne var et langt spørgeskema med 130 punkter. Det viste sig, at partnere og venner lignede dem, de var partnere/venner med og at det var mere udtalt for enæggede tvillinger end for tveæggede tvillinger. Så dette kunne tyde på at der er en genetisk komponent.

Og faktisk kan det også være, at vi simpelthen foretrækker Den Anden, fordi vi tror at Den Anden ligner os selv. Det blev undersøgt af hjerneforskere ved Harvard med en helt anden slags undersøgelse. Her blev forsøgspersonerne præsenteret for billeder af andre forsøgspersoner, og de fik oplysninger om hvilken politisk og religiøs overbevisning, personerne på billedet havde (eller hævdedes at have). En hjernescanning afslørede at det var forskellige områder i hjernen, der især var aktive, alt efter om personen på billedet havde holdninger, der lignede forsøgspersonen eller ej.

Og vi vil endda helst lytte til Den Anden, hvis Den Anden lyder som os selv. I en undersøgelse ved universitetet i Glasgow blev 20 skotske forsøgspersoner bedt om at lytte til optagelser af amerikanske, engelske og skotske personer. Igen viste en hjernescanning, at skotterne foretrak og havde nemmest ved at lytte til optagelser af skotter.

Denne slags forskningsresultater er der ganske mange af, og egentlig er de ikke overraskende. Men når vi foretrækker mennesker, der ligner os selv, kan det have konsekvenser, der slet ikke er gode.

En fagligt dygtig underviser har nemmere ved at identificere sig med fagligt dygtige studerende/elever og kan have sværere ved at forstå dem, der ikke er fagligt stærke. Når en ledig stilling skal besættes, kan en chef være mere utilbøjelig til at vælge en person, der har et andet køn, en anden seksuel orientering eller på anden måde er tydeligt anderledes end chefen selv.

Derfor er vi nødt til at være meget bevidst om denne “ubevidste nepotisme” og tvinge os selv til at udfordre den.

(Visited 38 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar