Fra selvkritik til samfundskritik

Michelangelo_Caravaggio_065

Jeg har brugt alt for megen tid på at slå mig selv oven i hovedet med at jeg var en fiasko som forsker. Jeg kunne se kolleger, der uden ophør fejrede alle deres forskningsmidler og etablerede en skov af projekter fyldt med loyale løstansatte og PhD-studerende, der hjalp dem med at sprøjte publikationer ud, mens jeg selv endte med at købe min eksterne harddisk i Netto og publicerede 1-2 artikler om året med mig selv som eneforfatter (den ene PhD-studerende, jeg selv var vejleder for, rejste sin vej). Mod sådanne kroniske succeser er der intet at stille op. Deres svar til mig, inden de  hastede videre gennem en dobbeltbooket kalender var enkelt: Du skal bare søge nogle forskningsmidler og få dem.

(Det havde jeg gjort. Men det var ikke mig, der fik dem.)

I universitetets økonomiske krise har jeg set hvordan universitetets ledelse har fralagt sig ansvaret ved at tale om krisen er “vores alle sammens”.

Jeg har brugt al for megen tid på at prøve at finde min egen vej ud af en arbejdssituation, jeg ikke har været tilfreds med – at finde en coach, være til udviklingssamtale osv. osv.  Det er endt som en stor og nagende selvkritik, og jeg har virket indebrændt.

Men samtidig har jeg ofte kritiseret bevillingsstrukturen og den universitetsverden, der mere og mere er udemokratisk og konkurrencefikseret og skaber selvfejring, selvglæde og selvledelse – men også selvtugt og selvhad.

Mange af os ender med at vende problemerne indad mod os selv, og både dét og selvfejringen er konsekvenser af hele individualiseringen og konkurrencen. Samfundet er blevet væk, der er kun individer, som Maggie Thatcher sagde.

I det seneste nummer af Magisterbladet har Ingrid Stage en god anmeldelse af Rasmus Willigs bog Kritikkens U-vending.

Denne bog handler netop om hvordan det store perspektiv er blevet væk for os. Vi kritiserer ikke strukturerne, vi kritiserer – os selv.

Tilbage i 2010 fremsætter Rasmus Willig selv nogle af de tanker, der senere er blevet til en bog, i en kronik i Information.

Der er kommet mere selvledelse, selvrealisering og selvdannelse, og dette har medført et forøget fokus på selvkritik. For meget er dømt til at mislykkes, når ansvaret for alle fiaskoer er blevet individualiseret, og når individet er blevet gjort eneansvarligt for sin egen skæbne.

En anden konsekvens af kritikkens U-vending er, at vi mangler nye former for samfundskritik, der rækker ud over det enkelte individ. Hvordan står det til med de forskellige klassers, geografiske områders, etniske gruppers eller kønnenes muligheder for vi-realisering? Hvis kritikken virkelig er vendt på hovedet – fra samfundskritik til selvkritik – hvordan får vi så kendskab til summen af de mange individuelle selvkritikker? Har de nogen fælles interesser? Er de store kollektive demonstrationer og samfundstænkere afløst af individuelt sygefravær og aftenskolens nye selvrealiseringskatalog, hvor de enkelte har tugtet sig selv til så dårligt et selvværd, at de må blive hjemme fra arbejde eller finde på en ny kursusstrategi?

Jeg har været til møder, hvor mange af os sad og lyttede til en selvfejrende person, der talte hele tiden. Ingen af os opponerede undervejs, men alle vidste vi at der var noget galt. Hvornår finder vi hinanden og en vej ud af dette morads?