Fire løver

Jeg fik først set den britiske filmkomedie Four Lions fra 2010 nu. Filmen er noget så uventet som en komedie om en gruppe britiske selvmordsbombere. Den er ofte meget morsom, men også meget tankevækkende, fordi hovedpersonernes største ambition er at slå sig selv og andre ihjel. De vil være farlige, men ender med at være ynkelige og kommer da også ynkeligt af dage. Filmens fremstiller faktisk alle parter som dumme, for ikke at sige stupide – og dumme af forskellige grunde. Bombemændene og politiet og efterretningstjenesten er dumme og alle disse forskellige parters forholdsregler udstiller dem alle som dumme og fanget i deres egen lille verden. Nogle er dumme, fordi de er kyniske fanatikere uden sans for strategi. Andre er dumme, fordi de er barnagtige. Og endelig eller alle med at være dumme, fordi de ikke har situationsfornemmelse og agerer “normalt” i en helt igennem unormal situation. Især to ting husker jeg: En på alle måder hysterisk scene, hvor to af bombemændene kommer op at skændes med al-Qaeda om hvor Mekka egentlig er (!!) og en af de afsluttende scener, hvor en bombemand forsøger at købe en mobiltelefon og ender med at skulle trækkes igennem præsentationen af en indviklet købsaftale, er morsom på en særlig febrilsk måde.

I virkeligheden er denne film en god modgift mod fanatisme; den peger hverken fingre af muslimer eller terrorbekæmpelse, men stiller ved brug af en ofte kulsort humor (som er tydeligt britisk) skarpt på dumheden i både terrorismen og “krigen mod terror”.

Det er interessant at Four Lions kunne blive til få år efter de tragiske bombeattentater i London i 2007, men Four Lions er ikke blevet nemmere at se, efter bombemænd angreb Boston Marathon i 2013.

Projektforslag

image002

I disse dage sidder jeg og udarbejder projektforslag til den projektvejledning, jeg skal have til forårssemesteret. Som så ofte før er det kompliceret.

Der er mindst to faldgruber. Den ene er at det er svært at skrive projektforslag, som ikke er lukkede. Meget ofte er de projektforslag, vi som vejledere kommer med, alt for grydeklare. Problemformulering og metodevalg er næsten klar. I værste fald genbruger vi et lukket projektforslag fra sidste år.

Den anden faldgrube er at det er svært at lave projektforslag, som appellerer til de studerende. Ofte hænger det sammen med at vi som vejledere allerede er i gang med problembearbejdningen og så småt er begyndt at foregribe begivenhedernes gang: hvordan problemet skal afgrænses og hvilken metode der skal anvendes. Selvfølgelig kan vi ikke helt undlade at have metodekrav. Hvis projektmodulets temaramme er design og implementation af programmeringssprog, skal de studerende ikke konkludere at det bedste vil være ikke at opfinde et nyt programmeringssprog men i stedet udarbejde et forslag til bedre undervisning i programmering.

Men meget ofte tænker vi så meget over metode-forventningerne, at vi kommer til at tale om dem i projektforslaget. Og fordi de studerende ved starten af semesteret endnu ikke kender noget til de teorier og værktøjer, vi som vejledere kunne tænke os at inddrage, kommer projektforslagene til at gå hen over hovedet på dem.

I den bedste af alle verdener ville de studerende selv komme med gode projektforslag, men de få projektforslag der dukker opr, er typisk alt for afgrænsede eller alt for generelle. Nogle gange passer de slet ikke med projektmodulets tema. Og man kan ikke fortænke de studerende i at agere på den måde.

Og fordi man som vejleder er begyndt at foregribe begivenhedernes gang, kan de studerende i vejledningsprocessen let ende med at stille det naturlige spørgsmål “Hvad var det, du ville have os til?”. Så er illusionen brudt – alle ved nu, hvem der skal eje projektet, og det er bestemt ikke de studerende.

Der findes selvfølgelig også disciplinorienterede projekter, der ikke foregøgler at være problemorienterede, projekter der mest handler om at fordøje og præsentere et velkendt stykke teori. Meget kan man sige om, men i det mindste spilles der med åbne kort: her er intet nyt overhovedet. Men disciplinorienterede projekter er ganske enkelt kedelige; det er opgaver, ikke projekter.

En mulighed ville være at alle lærte at lave projektforslag. På første semester af datalogi- og softwareuddannelserne skal de studerende udarbejde et nyt projektforslag; det sker ikke altid. Målet har været at sikre at de studerende kan tænke over deres projekt i et nyt lys: hvilket spørgsmål ville vi have stillet os selv, hvis vi vidste, hvad vi nu ved om dette projekts problemstilling og vores forsøg på problembearbejdning?  Men måske kunne vi indføre denne praksis på alle semestre og for både vejledere og studerende. Måske kunne vi på den måde også bevæge os væk fra de disciplinorienterede projekter, som stadig dukker op ganske mange steder, både på AAU og på RUC – der begge er universiteter, hvor vi burde vide bedre.