Farvel til e-mail? Goddag til Facebook?

facebook_email

I dag var jeg censor ved projekteksamen, og et af de mange emner, vi diskuterede med de studerende, var den interne planlægning og kommunikation i deres projektgruppe. De fortalte os at de primært brugte Facebook-beskeder til deres kommunikation i løbet af projektet. Selv om det ikke fremgik (jeg fik ikke spurgt) tyder meget på at de ikke brugte e-mail i særligt omfang.

De to eksaminatorer og jeg var enige om at det ikke var nogen god idé at gøre som de gjorde. Ét er at at man bliver afhængig af et firma, nemlig Facebook, og hvad det tilbyder og ikke tilbyder. Et andet er at Facebook-beskeder ikke er søgbare på samme måde som beskeder i en e-mail-klient er det. Facebook-beskeder er (i hvert fald lige nu) ordnet kronologisk.

Men samtidig er mange mennesker på vej væk fra e-mail som kommunikationsform og anvender Facebook-beskeder. Ironisk nok er der samtidig også mange teenagere, der forlader Facebook.

Der er formodentlig mange årsager til at e-mail mister popularitet. Én er af Facebook tilbyder at man som bruger kan have meget af sin tilstedeværelse på internettet inden for samme ramme.

Dette at læse, reagere på og holde styr på e-mail sluger samtidig en masse tid for mange mennesker – ifølge en rapport fra 2012  bruger en del amerikanere op mod en tredjedel af deres arbejdstid på det.

Jeg har altid forsøgt at holde en nogenlunde klar struktur i mine filer, men mine e-mail-korrespondancer har jeg ikke samme overblik over. Faktisk bruger jeg søgefunktionen i min mail-klient i den helt store stil, og har dertil nogle “smarte postkasser”. Og alligevel bruger jeg en forfærdelig masse tid på e-mail. Og e-mail er stadig bedre end Facebook.

Måske kan vi alligevel lære noget af dette. For med Facebook-vennerne og Facebook-grupperne er der en helt konkret måde at organisere sin kommunikationsstruktur på. Hos Wired kan jeg læse om to tidligere ansatte hos Facebook, der nu arbejder på et alternativ til e-mail, baseret på de erfaringer, de har gjort sig med Facebook. Dustin Moskovitz og Justin Rosenstein har lavet en webbaseret værktøj, de kalder Asana. Jeg har kastet et første blik på det, og om det virkelig er e-mailens afløser, vi ser, ved jeg ikke. Måske er Asana i virkeligheden “bare” en bedre klient, der kan håndtere mange slags beskeder.

(Visited 27 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar