Spøgelsesskibe

Japanese-Fishing-Vessel-2681734

Jeg læste i dag om det russiske skiv Lyuba Orlova, der er bygget i 1976, i en del år var krydstogtskib på krydstogter ved Arktis og blev efterladt i Newfoundland, da dets ejere havde et økonomisk mellemværende med hinanden. De lokale myndigheder fik til sidst solgt skibet til ophugning i Den Dominikanske Republik, men på vej dertil rev det sig løs under en storm i januar 2013 og menes nu at være vej mod Storbritannien. Hvis der her et år senere er levende væsener om bord på Lyuba Orlova, er det rotter, og det eneste de har at leve af vil være – hinanden.

Det bedst kendte spøgelsesskib i fiktionens verden er formodentlig Den Flyvende Hollænder, og i den virkelige verden vil beretningen om Mary Celeste vel aldrig holde op med at fascinere. Der er stadig ganske mange spøgelsesskibe på verdens have. Billedet ovenfor er ikke et billede af Lyuba Orlova, men viser et japansk fiskefartøj, der efter jordskælvet ud for Sendai blev revet løs af tsunamien og sidst blev set ud for Canadas vestkyst.

Andre skibe er blevet spøgelsesskibe fordi de er del af en gråsort økonomi – nogle er aldrig blevet indregistreret, andre er udgået af skibsregistrene. Et eksempel på det sidste er vel skibet Jian Seng, der blev opdaget i 2006 ud for Australiens østkyst; det var forladt, men om bord var en stor ladning ris.

Hvorfor er spøgelsesskibe så fascinerende? Måske fordi et spøgelsesskib er symbol på en afsondret verden, hvor der er teknologi og faciliteter, men ingen til at bruge dem og ingen resurser tilbage. Eller måske fordi de viser menneskets afmagt over for elementernes rasen.

(Visited 468 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar