Mig og printeren

2014-01-25 19.14.52

Vi har en printer derhjemme, en lille farvelaserprinter af mærket HP. Den kostede 1300 kroner, da jeg købte den. Selv tager jeg ikke så mange udskrifter, men min hustru og vores datter gør det noget oftere. Det mest miljøvenlige ville være slet ikke at skrive ud og slet ikke at have en printer, men det er nok endnu ikke realistisk for os.

Lidt for ofte er det sket, at printeren løber tør for toner, og vi har måttet købe nye hjem. Det er uhyggeligt dyrt; et sæt med fire nye tonerkassetter koster lidt over 1000 kroner og en person, der ikke havde problemer med at skabe elektronikaffald ville let blive fristet til simpelthen at købe en ny printer. Og det har såmænd været træls nok at skulle kassere fire mekanisk upåklagelige, men tomme tonerkassetter.

Først nu har jeg nået den erkendelse at man da bare kan fylde ny toner på de gamle tonerkassetter. Og det er tilmed meget billigere. Muligvis har jeg overset danske forhandlere, men via Octopus Office, en tysk forhandler af printertonere, kan jeg købe et komplet genpåfyldningssæt til 49,64€ (plus forsendelse, som ikke er alverden). Det er omkring 370 kr., dvs. kun godt en tredjedel af prisen for fire nye tonerkassetter. Med følger også en ny chip til hver kassette, thi printerfabrikanterne har monteret en chip som holder regnskab med tonerforbruget og desværre ikke kan nulstilles. (Hvem sagde indbygget forældelse?)

I denne weekend forsøgte jeg mig for første gang, og jeg forudså at det ville blive kompliceret og noget værre gratværk. Dér sad jeg med skruetrækker og tonerflasker og ansigtsmaske i køkkenet. Kompliceret var det ikke, men det var noget værre gratværk med alt det gamle og nye tonepulver (som er noget meget fint støv, derfor ansigtsmasken). Største komplikation var at få skiftet den chip, der sidder på hver enkelt tonerkassette, og her lykkedes det mig desværre først at få sat en forkert chip i en kassette og derefter ikke at få den sat helt fast, så den nu ligger inde i printeren. Men de to kassetter, hvor der var alt for lidt toner, fik jeg da genopfyldt, og nu kan printeren igen skrive ud for en stund. I mellemtiden må jeg få besøgt Octopus’ hjemmeside igen og få bestemt nogle flere printerchips hjem fra Dresden.

Selv med den kun delvise genopfyldning er der en vis tilfredsstillelse for en fummelfingret akademiker som mig i at kunne omgå al den indbyggede forældelse på denne måde. I den ideelle verden ville dette være standardproceduren og køb af nye tonerkassetter den desperate undtagelse, ikke omvendt.

(Visited 36 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar