DM i poetry slam 2014

20140201-223447.jpg

For første gang nogensinde nåede DM i poetry slam til Aalborg. Og for første gang var der to deltagere fra Aalborg med. Denne gang var det tydeligt at der var rigtig mange gymnasieelever blandt publikum, og de heppede på de lokale deltagere, der begge er fra Aalborg Katedralskole – Claus Nivaa er lærer, Søren Wolff elev – men især på Søren. Selv er jeg (desværre vil hans mange jævnaldrende fans nok sige) lidt forbeholden over for Sørens velturnerede, men begrebstunge og narrativt lige vel tynde tekster. Den slags gymnasielyrik er nok ikke mig.

Det er altid interessant at tale med medlemmer af publikum, der er til poetry slam for første gang, og det er især spændende at høre hvordan de opfatter hele poetry slam-fænomenet. Mange ser heldigvis ud til at fange ånden i det nogenlunde instinktivt. Heriblandt var Kenneth der blev kandidat i datalogi fra AAU i sommers og i sin tid sad i Akademisk Råd samtidig med mig. Kenneth opnåede endda den ære at være dommer i første runde!

I finalen var det reelt mest et opgør mellem Claus Nivaa og Sara Hauge, der repræsenterede København (men egentlig er fra Bornholm). Og sejrherren blev Sara – som hermed blev den første kvindelige Danmarksmester. Hendes humoristiske talent er fuldstændig uomtvisteligt!

Og selvfølgelig kan jeg ikke løbe fra det: det rykkede i mig for selv at være med igen. Til maj deltager jeg i et poetry slam-arrangement i København – og temaet er politik dvs. ingen gymnasielyrik. Det skal nok blive spændende.

(Visited 129 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar