En overflødig vejleder

ArticleImage_33314_Feature

For knap 3 uger siden skrev jeg her om mit arbejde med at lave projektforslag. Siden da er der sket lidt af hvert. Det viste sig pludselig, to dage inden semesterstart, at der var afsat 5 vejledere til kun 4 grupper på et af de semestre, jeg skulle vejlede. Nu stod jeg i en konkurrencesituation med de andre vejledere – en af os ville ikke få nogen gruppe at vejlede, og det ville være de studerende der skulle bestemme hvilken vejleder, der ikke ville komme til at vejlede. Det var mig, de endte med at vælge fra.

Det er underligt at have brugt en del tid på at have udarbejdet projektforslag, som ingen vil vælge, og at spildt tid på at tale med studerende og sende dem materiale til ingen verdens nytte. Helt konkret er det utilfredsstillende at have udført undervisningsforberedelse, som aldrig vil blive betalt med timer af mit institut. Kun hvis jeg rent faktisk havde vejledt, ville der blive udløst timer.

Hvis jeg skal se positivt på alt dette, vil jeg konkludere at jeg nu får mere tid til forskning end ellers. På den anden side er det træls endnu en gang at havne i rollen som den upopulære vejleder. Det er en fornemmelse, jeg aldrig vil få det godt med. Jeg har som regel udbudt specialeprojekter i forårssemesteret, men der går ofte tre eller fire år imellem at nogen vælger et af mine.  Det kan være helt ekstremt frustrerende. For en del år siden var der en PhD-studerende på første år, der udbød et specialeforslag som alt for mange studerende ville have, og jeg skulle som semesterkoordinator prøve at overtale nogle af dem til at vælge noget andet. Det var et af de år, hvor ingen af de kommende specialestuderende ville vælge mit projektforslag og jeg var den eneste potentielle vejleder, ingen ville vejledes af. Jeg endte med at bede om at blive frataget opgaven som semesterkoordinator.

Der er selvfølgelig en interessekonflikt her mellem underviseren, der skal have undervisningsopgaver og skal kunne planlægge, og at de studerende selvfølgelig også skal kunne vælge at arbejde med et projekt, der interesserer dem. Hvordan det skal løses, ved jeg ikke. Måske skulle der ikke være projektforslag, som fremstod for alle parter som de eneste mulige, men i stedet en model, hvor der ikke var overflødige vejledere, men hvor vejledere og studerende til gengæld sammen i løbet af projektets første uger skulle analysere sig frem til en problemstilling, alle parter havde lyst til arbejde med. Netop dét kunne samtidig være en måde at genoplive problemorientering på – og vejlederne skulle så love ikke hver især at have et “hemmeligt” projektkatalog, de kunne påtvinge de studerende.

(Visited 32 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar