Årets underviser 2014

2014-02-07 15.41.54

I dag var jeg til dimissionshøjtideligheden ved det teknisk-naturvidenskabelige fakultet. Dette er den lille dimissionshøjtidelighed for dem, der bliver bachelorer eller kandidater ved vintereksamen. Selv var jeg med, fordi jeg tilbage i september var blevet valgt til årets underviser ved Studienævn for datalogi. Ved denne dimissionshøjtidelighed skulle årets underviser ved hele fakultetet fejres; jeg er selv blevet det tilbage i 2004, og dengang havde jeg fået det at vide i al fortrolighed nogle dage i forvejen. Så denne gang var jeg helt sikker på at det ikke ville blive mig, og jeg var spændt på at se, hvem af mine kolleger på fakultetet, der ville få titlen. Jeg kendte flere af dem, de studerende ved andre studienævn havde valgt.

Den store overraskelse kom da også – det var nemlig mig, der blev årets underviser ved mit fakultet. Proceduren er med andre ord blevet lavet om.

I skrivende stående har jeg endnu ikke helt fattet, at denne store ære er overgået mig – og så for anden gang. Kontrasten fra at starte ugen som den overflødige vejleder er også speciel.

Jeg har fået et annuum og – to flasker rødvin. Alle der kender mit forhold til dén drik, ved at disse flasker vil glæde andre. I aften skal jeg have en god øl.

Den dårlige krammebamse

Pencil in hand

Da jeg gik i gymnasiet, blev der gjort meget ud af at undervise i god notatteknik. I min studietid mødte jeg medstuderende, der havde stort udbytte af at tage notater. Selv har jeg desværre altid haft svært ved at tage gode notater, og til sidst holdt jeg op.

Jeg kan huske mundtlige kursuseksaminer – nogle af dem i kurser, jeg selv holdt, andre i kurser, hvor jeg var censor – hvor de studerende måtte tage alle de notater med, som de ville. Af og til så jeg eksaminander, der bredte en stor stak notater ud på hvad der forekom mig at være de fleste borde i lokalet. Andre studerende havde én tætskrevet side med notater, som de klamrede sig til som en krammebamse. Hvis man havde spurgt en sådan eksaminand, hvad han/hun hed, ville vedkommende sikkert have bladret rundt sine notater inden svaret ville falde.

Siden gik jeg over til at holde skriftlig eksamen og lavede et portfoliosystem, hvor de studerende undervejs i kursusforløbet kunne indsende svar på bestemte spørgsmål om teksten; disse svar kunne de så få med til eksamen. En del studerende gik meget op i denne mulighed for at tage notater, og en del skrev meget lange “svar”, der også rummede alt muligt andet end svarene på de spørgsmål, jeg stillede. Nogle lavede filer med svar, der var så omfattende, at de var større end den maksimale filstørrelse, jeg tillod. Andre skrev i evalueringer, at de helt bevidst valgte opgaveregningen fra til fordel for at skrive notater – og det på trods af at opgaverne til opgaveregningen i form og indhold skulle ligne opgaverne til eksamen mest muligt.

Alle de notatafhængige eksaminander, jeg har set, har haft ét fælles: de har på trods af deres arsenal af notater ikke klaret sig godt til eksamen. Det er tydeligt, at de har troet på at de mange notater ville være en fuldgyldig erstatning for egen viden og egne færdigheder.

Et fænomen fra det seneste årti er at mange studerende tager computere med til forelæsninger; nogle af dem bruger dem til at tage notater med (andre gør ikke). Og det er da også klart at en computer gør det nemt at skrive en masse notater under forelæsninger. Men hvor gode er de notater så?

De amerikanske psykologer Pam Mueller og Daniel Oppenheimer fra henholdsvis Princeton og UCLA har samme udført en række eksperimenter for at undersøge det.

Mueller og Oppenheimer lod nogle studerende tage notater med brug af computer, mens andre skulle skrive deres notater i hånden. En halv time efter forelæsningen fik de studerende en prøve, der skulle undersøge deres forståelse af det stof, der var blevet gennemgået. De studerende, der havde taget notater med håndskrift, klarede sig signifikant bedre,

I et andet forsøg undersøgte Mueller og Oppenheimer hvordan studerende ville klare sig til den afsluttende prøve. Igen var det de studerende, der havde taget notater i hånden, der klarede sig signifikant bedst.

Og sidst, men ikke mindst: Mueller og Oppenheimer prøvede i endnu et forsøg at bede studerende, der tog notater på computer under forelæsninger, om ikke at skrive ordret ned, hvad der blev sagt. Det viste sig at være meget svært for de studerende at overholde.

Resultaterne tyder på at det faktisk er bedre at tage selektive eller håndskrevne notater. Fordi det er mere besværligt at tage noter i hånden, er man automatisk nødt til at være mere selektiv. Det er refleksionen, når man skriver, der er vigtigst; det er denne refleksion, der skaber hvad man kalder for dyb læring. Den form for notater, de studerende jeg beskrev, har lavet, fører derimod til overfladisk læring.

Jeg overvejer nu selv at have en anden model for hvilke notater, man kan tage med til eksamen – en mulighed kunne være at man kun måtte have (f.eks.) 20 siders notater med skrevet på computer, en anden at man kun måtte tage håndskrevne notater med, men til gengæld lige så mange sider som man orkede. En tredje mulighed ville være at lade de studerende vælge, hvilken af de to former for notater, de ville gøre brug af.