Den umulige anerkendelse

FREDERIK2

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg følger trofast med i Arvingerne på DR1. Det mest fascinerende i denne fortælling er at de fire søskende alle drives af det samme; de vil gerne anerkendes af den moder, der på hver sin måde har svigtet dem, og den største anerkendelse er at fremstå som hovedarving. Derved ender de med at gøre livet surt for hinanden og sig selv og med at splitte resten af deres familier ad.

Noget af det, der altid undrer mig og på en måde også fascinerer mig er at mange af os i varierende grad har denne tilbøjelighed: At vi meget ofte vier en masse opmærksomhed til dem, der er mest ligeglade med os. Alle de andre, de gode mennesker, ender vi med at tage for givet. Vi længes ofte efter anerkendelse fra dem, der ikke vil anerkende os. Jeg har brugt alt for meget krudt på at ruge over de spredte studerende, der kritiserede min undervisning hårdt, og på de kolleger, der var bedøvende ligeglade med min forskning.

En gammel sang af Paul Westerberg (“Bastards of Young” med The Replacements) opsummerer det usædvanligt koncist:

The ones who love us best are the ones we’ll lay to rest
And visit their graves on holidays at best
The ones who love us least are the ones we’ll die to please
If it’s any consolation, I don’t begin to understand

Så længe vi længes efter denne umulige anerkendelse, kan vi ikke blive tilfredse.

(Visited 28 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar