De overflødige uddannelser

uddannelse

Akkrediteringsinstitutionen kommer med en voldsom konklusion: Halvdelen af universitetsuddannelserne er ikke relevante nok for arbejdsmarkedet.

Denne konklusion er i tråd med hvad Produktivitetskommissionen siger. Der er efter alt at dømme lagt op til endnu en omgang styring af de danske universiteter. De danske universitetsrektorer taler nu om at regulere optaget til uddannelserne.

Men hvad er en relevant uddannelse egentlig? Akkrediteringsinstitutionen taler om at universiteterne ikke vil tilpasse sig arbejdsmarkedet. Den almindelige forklaring på arbejdsløshed blandt politikere skubber årsagerne tilbage på den enkelte arbejdsløse og dennes baggrund, og dette er altså også forklaringsmodellen her.

Men et problem, der er højst virkeligt er at det bestemt ikke altid er tilfældet at arbejdsmarkedet ved hvad de kan bruge akademikere til – eller hvordan aktuel forskning kan være af relevans. Især små og mellemstore virksomheder kan være særdeles rådvilde. Et andet problem er at “relevans” ikke er veldefineret over tid – det er svært at forudsige jobmulighederne om få år for personer med en bestemt uddannelse. Og en universitetsuddannelse skulle gerne være fremtidssikret for den enkelte, nemlig gøre det muligt at få mere end ét job gennem et af de lange arbejdsliv, vi nu skal have hver især.

Jeg ser snarere et problem med atomisering af de videregående uddannelser; der bliver flere og flere snævre uddannelser. At universitetsuddannelserne specialiserer så tidligt hænger sammen med at at der i dag findes mange meget specialiserede forskningsmiljøer, der gerne vil have hver deres egen uddannelse for at kunne tiltrække og præge studerende inden for deres faglighed. Det er også det, man ser på mit institut. Engang var der kun en datalogiuddannelse på mit universitet, men nu er der en hel skov af uddannelser: datalogi, software, informatik, bachelor i IT, den helt nye uddannelse i interaktionsdesign og en skov af små master-uddannelser i maskinintelligens, indlejrede systemer, softwareudvikling osv. primært rettet mod udenlandske studerende og med en lille håndfuld studerende på hver. Alene kandidatuddannelsen i datalogi har tre forskellige forløb.

Det interessante er at mange af vores kandidater ender med at få præcis de samme slags jobs; jeg tvivler f.eks. på at der findes et job, som en kandidat i software kan bestride, som en kandidat i datalogi ikke kan bestride – og omvendt.

Danmarks mest populære parti foreslår den sædvanlige model, nemlig økonomisk styring: uddannelser, hvor de færdiguddannede ikke kan få arbejde, skal simpelthen have færre midler.

Men min påstand er at det faktisk også er ideen om økonomisk styring som en model for kvalitetssikring, der er med til at forårsage problemerne. Samtidig med al den reelle eller nogle gange snarere tilsyneladende specialisering er der centralt formulerede krav om samlæsning for at spare, for uddannelserne får samlet set tilført stadig færre penge pr. studerende. Min formodning er at meget af den adfærd vi ser skyldes fagmiljøernes forsøg på at profilere sig og overleve i en situation med øget konkurrence mellem institutioner og uddannelser. Derfor er jeg meget bekymret over den hårde udmelding fra akkrediteringsinstitutionen.

(Visited 175 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar