Et bymenneske i naturen

togrise

Bølgerne er gået endog meget højt i kølvandet på Københavns Zoos beslutning om at dræbe en giraf og partere den for øjnene af publikum, og endnu engang er Danmark kommet i mediernes søgelys rundt om i verden med negativ omtale. På et tidspunkt bliver man nødt til at tage historien alvorligt, for den afslører noget om vores splittede forhold til dyr. Det sædvanlige argument er at man ikke bør kritisere det, der overgik giraffen Marius, for man spiser selv kød, der kommer fra dyr, der rutinemæssigt er blevet slået ihjel og slagtet. Et andet argument, der fremføres, er at mange af de protesterende er bymennesker uden viden om forholdene i landbruget.

På en måde er ræsonnementet helt uangribeligt; der er tale om den sædvanlige appel til etisk konsekvens – handlingerne A og B er ens, og hvis du accepterer A, må du også acceptere B. Hvis man mener noget andet, er man hykler.

Jeg er en af dem, der ikke spiser kød. Selv om jeg voksede op på landet, er jeg for længst blevet et bymenneske. Jeg er ikke gået med i protesterne over girafdrabet, for de endte med at blive skingre – men det betyder ikke at jeg bifalder handlingen. Min personlige holdning er at drabet på giraffen Marius skulle være undgået. Der findes rundt om i verden “hjem” (shelters)  for dyr, der er blevet vanrøgtet – burhøns, der nu har fået fjerdragten tilbage og kan gå frit omkring, malkekøer, der ikke kunne producere nok mælk, men nu kan færdes på engene osv.  Noget lignende kunne findes for andre store dyr.

Selvfølgelig vil man også hos mig kunne påpege inkonsekvenser. Det, der interesserer mig, er mest hvad det er der skaber så forskellige reaktioner. For mig at se er det ansigtets og navnets magt. Giraffen har et navn, et ansigt, en fødselsdato og forældre, der er kendte. Derfor kan vi sympatisere med dens skæbne; giraffen har en identitet og den bliver slået ihjel og parteret i fuld offentlighed. Rundt om i det animalske landbrug er der millioner af ansigtsløse dyr uden navn og uden forhistorie. De er til gengæld glemt og bliver slået ihjel i en ansigtsløs bygning, hvor kun slagterne selv færdes. Det er snarere her, inkonsistensen er – at nogle af de dyr, mennesker opdrætter, har en identitet og en synlig skæbne, andre ikke. Og nej, jeg slår ikke til lyd for at hver eneste bænkebider i min have skal navngives. Men for mig at se er der tale om to forskellige slags afstand: den afstand til dyrene, som alle vi bymennesker lever med, og den afstand til dyrene, som det animalske landbrug retfærdiggør og er nødt til at have for at kunne retfærdiggøre sig selv. Ingen af dem er for mig at se holdbare.