Møde på 15. sal og hvad deraf fulgte

orval-trappist-ale

Dagens møde handlede om det nye Horizon 2020-forskningsprogram, som EU har vedtaget. Og når man ser beløbene, ser det umiddelbart imponerende ud. En embedsmand fra EU holdt et nogenlunde langt oplæg om Horizon 2020 og gjorde opmærksom på hvordan dette forskningsprogram adskilte sig fra tidligere tiltag. Den meget velformulerede spanske embedsmand påpegede især to ting:

  1. Hvis nogen af os tænkte på at formulere en ansøgning og i den forbindelse kunne have tænke os at vide om ansøgningen levede op til forventningerne, ville vi ikke kunne få svar på det.
  2. Tidligere havde man set ansøgninger, hvor indholdet eller budgettet efter EUs mening skulle ændres i et vist omfang, og der havde derfor været en forhandlingsproces inden selve ansøgningen kunne imødekommes. Fra nu af ville sådanne ansøgninger simpelthen få en dårligere bedømmelse.

Ideen er vel egentlig god nok  – at forhindre korridorpolitik og forhåndsaftaler. Men denne “spørg ikke; bare gør det rigtigt”-politik gør det meget sværere for de mange af os, der ikke begiver os ud i den slags.

Alligevel brugte vi en del tid bagefter på at tale om konkrete ideer til hvad der mon kunne være gode projektforslag.

Efter en lang dags diskussioner om konkrete projektideer endte de tilbageværende af os (heraf en stakkels fransk-italiensk forsker, der startede dagen med at få højre hånd i klemme i en svingdør og senere blev kørt i taxi til den forkerte af Bruxelles to lufthavne for nu at skulle bruge en ekstra nat i Bruxelles) på Mont Liban, en libanesisk restaurant med rigeligt med mad. Her fik vi talt om alt fra typesystemer for champignondyrkning (ja, det er der lavet!!) over forskellene mellem europæiske sprog til minder fra en fjern fortid på LFCS i Edinburgh, hvor alle andre var så gode, at det var meget let at føle sig dum.

Desværre havde Mont Liban kun valget mellem libanesisk øl og Carlsberg, så jeg endte sammen med en italiensk kollega på et sted, hvor de havde det gode belgiske øl, og her ikke mindst klassikerne Rochefort og Orval. Min italienske ven smagte begge dele for første og næppe sidste gang.

(Visited 32 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar