Hvor er de arbejdsløse?

ledighed

En del læsere af Politiken har kommenteret et debatindlæg, hvor Mathias Tesfaye (tidligere næstformand for SF, nu socialdemokrat) beskriver nødvendigheden af den politik, regeringen fører. Også på de sociale medier er der en del diskussion af Tesfayes indlæg. Kernen i Tesfayes budskab er at det først og fremmest er nødvendigt at sætte kræfterne ind på at skabe vækst i den danske industri og derigennem skabe arbejdspladser og at det er vigtigt at arbejderne forstår nødvendigheden af dette.

Mathias Tesfayes debatindlæg er tydeligt rettet mod lønmodtagere og ment som en mobilisering af dem. Der skrives meget om arbejdere og om arbejdspladser, men hvor er de arbejdsløse henne i dette billede? Mathias Tesfaye nævner at han “har… været uenig i nedsættelsen af selskabsskatten og forringelsen af dagpengene” (om han stadig er det, fremgår ikke) og i en senere formulering forklarer han hvorfor “Mette Frederiksen (S) [vil] bruge flere ressourcer på et uddannelsesløft af især ufaglærte ledige i stedet for at flytte besparelserne på aktiveringen helt ud af beskæftigelsessystemet.”

I den politiske debat har mange politikere fra regering og opposition i varierende omfang givet udtryk for negative holdninger over for arbejdsløse med udgangspunkt i at de aktivt prøvede at undgå at kommer i arbejde. Bl.a. er der blevet givet udtryk for at befolkningen bør se ned på de arbejdsløse. I dette indlæg er de arbejdsløse til gengæld blevet tæt på at være usynlige og passive.

Den sidste aften i verden

last-night-of-the-world-still

Der er en af Ray Bradburys mange noveller, som jeg blev mindet om i dag. Den hedder “The Last Night Of The World” og blev i sin tid oversat af Arne Herløv Petersen som del af Bradburys novellesamling Den illustrerede mand. Novellen kan også findes på nettet, og den er værd at læse.

Jeg skal ikke røbe for meget; det er en meget afdæmpet skildring af hvordan et amerikansk ægtepar indser at det denne aften vil være den sidste aften i verden.

Og nej, de fortæller ikke hinanden om alle de gange, de havde glemt at bære affaldet ud eller hvad ægtepar ellers kan oparbejde af hver sin retfærdige nødvendighed. Mit yndlingscitat er dette

“Do you know, I won’t miss anything but you and the girls. I never liked cities or autos or factories or my work or anything except you three. I won’t miss a thing except my family and perhaps the change in the weather and a glass of cool water when the weather’s hot, or the luxury of sleeping. Just little things, really. How can we sit here and talk this way?”

“Because there’s nothing else to do.”

Novellen læste jeg første gang i 1982; det var på et tidspunkt hvor der var en udbredt frygt for at der skulle udbryde en tredje verdenskrig. Dengang tog jeg ikke megen notits af “The Last Night Of The World”. Måske var jeg for ung til at indse at verden også kan forgå på andre måder end den voldsomme. Måske er det først senere, jeg har tænkt på verdens ende som også en måde at tale om døden på. Måske skulle jeg først nå til et punkt i livet, hvor jeg kunne forstå citatet ovenfor og det levede liv der ligger bag det.

Caitlin og Andrew Webb-Ellis har lavet en kortfilm baseret på novellen og den kan man se et uddrag af på nettet.