De arbejdsløses organisation

dao

Jeg har fundet flere oplysninger om De Arbejdsløses Organisation. Fra historieundervisningen i min gymnasietid kan jeg huske nogle få oplysninger om denne bevægelse, hvis formål var at gøre opmærksom på de arbejdsløses eksistens og levevilkår. Så vidt jeg kan se, opstod DAO hele to gange i årene mellem 1. og 2. verdenskrig.

Første gang var i 1920; DAO stiftede et uniformeret og bevæbnet korps, som de kaldte Ordensværnet. Men allerede samme år var DAO væk, kollapset under en blanding af ligegyldighed over for aktionerne og af at bestyrelsen for den københavnske afdeling var blevet arresteret efter at deres planer om at stjæle bygas og strøm til arbejdsløse, der havde fået lukket for gas eller el, var blevet opdaget af Statspolitiet.

I 1930 optræder en ny udgave af De Arbejdsløses Organisation, denne gang i kølvandet af det såkaldte Hjemløsetog. Også denne gang blev der taget voldsomme midler i brug. Aktivister lænkede sig til lygtepæle, og der blev affyret et pistolskud under en radiogudstjeneste. Dagpengeperioden var kort, og man skulle som arbejdsløs derfor hurtigt over på den såkaldte hjælpekasse. Den 2. februar 1931 blev byrådssalen i Nakskov  besat af arbejdsløse, der oplæste en resolution med krav om bedre muligheder for understøttelse for arbejdsløse. Denne episode blev senere til et tv-drama af Poul Trier Pedersen; man kan læse mere hos Nakskov Lokalhistoriske Arkiv.

Jeg går ikke ind for brug af vold eller dannelse af uniformerede eller bevæbnede korps. I dag har vi Landsforeningen Lediges Vilkår, men denne organisation får ikke nær nok synlighed i medierne. De arbejdsløse er usynlige igen.