Den sidste aften i verden

last-night-of-the-world-still

Der er en af Ray Bradburys mange noveller, som jeg blev mindet om i dag. Den hedder “The Last Night Of The World” og blev i sin tid oversat af Arne Herløv Petersen som del af Bradburys novellesamling Den illustrerede mand. Novellen kan også findes på nettet, og den er værd at læse.

Jeg skal ikke røbe for meget; det er en meget afdæmpet skildring af hvordan et amerikansk ægtepar indser at det denne aften vil være den sidste aften i verden.

Og nej, de fortæller ikke hinanden om alle de gange, de havde glemt at bære affaldet ud eller hvad ægtepar ellers kan oparbejde af hver sin retfærdige nødvendighed. Mit yndlingscitat er dette

“Do you know, I won’t miss anything but you and the girls. I never liked cities or autos or factories or my work or anything except you three. I won’t miss a thing except my family and perhaps the change in the weather and a glass of cool water when the weather’s hot, or the luxury of sleeping. Just little things, really. How can we sit here and talk this way?”

“Because there’s nothing else to do.”

Novellen læste jeg første gang i 1982; det var på et tidspunkt hvor der var en udbredt frygt for at der skulle udbryde en tredje verdenskrig. Dengang tog jeg ikke megen notits af “The Last Night Of The World”. Måske var jeg for ung til at indse at verden også kan forgå på andre måder end den voldsomme. Måske er det først senere, jeg har tænkt på verdens ende som også en måde at tale om døden på. Måske skulle jeg først nå til et punkt i livet, hvor jeg kunne forstå citatet ovenfor og det levede liv der ligger bag det.

Caitlin og Andrew Webb-Ellis har lavet en kortfilm baseret på novellen og den kan man se et uddrag af på nettet.

Det sydligste Jylland og det, der sker i korridorerne

2014-02-18 11.33.33

På Avenue de Trevuelen 35 i Bruxelles – eller på Trevuelenlaan 35 i Brussel, det er sprogafhængigt – kan man se dette skilt. Inden min hjemrejse i dag var jeg forbi denne adresse, en af Nordjyllands sydlige udposter. Jeg kom i alt for god tid i forhold til min aftale kl. 10 og blev lukket ind af en dansk mand; han var ansat i Region Nordjylland. Kl. 10 dukkede Charlotte fra Aalborg Universitets fundraisingkontor op, og vi kunne tale om mulighederne i Horizon 2020. AAU har valgt at have et kontor her for at kunne få bedre muligheder for at få indflydelse på adgangen til de forskningsmidler, der i vekslende omfang er at hente fra EU.

Det er en ganske særlig oplevelse af møde en flig af hele EU-embedsmandsvældet, som jeg gjorde det i går, og så i dag at høre om alle de officielle dokumenter og evalueringskriterier på den ene side og om de muligheder for supplerende, uformelle lobby-kontakter der også har udviklet sig. Der er tale om et helt særligt taktisk spil, som jeg på den ene side ved er nødvendigt for at kunne få midler til forskning inden for de gældende rammer, på den anden side ikke rigtig kan lade mig begejstre af. Alt dette taget i betragtning var det en rigtig god snak, jeg fik med Charlotte.

I lufthavnen fik jeg mit sidste møde med EU-strukturerne i form af Søren Søndergaard (MEP for Folkebevægelsen) og hans kommende afløser, Rina Ronja Kari, der skulle gennem sikkerhedskontrollen lidt før mig.

Vel hjemme kan jeg ærgre mig over at jeg ikke fik købt en tre-pak med øl fra Achel, Westmalle og Chimay i den toldfrie butik. Jeg skulle ikke igennem ny sikkerhedskontrol da jeg nåede København og skulle videre mod Aalborg, men tanken om at få tre helflasker godt belgisk øl konfiskeret var lammende. Men belgisk chokolade kan da også være godt, og man kan trygt færdes i trafikken efter at have indtaget det.

Møde på 15. sal og hvad deraf fulgte

orval-trappist-ale

Dagens møde handlede om det nye Horizon 2020-forskningsprogram, som EU har vedtaget. Og når man ser beløbene, ser det umiddelbart imponerende ud. En embedsmand fra EU holdt et nogenlunde langt oplæg om Horizon 2020 og gjorde opmærksom på hvordan dette forskningsprogram adskilte sig fra tidligere tiltag. Den meget velformulerede spanske embedsmand påpegede især to ting:

  1. Hvis nogen af os tænkte på at formulere en ansøgning og i den forbindelse kunne have tænke os at vide om ansøgningen levede op til forventningerne, ville vi ikke kunne få svar på det.
  2. Tidligere havde man set ansøgninger, hvor indholdet eller budgettet efter EUs mening skulle ændres i et vist omfang, og der havde derfor været en forhandlingsproces inden selve ansøgningen kunne imødekommes. Fra nu af ville sådanne ansøgninger simpelthen få en dårligere bedømmelse.

Ideen er vel egentlig god nok  – at forhindre korridorpolitik og forhåndsaftaler. Men denne “spørg ikke; bare gør det rigtigt”-politik gør det meget sværere for de mange af os, der ikke begiver os ud i den slags.

Alligevel brugte vi en del tid bagefter på at tale om konkrete ideer til hvad der mon kunne være gode projektforslag.

Efter en lang dags diskussioner om konkrete projektideer endte de tilbageværende af os (heraf en stakkels fransk-italiensk forsker, der startede dagen med at få højre hånd i klemme i en svingdør og senere blev kørt i taxi til den forkerte af Bruxelles to lufthavne for nu at skulle bruge en ekstra nat i Bruxelles) på Mont Liban, en libanesisk restaurant med rigeligt med mad. Her fik vi talt om alt fra typesystemer for champignondyrkning (ja, det er der lavet!!) over forskellene mellem europæiske sprog til minder fra en fjern fortid på LFCS i Edinburgh, hvor alle andre var så gode, at det var meget let at føle sig dum.

Desværre havde Mont Liban kun valget mellem libanesisk øl og Carlsberg, så jeg endte sammen med en italiensk kollega på et sted, hvor de havde det gode belgiske øl, og her ikke mindst klassikerne Rochefort og Orval. Min italienske ven smagte begge dele for første og næppe sidste gang.

Taxi til Bruxelles

belgien

Dagen startede lidt sent; sammen med Alexander besøgte jeg kunstakademiet i Düsseldorf hvor de studerende har en permanent udstilling af deres værker og håber på at kunne få nogle af dem solgt. Jeg kan ikke mindes nogensinde at have set en 100 meter lang kø til et sted, hvor der er gratis entré – men det var der. Vel indenfor kunne jeg konstatere at nogle af de udstillede værker bestemt var værd at se på, mens andre måske ikke helt var det.

Her til aften skulle jeg så med toget fra Düsseldorf til Bruxelles via Köln, og jeg fik en madpakke med Alexanders solide hjemmebagte speltrugbrød med. Men herefter gik det galt. Toget til Köln var forsinket med 10 minutter, og det betød at der kun ville blive 3 minutter til at skifte tog i. Jeg forberedte mig allerede da på det værste. Og ganske rigtigt: i et muligt forsøg på at skabe en meditativ rejseoplevelse for at mildne de stressede passagerers sind besluttede lokomotivføreren sig til at gøre noget ved de 10 minutters forsinkelse og øgede den til suveræne 22 minutter. Godt gået på en strækning der normalt ville tage 30 minutter.

Så der blev intet tog til Bruxelles. I min kvide henvendte jeg mig ved informationen på banegården i Köln. Jeg var bestemt ikke den eneste med et Bruxelles-relateret problem, og Deutsche Bahn bad mig og tre andre passagerer om at tage næste tog til Aachen og derfra praje en taxi til Bruxelles. Alt sammen på DBs regning. Så pludselig stod jeg igen i Aachen, hvor jeg sidst havde været i september 2011. Det så unægtelig ud som om de havde glemt at pille julebelysningen ned.

Vi fandt en taxi, lavede et obligatorisk toilet- mm. besøg på en tankstation og derefter gik turen så ind i Belgien, hvor jeg kunne observere hvordan de lokale radiostationer afløste hinanden på hver sit af landets to store sprog (det tredje er tysk!) lige så ofte som vejskiltene gjorde.

Men frem nåede jeg. Dette var første gang, jeg har prøvet at krydse en landegrænse i taxi.

Rejser med min lommetørklædesamling

Fotografi den 15-02-14 kl. 17.37Så kom jeg af sted, og forkølelsen snurrer stadig i kroppen. Der er kun belgisk øl til mig, hvis jeg får det markant bedre inden mandag aften (det skulle gerne være tilfældet!). Jeg plejer ellers at abonnere på ideerne fra mindfulness om at man skal være i det, der er, og fokusere på sit åndedræt. Men når åndedrættet generes af en løbende næse og stedvis hoste er det noget mere bøvlet end man skulle tro. På vej til Bruxelles skal jeg besøge min bror Alexander; bare jeg nu ikke får smittet ham. Det er underligt at en af de mindst hæmmende og mest velafgrænsede former for upasselighed kan være så meget i mine tanker.

Kan du se om det er rigtigt?

20140214-170752.jpg

I dag havde jeg mest lyst til at melde mig syg – jeg er tung i hovedet af forkølelse og i morgen skal jeg rejse til Bruxelles for at deltage i et møde. Men der var skriftlig eksamen (om- og sygeeksamen) og da skal kursusholderen være til stede, hvis der skulle være en uregelmæssighed. Så jeg sad på mit kontor og forberedte mit oplæg til mødet i Bruxelles. Og ingen kom og rapporterede uregelmæssigheder.

Et af de spørgsmål jeg (og hjælpelærere) ofte har fået gennem årene fra studerende er: Kan du se om min løsning er rigtig? i ugen op til eksamen har nogle af de studerende været forbi mit kontor for at stille samme spørgsmål; de har nemlig regnet gamle eksamenssæt (det er altid en god idé).

Det er en naturlig og vigtig form for formativ evaluering. Men det bliver stedse mere tydeligt for mig hvor vigtigt det er at kunne lære de studerende at kunne reflektere selv over kvaliteten af deres løsninger. For mig er det som regel nemt at se om en løsning på en opgave er korrekt eller ej; det svære et at forklare hvordan en ukorrekt løsning fejler, for man skal prøve at rekonstruere den misforståelse, den studerende har lavet og også nogle gange rekonstruere et ukorrekt begrebsapparat.

Jeg har tidligere lavet opgavesæt hvor de studerende skulle rette hinandens besvarelser, og det hjalp en del. Der var dog også tilfælde hvor studerende, der ikke forstod ret meget, roste en helt vildfaren men imponerende kompliceret besvarelse, eller afviste en helt korrekt besvarelse som værende fuldstændig fejlagtig.

En mulig strategi for at lære de studerende at kunne reflektere over løsningernes kvalitet kan være at give dem en kombination af peer review og besvarelser som alle ved er ukorrekte. På denne måde kan dårlige eksamensbesvarelser samtidig bruges til noget fornuftigt, for det er dér vi ser misforståelserne folde sig ud for alvor.

Valentine’s Day

Det må blive denne sang med David Bowie i dag; denne egentlig lidt Kinks-agtige sang fra The Next Day er en hel del mere dyster end man umiddelbart skulle tro. Så vidt jeg kan lytte mig til, handler den om en ung mand, der planlægger et skoleskyderi, og den enkle video mere end antyder det samme.

Et bymenneske i naturen

togrise

Bølgerne er gået endog meget højt i kølvandet på Københavns Zoos beslutning om at dræbe en giraf og partere den for øjnene af publikum, og endnu engang er Danmark kommet i mediernes søgelys rundt om i verden med negativ omtale. På et tidspunkt bliver man nødt til at tage historien alvorligt, for den afslører noget om vores splittede forhold til dyr. Det sædvanlige argument er at man ikke bør kritisere det, der overgik giraffen Marius, for man spiser selv kød, der kommer fra dyr, der rutinemæssigt er blevet slået ihjel og slagtet. Et andet argument, der fremføres, er at mange af de protesterende er bymennesker uden viden om forholdene i landbruget.

På en måde er ræsonnementet helt uangribeligt; der er tale om den sædvanlige appel til etisk konsekvens – handlingerne A og B er ens, og hvis du accepterer A, må du også acceptere B. Hvis man mener noget andet, er man hykler.

Jeg er en af dem, der ikke spiser kød. Selv om jeg voksede op på landet, er jeg for længst blevet et bymenneske. Jeg er ikke gået med i protesterne over girafdrabet, for de endte med at blive skingre – men det betyder ikke at jeg bifalder handlingen. Min personlige holdning er at drabet på giraffen Marius skulle være undgået. Der findes rundt om i verden “hjem” (shelters)  for dyr, der er blevet vanrøgtet – burhøns, der nu har fået fjerdragten tilbage og kan gå frit omkring, malkekøer, der ikke kunne producere nok mælk, men nu kan færdes på engene osv.  Noget lignende kunne findes for andre store dyr.

Selvfølgelig vil man også hos mig kunne påpege inkonsekvenser. Det, der interesserer mig, er mest hvad det er der skaber så forskellige reaktioner. For mig at se er det ansigtets og navnets magt. Giraffen har et navn, et ansigt, en fødselsdato og forældre, der er kendte. Derfor kan vi sympatisere med dens skæbne; giraffen har en identitet og den bliver slået ihjel og parteret i fuld offentlighed. Rundt om i det animalske landbrug er der millioner af ansigtsløse dyr uden navn og uden forhistorie. De er til gengæld glemt og bliver slået ihjel i en ansigtsløs bygning, hvor kun slagterne selv færdes. Det er snarere her, inkonsistensen er – at nogle af de dyr, mennesker opdrætter, har en identitet og en synlig skæbne, andre ikke. Og nej, jeg slår ikke til lyd for at hver eneste bænkebider i min have skal navngives. Men for mig at se er der tale om to forskellige slags afstand: den afstand til dyrene, som alle vi bymennesker lever med, og den afstand til dyrene, som det animalske landbrug retfærdiggør og er nødt til at have for at kunne retfærdiggøre sig selv. Ingen af dem er for mig at se holdbare.

Svære at distrahere

multitaskingLars-718225

Et af de få begreber fra datalogi, der har fundet vej ind i moderne jargon er multitasking. Denne idé fra operativsystemernes verden er blevet brugt som metafor for at forsøge at gøre flere ting samtidig. Ganske mange mennesker prøver på det, men undersøgelser viser at hvis man prøver at gøre flere ting samtidig, bliver de alle gjort lige dårligt. Det er lige så sikkert at sms’e mens man kører bil som hvis man havde drukket to-tre genstande inden man satte sig bag rattet. Faktisk gør det multitasking det nemmere for mennnesker at lade sig distrahere.

Jeg har lagt mærke til at jeg ikke bryder mig op at se multitasking hos andre mennesker; jeg ender tit med at tænke at de pågældende mennesker ikke kan koncentrere sig og ikke tager nogen af de opgaver, de er ved at udføre, helt alvorligt. Om jeg selv er forfalden til multitasking, ved jeg ikke; jeg er bange for at det faktisk også er tilfældet.

Men der findes tilsyneladende en lille gruppe mennesker, som kognitive forskere har døbt supertaskere. Det er de mennesker, der tilsyneladende uden problemer og endda med fordel kan gøre flere ting samtidig. På denne måde er de de ægte multitaskere, ligesom som et operativsystems multitasking gør det muligt at skabe en illusion om at computeren udfører mange processer samtidig og gør det effektivt.

Neal Strayer fra University of Utah har observeret at stofskifteaktiviteten i hjernen hos supertaskere faktisk er lavere end hos andre. Og Adam Gazzaley fra University of California, der også har undersøgt supertaskere, har den hypotese at deres hjerner simpelthen er ekstra gode til at ignorere og ikke bearbejde overflødige data fra omgivelserne. Dette at koncentrere sig er netop evnen til at frasortere overflødige data og at bestemme hvad der slipper ind. Netop dét skulle supertaskerne være særligt gode til.

De overflødige uddannelser

uddannelse

Akkrediteringsinstitutionen kommer med en voldsom konklusion: Halvdelen af universitetsuddannelserne er ikke relevante nok for arbejdsmarkedet.

Denne konklusion er i tråd med hvad Produktivitetskommissionen siger. Der er efter alt at dømme lagt op til endnu en omgang styring af de danske universiteter. De danske universitetsrektorer taler nu om at regulere optaget til uddannelserne.

Men hvad er en relevant uddannelse egentlig? Akkrediteringsinstitutionen taler om at universiteterne ikke vil tilpasse sig arbejdsmarkedet. Den almindelige forklaring på arbejdsløshed blandt politikere skubber årsagerne tilbage på den enkelte arbejdsløse og dennes baggrund, og dette er altså også forklaringsmodellen her.

Men et problem, der er højst virkeligt er at det bestemt ikke altid er tilfældet at arbejdsmarkedet ved hvad de kan bruge akademikere til – eller hvordan aktuel forskning kan være af relevans. Især små og mellemstore virksomheder kan være særdeles rådvilde. Et andet problem er at “relevans” ikke er veldefineret over tid – det er svært at forudsige jobmulighederne om få år for personer med en bestemt uddannelse. Og en universitetsuddannelse skulle gerne være fremtidssikret for den enkelte, nemlig gøre det muligt at få mere end ét job gennem et af de lange arbejdsliv, vi nu skal have hver især.

Jeg ser snarere et problem med atomisering af de videregående uddannelser; der bliver flere og flere snævre uddannelser. At universitetsuddannelserne specialiserer så tidligt hænger sammen med at at der i dag findes mange meget specialiserede forskningsmiljøer, der gerne vil have hver deres egen uddannelse for at kunne tiltrække og præge studerende inden for deres faglighed. Det er også det, man ser på mit institut. Engang var der kun en datalogiuddannelse på mit universitet, men nu er der en hel skov af uddannelser: datalogi, software, informatik, bachelor i IT, den helt nye uddannelse i interaktionsdesign og en skov af små master-uddannelser i maskinintelligens, indlejrede systemer, softwareudvikling osv. primært rettet mod udenlandske studerende og med en lille håndfuld studerende på hver. Alene kandidatuddannelsen i datalogi har tre forskellige forløb.

Det interessante er at mange af vores kandidater ender med at få præcis de samme slags jobs; jeg tvivler f.eks. på at der findes et job, som en kandidat i software kan bestride, som en kandidat i datalogi ikke kan bestride – og omvendt.

Danmarks mest populære parti foreslår den sædvanlige model, nemlig økonomisk styring: uddannelser, hvor de færdiguddannede ikke kan få arbejde, skal simpelthen have færre midler.

Men min påstand er at det faktisk også er ideen om økonomisk styring som en model for kvalitetssikring, der er med til at forårsage problemerne. Samtidig med al den reelle eller nogle gange snarere tilsyneladende specialisering er der centralt formulerede krav om samlæsning for at spare, for uddannelserne får samlet set tilført stadig færre penge pr. studerende. Min formodning er at meget af den adfærd vi ser skyldes fagmiljøernes forsøg på at profilere sig og overleve i en situation med øget konkurrence mellem institutioner og uddannelser. Derfor er jeg meget bekymret over den hårde udmelding fra akkrediteringsinstitutionen.