Den umulige anerkendelse

FREDERIK2

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg følger trofast med i Arvingerne på DR1. Det mest fascinerende i denne fortælling er at de fire søskende alle drives af det samme; de vil gerne anerkendes af den moder, der på hver sin måde har svigtet dem, og den største anerkendelse er at fremstå som hovedarving. Derved ender de med at gøre livet surt for hinanden og sig selv og med at splitte resten af deres familier ad.

Noget af det, der altid undrer mig og på en måde også fascinerer mig er at mange af os i varierende grad har denne tilbøjelighed: At vi meget ofte vier en masse opmærksomhed til dem, der er mest ligeglade med os. Alle de andre, de gode mennesker, ender vi med at tage for givet. Vi længes ofte efter anerkendelse fra dem, der ikke vil anerkende os. Jeg har brugt alt for meget krudt på at ruge over de spredte studerende, der kritiserede min undervisning hårdt, og på de kolleger, der var bedøvende ligeglade med min forskning.

En gammel sang af Paul Westerberg (“Bastards of Young” med The Replacements) opsummerer det usædvanligt koncist:

The ones who love us best are the ones we’ll lay to rest
And visit their graves on holidays at best
The ones who love us least are the ones we’ll die to please
If it’s any consolation, I don’t begin to understand

Så længe vi længes efter denne umulige anerkendelse, kan vi ikke blive tilfredse.

Kolmogorov og Aleksandrov

kolmogorov-aleksandrov

Der er for tiden ekstra fokus på den omfattende diskrimination mod homoseksuelle og inter- og transkønnede i Rusland. Mange ved ikke, at to af de store russiske matematikere fra den 20- århundrede måske havde et homoseksuelt forhold. I sommeren 1929 besøgte Andrei Kolmogorov og Pavel Aleksandrov Sevan-søen i Armenien, der dengang en del af Sovjetunionen.  De tilbragte en måned på et kloster på en ø i søen.

Mens de var der, arbejdede de på hver sin vigtige artikel. Aleksandrov arbejdede på et af sine mange værker om topologi sammen med Hopf (Hopf og Alexandrov endte med at lave en bog sammen), mens Kolmogorov arbejdede på en artikel om kontinuerte Markov-kæder. Læs mere om deres ophold i en oversigtsartikel.
Artiklen koncentrerer sig om hvad Alexandrov og Kolmogorv bedrev af matematik og deres udbytte af den armenske kulturarv og natur (artiklens forfatter er fra Armenien).

Det er stadig uklart for mig om Kolmogorov faktisk var biseksuel eller bøsse eller ingen af delene. På den ene side bliver dette nævnt i bogen Naming Infinity, som jeg i sin tid har skrevet om her på bloggen. På den anden side er det er muligt at påstandene dukker op som beskyldninger i forbindelse med sagen mod Luzin (som også dukker op i Naming Infinity). I Sovjetunionen under Stalin-regimet føg det som bekendt med alle mulige rygter og folk blev anklaget for og dømt for meget, de aldrig havde gjort. I sagen mod Luzin blev Luzin netop selv anklaget for lidt af hvert. Den georgiske matematiker S.S. Kuteladze skriver i sin artikel “The Tragedy of Mathematics in Russia“, der netop handler om sagen mod Luzin:

Usually A. N. Kolmogorov was viewed as a calm person not liable to fits and extremes of temper. Therefore, he seemingly needed some special provocation from Luzin for slapping in Luzin’s face, which led to some apocrypha about an obscene remark from Luzin at the elections of 1946.26 An analogous version was mentioned by V. I. Arnold in private correspondence. It is not excluded that the available hints on topolozhstvo27 is a produce of the 1950s put in gossips for rehabilitation of the instigators of the “Luzin case.”

Sandheden om Kolmogorovs seksuelle orientering får vi formodentlig aldrig at vide. Måske havde han homoseksuelle forhold uden at tænke på sig selv som bøsse eller biseksuel – det er ikke ualmindeligt. Kolmogorov blev i 1942 gift med Anna Dmitrievna Egorova, og det er muligt at dette var et nødvendigt skalkeskjul. Jeg kan på den anden side ikke lade være med at tænke at Alan Turings seksuelle orientering blev brugt imod ham af den britiske efterretningstjeneste, mens det legendarisk alvidende KGB aldrig forfulgte Kolmogorov. Tværtimod blev han (helt fortjent) en af russisk matematiks helt store stjerner.

De knuste klokker

På det seneste har jeg længtes efter noget andet musik at høre. Egentlig er det vel absurd – jeg har allerede adgang til en masse musik i form af en pænt stor cd-samling, og derude ligger Internettet med alskens streaming.  Jeg har hørt en masse David Bowie, John Lennon, Nick Drake og Joy Division på det seneste – guldrandet britisk musik fra 1970’erne, som jeg aldrig bliver træt af. Men hvor var der noget, jeg ikke havde hørt før?

Det første album fra i år, der har fanget min interesse, fik jeg fat i i denne uge: After The Disco med den amerikanske duo Broken Bells.

Broken Bells er James Mercer og Brian “Dangermouse” Burton, der hver især slår deres folder i andre sammenhænge. Mercer er sanger, sangskriver og guitarist i The Shins, og Burton er musiker og producer og en væsentlig drivkraft bag Gorillaz, Gnarls Barkley og Dark Night Of The Soul, det sidste album med Mark “Sparklehouse” Linkous. Jeg har tidligere også nævnt Portugal. The Man, som har nydt godt af Brian Burtons produktion på deres seneste album.

Den danske forbindelse – for en sådan er der – er at Mercer og  Burton mødtes ved Roskilde-festivalen i 2004. Deres første samarbejde var netop et nummer til Dark Night Of The Soul. Første album som Broken Bells kom i 2009, og her er så det nye album.

Titelnummeret er det eneste disco-indslag; ellers lyder After The Disco faktisk en del som netop britisk musik fra 1970’erne og er i det hele taget fyldt med gode melodier. Jeg er ikke den eneste, der har bemærket den tydelige Bee Gees-inspiration på “Holding On For Life” ovenfor.  Og jeg bemærker igen hvor dygtig en vokalist James Mercer er. Lydbilledet er typisk for Brian Burton og ikke så langt fra f.eks. det nyeste album med Portugal. The Man – eller i virkeligheden er det vel dem, der lyder som Broken Bells.

Videoen ovenfor er kryptisk på en fascinerende måde; de to mænd, der dukker op 2 minutter og 7 sekunder inde (og flere gange senere på rum-diskoteket) er James Mercer og Brian Burton.

Årets underviser 2014

2014-02-07 15.41.54

I dag var jeg til dimissionshøjtideligheden ved det teknisk-naturvidenskabelige fakultet. Dette er den lille dimissionshøjtidelighed for dem, der bliver bachelorer eller kandidater ved vintereksamen. Selv var jeg med, fordi jeg tilbage i september var blevet valgt til årets underviser ved Studienævn for datalogi. Ved denne dimissionshøjtidelighed skulle årets underviser ved hele fakultetet fejres; jeg er selv blevet det tilbage i 2004, og dengang havde jeg fået det at vide i al fortrolighed nogle dage i forvejen. Så denne gang var jeg helt sikker på at det ikke ville blive mig, og jeg var spændt på at se, hvem af mine kolleger på fakultetet, der ville få titlen. Jeg kendte flere af dem, de studerende ved andre studienævn havde valgt.

Den store overraskelse kom da også – det var nemlig mig, der blev årets underviser ved mit fakultet. Proceduren er med andre ord blevet lavet om.

I skrivende stående har jeg endnu ikke helt fattet, at denne store ære er overgået mig – og så for anden gang. Kontrasten fra at starte ugen som den overflødige vejleder er også speciel.

Jeg har fået et annuum og – to flasker rødvin. Alle der kender mit forhold til dén drik, ved at disse flasker vil glæde andre. I aften skal jeg have en god øl.

Den dårlige krammebamse

Pencil in hand

Da jeg gik i gymnasiet, blev der gjort meget ud af at undervise i god notatteknik. I min studietid mødte jeg medstuderende, der havde stort udbytte af at tage notater. Selv har jeg desværre altid haft svært ved at tage gode notater, og til sidst holdt jeg op.

Jeg kan huske mundtlige kursuseksaminer – nogle af dem i kurser, jeg selv holdt, andre i kurser, hvor jeg var censor – hvor de studerende måtte tage alle de notater med, som de ville. Af og til så jeg eksaminander, der bredte en stor stak notater ud på hvad der forekom mig at være de fleste borde i lokalet. Andre studerende havde én tætskrevet side med notater, som de klamrede sig til som en krammebamse. Hvis man havde spurgt en sådan eksaminand, hvad han/hun hed, ville vedkommende sikkert have bladret rundt sine notater inden svaret ville falde.

Siden gik jeg over til at holde skriftlig eksamen og lavede et portfoliosystem, hvor de studerende undervejs i kursusforløbet kunne indsende svar på bestemte spørgsmål om teksten; disse svar kunne de så få med til eksamen. En del studerende gik meget op i denne mulighed for at tage notater, og en del skrev meget lange “svar”, der også rummede alt muligt andet end svarene på de spørgsmål, jeg stillede. Nogle lavede filer med svar, der var så omfattende, at de var større end den maksimale filstørrelse, jeg tillod. Andre skrev i evalueringer, at de helt bevidst valgte opgaveregningen fra til fordel for at skrive notater – og det på trods af at opgaverne til opgaveregningen i form og indhold skulle ligne opgaverne til eksamen mest muligt.

Alle de notatafhængige eksaminander, jeg har set, har haft ét fælles: de har på trods af deres arsenal af notater ikke klaret sig godt til eksamen. Det er tydeligt, at de har troet på at de mange notater ville være en fuldgyldig erstatning for egen viden og egne færdigheder.

Et fænomen fra det seneste årti er at mange studerende tager computere med til forelæsninger; nogle af dem bruger dem til at tage notater med (andre gør ikke). Og det er da også klart at en computer gør det nemt at skrive en masse notater under forelæsninger. Men hvor gode er de notater så?

De amerikanske psykologer Pam Mueller og Daniel Oppenheimer fra henholdsvis Princeton og UCLA har samme udført en række eksperimenter for at undersøge det.

Mueller og Oppenheimer lod nogle studerende tage notater med brug af computer, mens andre skulle skrive deres notater i hånden. En halv time efter forelæsningen fik de studerende en prøve, der skulle undersøge deres forståelse af det stof, der var blevet gennemgået. De studerende, der havde taget notater med håndskrift, klarede sig signifikant bedre,

I et andet forsøg undersøgte Mueller og Oppenheimer hvordan studerende ville klare sig til den afsluttende prøve. Igen var det de studerende, der havde taget notater i hånden, der klarede sig signifikant bedst.

Og sidst, men ikke mindst: Mueller og Oppenheimer prøvede i endnu et forsøg at bede studerende, der tog notater på computer under forelæsninger, om ikke at skrive ordret ned, hvad der blev sagt. Det viste sig at være meget svært for de studerende at overholde.

Resultaterne tyder på at det faktisk er bedre at tage selektive eller håndskrevne notater. Fordi det er mere besværligt at tage noter i hånden, er man automatisk nødt til at være mere selektiv. Det er refleksionen, når man skriver, der er vigtigst; det er denne refleksion, der skaber hvad man kalder for dyb læring. Den form for notater, de studerende jeg beskrev, har lavet, fører derimod til overfladisk læring.

Jeg overvejer nu selv at have en anden model for hvilke notater, man kan tage med til eksamen – en mulighed kunne være at man kun måtte have (f.eks.) 20 siders notater med skrevet på computer, en anden at man kun måtte tage håndskrevne notater med, men til gengæld lige så mange sider som man orkede. En tredje mulighed ville være at lade de studerende vælge, hvilken af de to former for notater, de ville gøre brug af.

En overflødig vejleder

ArticleImage_33314_Feature

For knap 3 uger siden skrev jeg her om mit arbejde med at lave projektforslag. Siden da er der sket lidt af hvert. Det viste sig pludselig, to dage inden semesterstart, at der var afsat 5 vejledere til kun 4 grupper på et af de semestre, jeg skulle vejlede. Nu stod jeg i en konkurrencesituation med de andre vejledere – en af os ville ikke få nogen gruppe at vejlede, og det ville være de studerende der skulle bestemme hvilken vejleder, der ikke ville komme til at vejlede. Det var mig, de endte med at vælge fra.

Det er underligt at have brugt en del tid på at have udarbejdet projektforslag, som ingen vil vælge, og at spildt tid på at tale med studerende og sende dem materiale til ingen verdens nytte. Helt konkret er det utilfredsstillende at have udført undervisningsforberedelse, som aldrig vil blive betalt med timer af mit institut. Kun hvis jeg rent faktisk havde vejledt, ville der blive udløst timer.

Hvis jeg skal se positivt på alt dette, vil jeg konkludere at jeg nu får mere tid til forskning end ellers. På den anden side er det træls endnu en gang at havne i rollen som den upopulære vejleder. Det er en fornemmelse, jeg aldrig vil få det godt med. Jeg har som regel udbudt specialeprojekter i forårssemesteret, men der går ofte tre eller fire år imellem at nogen vælger et af mine.  Det kan være helt ekstremt frustrerende. For en del år siden var der en PhD-studerende på første år, der udbød et specialeforslag som alt for mange studerende ville have, og jeg skulle som semesterkoordinator prøve at overtale nogle af dem til at vælge noget andet. Det var et af de år, hvor ingen af de kommende specialestuderende ville vælge mit projektforslag og jeg var den eneste potentielle vejleder, ingen ville vejledes af. Jeg endte med at bede om at blive frataget opgaven som semesterkoordinator.

Der er selvfølgelig en interessekonflikt her mellem underviseren, der skal have undervisningsopgaver og skal kunne planlægge, og at de studerende selvfølgelig også skal kunne vælge at arbejde med et projekt, der interesserer dem. Hvordan det skal løses, ved jeg ikke. Måske skulle der ikke være projektforslag, som fremstod for alle parter som de eneste mulige, men i stedet en model, hvor der ikke var overflødige vejledere, men hvor vejledere og studerende til gengæld sammen i løbet af projektets første uger skulle analysere sig frem til en problemstilling, alle parter havde lyst til arbejde med. Netop dét kunne samtidig være en måde at genoplive problemorientering på – og vejlederne skulle så love ikke hver især at have et “hemmeligt” projektkatalog, de kunne påtvinge de studerende.

Er kvinde kvinde værst? Og hvad med mændene?

Controversy

I dag var jeg til forældremøde, hvor forældrene var delt ind i dem, der var forældre til drenge og dem, der var forældre til piger. For på 6. årgang på min datters skole er tydeligt at det er nogle forskellige slags konflikter, der holder de kommende teenage-drenge og de kommende teenage-piger beskæftiget. Det gik op for mig, at jeg kun havde egentlig indsigt i hvilke konflikter, drenge i den alder oplever, og hvordan de handler i dem. Resten kan jeg kun ane.

Men noget kan jeg dog tydeligt fornemme: der er nogle forskellige strategier for de to køn, når der er konflikt. Ingen af delene er pæne at være vidne til, og det er underligt at overvære ellers fornuftige individer kaste sig ud i den slags. Min anekdotiske erfaring er at mænds rivaliseren ofte kan give sig udslag i nogle underlige, meget synlige “hanekampe” om mental eller direkte fysisk styrke og at misundelsen luftes særdeles åbenlyst, mens kvinders rivaliseren ofte kan være af en anden art, der er mere baseret på intriger og social inklusion og eksklusion og at misundelsen ofte kommer ud som indirekte aggression.

For en del år siden fortalte en god kvindelig bekendt mig forarget at hun havde læst at Britney Spears, den lille dulle, har et hus med 21 værelser! Jeg har aldrig set hende som en af fr. Spears’ rivaler, så denne udtalelse kom lidt bag på mig. Hvorfor kan en dansk kvinde i sin bedste alder reagere på den måde?

I filmen Black Swan kan man se hvordan rivalisering mellem to balletdanserinder, der begge lader til at synes at den anden er bedst og smukkest, kan tage en særdeles ubehagelig form og munde ud i noget særdeles grusomt.

En del forskere, mange af dem kvinder, har undersøgt de forskellige strategier for rivalisering, som kvinder og mænd ofte har. Resultaterne er interessante.

Tracy Vaillancourt og Anchaal Sharma, to kvindelige forskere fra McMaster University i Canada, lavede et eksperiment hvor grupper af kvindelige forsøgsdeltagere skulle diskutere kvinders venskaber. Midt i denne diskussion skulle en ung kvinde så banke på og spørge efter nogen. I nogle tilfælde havde den unge kvinde en stram bluse i pang-farve og miniskørt på, mens hun i andre tilfælde var iført bukser og mørkeblå bluse. Forskerne observerede at kvinderne bagefter så godt som alle kom med negative kommentarer om kvinden, der bankede på, hvis hun havde haft miniskørt på, mens der var neutrale eller slet ingen kommentarer i det andet tilfælde.

Og jeg husker et tv-interview jeg så for nylig med den danske professor i EU-ret Marlene Wind, der tilfældigvis også en mere end almindeligt godt udseende blond kvinde. Hun fortalte om hvordan hun som ung forsker havde været på forskningsophold i Italien og gik i smart tøj; hendes ældre kvindelige kolleger havde dengang indkaldt til et krisemøde, som handlede om hende, fordi “man da ikke bare kunne gå og se ud på dén måde”!

Hvorfor er der sådanne strategier med ringeagt og en ofte indirekte aggression? Der kan være flere forklaringer på at det er sådan, og som så ofte når det handler om forklaringer på menneskelig adfærd, er det en strid om arv kontra miljø. Nogle vil hælde til at det hele er genetisk og bunder i at de to strategier har fordele i evolutionen. Andre, mere feministisk orienterede psykologer, vil forklare det med at et mandsdomineret samfunds fokus på kvinder som seksualobjekter også får kvinder til at vurdere hinanden ud fra en sådan norm.

Måske er det i virkeligheden ikke så vigtigt som at forstå hvordan vi kan lære at opføre os bedre. “Hanekampene” mellem drenge eller mænde er jo lige så ubehagelige og latterlige og (dybest set) pinlige.

Den amerikanske forfatter Naomi Wolf skriver:

Do we become better people — better women — when we draw back the curtain on this painful, unflattering subject? Do we risk confirming what an antifeminist world wants to say of us — that we can’t create workable teams, we can’t lead effectively, and we are indeed treacherous and bitchy? Do we risk losing the victories of feminism in every previous generation because we can’t for the life of us seem to be able to sustain a common cause without inevitably taking out the long knives?

I trust that in looking closely at this darker side of our own psyche, we will learn enough about ourselves to stop being held at the mercy of it. I trust that if you repress the dark side, it comes back to bite you, but if you drag it, protesting, into the light, that is the first step toward integration and perhaps a more real empowerment. Perhaps we should better learn which women around us are true friends and true allies and which women we should recognize for their alluring, socially cruel edge. And having recognized it, turn our backs on it and flee.

Heri kan jeg kun være helt enig.

Danmarksmesterskaberne i partihop

Makes_me_wanna_jump

Inden for de seneste dage har vi igen set folkevalgte politikere skifte parti. Først gik Astrid Krag gik til Socialdemokraterne, så gik Ida Auken til Radikale Venstre og i dag var det så Ole Sohns tur til at blive socialdemokrat.

Enhedslisten er det eneste parti i Danmark. der forbyder denne praksis: hvis man er valgt ind for et andet parti og melder sig ind i Enhedslisten, kan man ikke bruge sit mandat til at repræsentere Enhedslisten. Alle andre partier i Folketinget har modtaget partihoppere, enten på folketingsniveau eller i kommunalpolitik. Meget ofte udlægger partiskiftere deres skifte som personligt og holdningsbestemt, men typisk er det når der sker ændringer i regeringen eller når kommunalbestyrelser skal konstitueres, at nogle folkevalgte føler sig kaldet til at skifte parti.

Det er oplagt at denne type partiskifte er et forsøg på at komme tættere på magten eller blive ved med at være tæt på den. Hvis man endelig skal forsvare partiskifterne, må forsvaret være at der er tale om politikere, der er langt inde i deres karriere og er bange for at se den indflydelse, de har opnået, falde på gulvet med et brag. De mest udprægede eksempler på dette reaktionsmønster er vel partituristerne Karen Jespersen og Naser Khader.

Men smukt er det ikke. Det er også min holdning at man skal opgive sit mandat, hvis man skifter parti. Man skal ikke kunne “købe” sig til indflydelse ved et partiskifte sådan som man har set en del gange efter kommunalvalg. Det er overraskende at opdage, at Dansk Folkeparti nu tilsyneladende også synes dette.

»Man svigter det grundlag, som man er valgt ind på i sin tid. Det parti, man stillede op for, er man ikke længere repræsentant for. Og det vil sige, at der er nogle vælgere, som føler sig godt og grundigt snydt,« siger Peter Skaarup.

Om Dansk Folkeparti har skiftet holdning og vil opdatere partiets program eller primært reagerer populistisk, ved jeg ikke – men det er påfaldende at markeringen fra dem kommer netop nu. Et markant partiskifte fandt i al fald sted i Københavns borgerrepræsentation, hvor det siddende byrådsmedlem Finn Rudaizky i 2008, der indtil 2005 havde repræsenteret Socialdemokraterne, efter en periode som løsgænger begyndte at repræsentere Dansk Folkeparti.

Note: Denne sidste bemærkning er opdateret pr. 11. februar efter at Finn Rudaizky har sendt mig en præciserende mail om sit partiskifte.

En ny uddannelsesminister

carstensofie

Så skete det igen – jeg og mange andre fik en ny øverste chef i form af en ny uddannelsesminister. Og dét endda ved begyndelsen på et nyt semester.

Det Radikale Venstre var i sin tid modstandere af universitetsloven af 2003 (formodentlig Europas mindst demokratiske), ligesom det tidlige regeringsparti – måske snart bare det tidligere parti? – SF var det. Men Socialdemokraterne var med til at gennemføre loven, og nu skal endnu en radikal minister så forvalte den.

Sofie Carsten Nielsen har en vis viden om at skulle tale for akademikeres løn- og arbejdsforhold (og ja, hun er faktisk selv universitetsuddannet, omend inden for politikernes yndlingsuniversitetsfag statskundskab). Hun har nemlig været politisk chef for Ingeniørforeningen (IDA) fra 2010 til 2011 – det var så i den periode, hvor IDA stod uden for Akademikernes Centralorganisation. I DM forstod vi aldrig helt, hvorfor ingeniørerne gjorde dette – nu er de så heldigvis med igen.

Under valgkampen i 2011 gjorde Sofie Carsten Nielsen sig bemærket med et forslag om at de danske universiteter skulle gå over til at anvende engelsk som eneste officielle sprog. Hun skrev i sit indlæg i Information (interessant nok var indlægget faktisk forfattet på dansk):

Allerede med det nuværende antal internationale studerende og forskere bør alt være tilgængeligt på både dansk og engelsk, hvilket er ekstremt ressourcekrævende, fordi enhver ændring i et dokument skal konsekvensrettes i den engelske version. Dette dobbeltarbejde kunne fjernes, hvis universiteterne havde modet til at indføre engelsk som koncernsprog, og at Universitets- og Bygningsstyrelsen gjorde det samme i sin kommunikation med universiteterne.

Om dette mon får konsekvenser for den kommende tids politik over for de danske universiteter, ved jeg ikke. Jeg håber det ikke.

Hvad der ellers kommer til at ske, er endnu uvist. I 2012 sagde Sofie Carsten Nielsen, der dengang var sit partis forskningsordfører, i forbindelse med regeringens planer om at tillade studerende at tage mere end det normerede antal ECTS-point:

»Jeg er ikke bange for, at man skaber et a- og b-hold af studerende. Vi ønsker både en bredere og en stærkere talentkultur blandt studerende. Det skal ikke være sådan, at der er et a-hold, der skal sidde og terpe teori. Vi vil gerne gøre det mere virksomhedsmålrettet, så det også handler om, hvad vi har brug for på både arbejdsmarkedet, i virksomhederne og i forskningen«…

Så denne form for “talentpleje” har vi nok ikke set det sidste til.

En ny forfatning i et arabisk land

tunisia-new-constitution

En nyhed, som ikke har fået så megen opmærksomhed, er at Tunesien har fået en ny, demokratisk forfatning.

Den nye tunesiske forfatning siger nej til sharia, garanterer tros-, tanke- og ytringsfrihed og stiller begge køn lige i al lovgivning. Det er interessant at dette sker i et land, hvor islam er den suverænt mest udbredte religion. Hvad “islamkritikere” mon siger til dette, ved jeg ikke.

I forfatningens artikel 6 er der en interessant passus om at det ikke er tilladt at “…anklage andre for apostasi og opflamme til vold”. Det kan ses som en indskrænkning af ytringsfriheden (apostasi betyder at “falde fra” en religion), men på den anden side er det netop også interessant at det ikke lovligt at kalde nogen for “vantro” – det er nemlig en anklage, der i muslimske lande er blevet brugt mod trossamfund som f.eks. Ahmadiyya’erne i Pakistan og Baha’i’erne i Iran.

Der er stadig uklarheder og potentielle stridspunkter i forfatningen, som den libanesiske forsker Hussein Ibish påpeger. Bl.a. er det et problem at artikel 73 kræver at præsidentkandidater skal have islam som religion. Hvordan man dog skal forene dette med tanke- og trosfrihed, ved jeg ikke.

Men det faktum, at forfatningen er resultat af sædvanlige, fredelige politiske forhandlinger, og det faktum, at forfatningen taler om netop tanke- , tros- og ytringsfrihed er meget glædeligt. Måske kan dette i sig selv være et forbillede for  Syrien når den blodige borgerkrig en dag er omme.